Folkeminder

Folkeminder Levninger af ældre Tiders Aandsfrembringelser og Kultur, der er mundtlig overleverede fra Slægt til Slægt, især inden for de ikke boglig dannede Folkeslag ell. Folkeklasser. Hertil regnes først og fremmest Folkedigtningen, endvidere Folketro og gl. Skikke; taget i videste Bet. omfatter F. tillige Folkets Livsvilkaar og Folkets Karakter og Tænkemaade saaledes, som de træder frem i alle Forhold. Af disse Overleveringer findes der spredte, større ell. mindre Optegnelser fra tidligere Tider, gjorte af æstetiske ell hist. Hensyn (f. Eks. Folkevisesamlinger, Sagn i hist. Skr); men den planmæssige Indsamling og fremfor alt den videnskabelige Bearbejdelse er først fremkommet i 19. Aarh. Som dens Beg. regnes gerne Brødrene Grimm’s Eventyrsamling fra 1812 og Jac. Grimm’s »Deutsche Mythologie« (1835). Dens Udvikling er gaaet Haand i Haand med en Række af andre hist. Videnskaber, ofte stærkt paavirket af dem. F. T. falder Folkemindeforskningen i to Hovedretninger, en Granskning af Folkedigtningen, der hænger sammen med Filologien og den alm. Litteraturhistorie, og en kulturhistorisk-religiøs Behandling, der skyldes Indflydelse fra den seneste Udvikling af Etnografi og Antropologi.

Navnet for denne Videnskab og dens Emne er i en vis Vaklen hos fl. Folkeslag. I England bruges Ordet Folklore (og Folklorist, Folkemindeforsker); det blev af sin Opfinder (Mr Thoms 1846) betegnet som »den Oldforskning, der omfatter alt henhørende til gl Sæd og Skik, til Almuens Forestillinger, Tro, Overleveringer og Overtro«, — en Definition, der ret ensidig dvæler ved Kultursiden. En Ulempe ved Ordet er, at det baade betegner Stoffet og Videnskaben. I de romanske Lande har det eng. Ord faaet en vis Udbredelse ved Siden af den hjemlige Betegnelse som »Folkeoverleveringer« (traditions populaires; les traditionistes, Folkemindeforskerne). I Tysk og Nederlandsk oversættes det ved Volkskunde (jfr Völkerkunde = Etnografi). I Norden er det af Svend Grundtvig dannede F. det mest udbredte Navn.

Folkedigtningen (herunder medregnet alle Overleveringer i en fast mundtlig Form) udgør en overvejende Del af Folkemindelitteraturen. Hvad man begrebsmæssig skal forstaa ved Folkedigtningen, er vanskeligt at afgøre. Den ældste Tids stærke Sondring mellem »Kunstdigt« som Enkeltmandsværk og »Folkedigt« som Ytring af den over hele Folket spredte digteriske Kraft lader sig ikke mere hævde saa stærkt. Sikkert er det dog, at en overordentlig stor Mængde Folkedigtninger har faaet deres Skikkelse, ikke blot Fremstilling, men ogsaa Komposition, idet Slægt paa Slægt har gjort sine Ændringer; og f. Eks. for mange af vore Folkeviser kan det paavises, at selv indgribende Omdannelser er blevne til lidt efter lidt, idet den ene Sanger har føjet lidt til den andens Nydigtning. Paa den anden Side kan det ikke nægtes, at mange andre Viser (f. Eks. hist.) i alt væsentligt er en enkelt Mands Tankeværk, uden at vi derfor kan udslette dem af Folkedigtningen.

Den mundtlige Overlevering med stadig Adgang til Fornyelse af det sproglige Udtryk er da det, der mest iøjnefaldende adskiller den fra Kunstpoesien. Visse digteriske Egenheder er ogsaa, dog med ret stort Spillerum for de forsk. Folkestammer, Kulturer og Arter af Overlevering, fælles for al Folkedigtning; saaledes den objektive, sædvanlig korte Beretning med Forkærlighed for direkte Tale, med Gentagelser og med visse staaende Vendinger. Reglerne for Komposition har man i nyere Tid betegnet som »Folkedigtningens episke Love«.

Folkesagnet er den kortere Fortælling om en Begivenhed, der af Fortælleren opfattes som virkelig foregaaet. Det søger Troværdighed ved altid at nævne sig som hændt en navngiven Mand (levende ell. afdød), ell. paa et navngivet Sted, der er velkendt af Sagnmanden og hans Tilhørerkreds. I mange Tilfælde forevises en Ting, der har sin Oprindelse fra denne Begivenhed (f. Eks. et Bæger, der menes at være ranet fra Troldene), ell. der udpeges et Naturforhold ell. et Navn, der er opstaaet ved denne Lejlighed. Denne Tilknytning til Virkeligheden er Sagnets »Stedfæste«; til det egl. Stedfæste hører, at det ydre Minde menes at være opstaaet ved selve Begivenheden. Sagnenes Indhold er først og fremmest Oplevelser af den Mennesket omgivende overnaturlige Verden, især Menneskenes Forhold til Naturvæsenerne, og i sparsommere Maal Erindringer om selve Menneskelivet. Den Troværdighed, som Fortællerne tillægger deres Sagn, er i høj Grad ufortjent.

For Hovedmængden af Sagn, de overnaturlige, ligger Oprindelsen utvivlsomt i mangelfuldt opfattede Naturbegivenheder, som enten af selve Opleveren ell. Eftertiden modtager en digterisk Tildannelse. Og den stedbundne Overlevering, hvorpaa Fortællerne støtter sig, viser sig at være mindre paalidelig, da den samme Begivenhed efter forsk. Egnes ell. Landes Overleveringer kan være foregaaet paa 100 forsk. Steder: Stedfæste hører med til Sagnets Liv som troværdig Fortælling, og derfor maa det frembringes paa ny, hver Gang Sagnet naar til en ny Egn. Ogsaa Indholdet kan omdannes ved at gaa fra Mund til Mund; men her viser det sig dog, at den givne Handling (det episke Stof) har en overordentlig Sejghed, som Udbredelsen i Rum kun svagt kan indvirke paa, og som Forskellen i Tid undertiden slet ikke angriber. F. Eks. har man hos Bønderne paa Kreta genfundet det gl. Sagn om Achilleus’ Fødsel uforandret; og de enkelte Optrin i Odysseen’s Kyklopeventyr genfindes som Folkesagn i de fleste Egne af Europa. Denne Fasthed i den episke Gang, som vi i det enkelte kan kontrolere ved forsk. Egnes Optegnelser af samme Sagn, sætter os i Stand til at granske de enkelte Sagnbegivenheder. De falder i to Grupper: 1) De, der tjener til Forklaring af et ell. andet paafaldende Forhold i Menneskeverdenen (Ophavssagn, ætiologiske Sagn). Naar Folket ser en Klippe, der minder om menneskelig Skikkelse, gætter det, at dette har været et stort menneskeligt Væsen, der er blevet til Sten; naar det ser en Række Klippeblokke ligge jævnsides ud i Elven, gætter det, at her har været en stor Kæmpe, der begyndte at bygge sig en Bro; og hvor en stor Sten ligger paa flad Mark, gætter det, at en vældig Kæmpe maa have kastet den derhen. Og med en Kombinationsevne, der ikke holdes igen af nogen videnskabelig Kritik, fortsætter Folket sin Fantasivirksomhed, indtil det finder de bestemte, individuelle Træk: Stenkæmpen har været en Nattrold, der døde ɔ: blev til Sten, da Solen skinnede paa ham; Kæmpen ved Elven vilde bygge Bro over til sin Kæreste paa den anden Side; den henkastede Sten stammer fra en Kæmpe, der vilde ødelægge den Gaard, som Stenen ligger nærved, men traf fejl. Saaledes er ud af Naturgætningen den individuelle Fortælling, Sagnet, opstaaet. Disse Sagn kan naturligvis dannes paa ny, saa længe Mennesker paa et barnligt Kulturtrin stedes over for paafaldende Naturoptrin; og de enkelte Grundmotiver (f. Eks. den forstenede Trold) optræder i en Mangfoldighed af Særformer efter det enkelte Steds Natur, f. Eks. Trolden, der fiskede for længe og nu staar forstenet paa Kysten med to Sæler hængende paa Ryggen og en paa Brystet. Dog findes ogsaa i disse Natursagn en Vandring ell. Efterligning af Sagn fra Sted til Sted, uden at det dog kan fastslaas, hvor meget der er laant, og hvor meget der er dannet uafhængig paa fl. Steder ud fra samme aandelige Forudsætninger. 2) De Folkesagn, der blot viser Folketroens Væsener i en for dem karakteristisk Handling, kan ikke paa samme Maade henføres til Naturforklaring; men vi kan i enkelte Tilfælde paavise, at de har udviklet sig af ligefremme Natursagn. Saaledes har vi Sagnene om Storm jægerens Jagt efter Skovjomfruen i en hel Udviklingsrække, lige fra den naturforklarende Fortælling, at hun kommer i den lille Hvirvelvind foran Stormen (die Windsbraut), han følger saa efter i selve Stormens Brag og Vælde, og indtil det, hvor »Kong Volmer« beder en Bondekarl at holde hans Hunde og lidt efter kommer tilbage med den dræbte »Ellekvinde« hængende over Sadlen. Men, vel at mærke, Sagnet om Kong Volmer’s Jagt efter Ellekvinden er nu ikke noget Natursagn; det er formet (og fortalt videre) ud af Fantasiens Trang til at se de anede Naturvæsener i en bestemt for dem ejendommelig Handling. Andre Sagn har i endnu højere Grad et blot sjæleligt Udspring, f. Eks. synes Flugt for Trolde at have sit Udspring i den paniske Skræk ved at være ene i Naturen. — Sagnenes Alder er vanskelig at fastsætte, men det er i hvert Fald klart, at de har deres Oprindelse i en meget tidlig Tids Naturbetragtning (»det mytiske Tænkesæt«). For saa vidt denne primitive Sagnverden i Tidens Løb har modtaget Bidrag fra den olympiske Gudekreds, fra Asalæren o. s. v., maa man anerkende, at den i høj Grad har strøget denne Indflydelse af sig; og selv af Kristendommen er største Delen af Sagnstoffet uberørt ell. kun svagt paavirket. Hermed er det dog ikke givet, at hvert enkelt Sagn er saa gammelt; det kan jo være nydigtet i Overensstemmelse med den nedarvede Tro. Endnu mindre er det nødvendigt, at hvert Sagn er ældgammelt paa hvert Sted. Sagnet om Nøkken (ell. Djævelen), der i Dansen hvirvler en Jomfru ned i Aaen, er fremmed i det fuldt stedfæstede danske Sagnstof og tilhører først den middelalderlige og nyere Tids Danseraseri. Et Yndlingssagn fra den gr.-rom. Oldtid, om Skovtrolden (Silén), der toges fangen ved at hælde Vin i Brønden, gaar i Tyskland ikke længere mod N., end Vinavlen naar, og er sikkert først indvandret med Vindyrkningen i den rom. Kejsertid. Ellers frembyder Mødet mellem Mennesker og Skovtrolde nogle af de vistnok ældste Sagnemner: Manden, der kalder sig »Selv« ell. »Ingen« og dernæst stikker Branden i Øjet paa Trolden (alm. som europ. Folkesagn, gjort kunstig i Odysseen), og om Manden, der hørte en Stemme raabe til sig om at bringe det Budskab, at Store Pan ell. Troldekongen var død.

Med Sagn om Mennesker (hist. Sagn) forholder det sig i mange Maader ligesom med Sagnene om overnaturlige Væsener. Men Vekseldriften er langt stærkere. Hvert Slægtled ejer et Minde om de nærmest henfarne Slægters Færd omtr. 50—100 Aar tilbage i Tiden; selve Familieminderne rækker ofte længere; for fl. danske Storbondeslægter indtil Svenskekrigene i 17. Aarh., for Renaissancetidens, danske Adelsmænd til Dronning Margrete’s Tid og undtagelsesvis længere; Islændingene kunde i 12. Aarh. under særlig gunstige Forhold skrive en Landnamsbog, der naaede 2—300 Aar tilbage. Men ud over dette brister den egl. hist. Bevidsthed, og et lille Antal karakteristiske Sagn bliver tilbage og kan tilsammen danne et hist. Billede, som kun meget ufuldkomment gengiver Virkeligheden. Og selv disse tabes let i Tidens Løb: 16. Aarh.’s skæmtende Sagn om Valdemar Atterdag er afløste af lgn. om Christian IV. Alt imedens det virkelige hist. Stof udtyndes, vokser Sagnmængden paa samme Maade som ved de overnaturlige Væsener. Sagn opstaar til Forklaring af Naturfænomener ell. Navne. Om Sørup Kirke i Angel fortælles det, at den nordre Side af Kirken er smukkere bygget end den søndre, skønt Mesteren selv havde bygget den søndre og hans Svend den nordre; i Ærgrelse derover slog Mesteren Svenden ihjel ved den Bro tæt ved, der nu kaldes Arkelspang efter deres to Navne Arkel og Spang. Dette Sagn beror sikkert paa en Mistydning; thi Spang er det gl., nu uddøde Ord for Bro. Ligeledes de friere poetiske Sagndannelser trænger ind som virkelig hist.; enkelte af dem optræder saa hyppig, at de betegnes som »vandrende Sagn«, f. Eks. om Herremanden, der tog Jord af sin egen i Støvlerne, da han vilde sværge sig Bøndernes Jord til; om Hæren, der skar Grene og saa ud som en gaaende Skov, o. s. v.

Folkesagnet er den simpleste Form for Fremstilling, og den er mere end nogen anden Digtart Menneskeaandens Førstehaandsbearbejdelse af alt det omgivende Stof. En stor Del af, hvad vi efter dets Form nævner som »Sagn«, kan vi efter dets Indhold betegne som »Myte«; men som Myte betegnes tillige en Mængde Fortællinger om guddommelige Væsener, der ikke knytter sig til den jordiske Virkelighed. — Som en fuldstændig Førstehaandsbearbejdelse af den virkelige Verdens Stof kan Folkesagnet dog ikke betegnes. Det er næppe udelukket, at den mere udviklede og fra Naturen skilte Myte vil kunne synke ned til Folkesagn; og ganske sikkert har Heltedigtningen aflejret sine Rester som simple Sagn. — (Litt.: Thiele, »Danmarks Folkesagn« [2 Bd, 2. Udg. 1843]; E. T. Kristensen, »Jydske Folkeminder« [3., 4., 6., 8. og 9. Bd, 1876—88]; Samme, »Danske Sagn« [7 Bd, 1892—1901]; Asbjørnsen, »Norske Huldreeventyr og Folkesagn« [1845—48, 4. Udg. 1914]; Faye, »Norske Sagn« [2. Udg. 1844]; »Segner fraa Bygdom« [3 Bd, 1871—79]; Árnason, »Ísl. Þjóðsögur« [Leipzig 1862—64]; C. Andersen, »Islandske Folkesagn« [1862—67].

Heltedigtningen adskiller sig fra Folkesagnet ved sin Form, idet den kan være i Prosa ell. i Vers, og ved sin Bygning, idet den omfatter talrigere Optrin med fyldigere Fortælling. Men den henter sit Stof af den samme Verden som Folkesagnet (baade af den hist. og mytiske) og for en stor Del ud af Folkesagnene ved at sammenkæde deres Optrin til en længere Fortælling. Endvidere har den Tilknytning til Menneskelivet, idet dens Personer altid opfattes som de nulevende Menneskers, især Høvdingslægters Forfædre; og Helteoverleveringen omgiver sine Personer og Optrin med en Mængde af (opr. ell.) nylavede Stedsagn. Heltesagnet vokser derved sin ubevidste ell. halvbevidste Vækst; men ved Siden deraf er der et stærkt personligt og tidshistorisk Moment. Digterne tager Fortællinger fat til ny Fremstilling paa rigere og interessantere Maade end deres Forgængere; den fri Opfindelse af et Stof ell. det vilkaarlige Laan andensteds fra er til en vis Grad tilladt. Digteren og hans Tilhørere udgør ikke saa meget Folkets brede Lag som de højbaarne Mænd og Kvinder, der udtrykker deres Tidsalders Ejendommelighed; og Stoffets mere omfattende og ubestemte Karakter tillader, at det ved Udskydning ell. Ændring bringes i en vis Overensstemmelse med Samtidens Begreber om Ret og Skønhed. — Dette Forhold til Kulturspidserne gør, at Heltedigtningen ikke har kunnet leve ned til vore Dage; den giver Plads for skrevet Litt. med de mangfoldige Kunstformer. Saaledes som Heltedigtningen foreligger hos forsk. Folk, viser den ulige Udviklingstrin. I Finnernes Kvad har vi det Trin, hvor de besungne Optrin kan føjes til hinanden: to, tre ell. fire, efter som Sangeren lyster, og de udmalende ell. lyriske Partier kan efter Behag tilføjes ell. udelades (først en Videnskabsmand i 19. Aarh. har sammenarbejdet dem til et Epos »Kalevala«). Nordboernes Eddakvad o. l. Digte danner derimod et begrænset og behersket Hele, hvor dog fl. Kvad kan fortsætte eet og samme Heltelivsløb. Endelig opstaar af den episodiske Digtning de samlede, bredt fortællende episke Digte med det bestemte Indhold, først hos Grækerne (de homeriske Digte), siden hos Englænderne (Beovulf) og i middelalderlig Form hos Franskmændene (Karl den Store’s Sagnkreds) og Tyskerne (Nibelungenlied, Kudrun). En ejendommelig nordeuropæisk Form er Heltedigtning i Prosa med enkelte Optrin i Vers, især i de mere lyriske Partier. Tidligst møder den i Irernes Digtning fra Cuchulinn- og Fingal-Sagnkredsene, endvidere i de norsk-isl. Heltesagaer om Vikingetidens Personer (Ragnar Lodbrok, Orvarodd, o. s. v.) og om de to Konger Olaf og deres Mænd, og endelig i en ejendommelig Form i den isl. Ættesaga, der til sidst fæstnes som fuldt udviklet Litteraturform. En Vladimir-Visekreds dannedes om Russernes første kristne Konge; derimod blev det ved Tilløbene dertil ved Cid, Valdemar den Store og Robin Hood. (Litt.: Ker, Epic and Romance [London 1897]; Heusler, »Lied und Epos« [Dortmund 1905]; Vedel, »Helteliv« [1903]; F. Ohrt, »Kalevala« [1908]; Sv. Grundtvig, »Den nordiske Oldtids heroiske Digtning« [1867]).

Folkeeventyret adskiller sig fra Folkesagnet ved den længere (mere sammensatte og ofte mere udmalende) Fortælling, rig paa usandsynlige Begivenheder og uden Forsøg paa at gøre dem troværdige ved Stedfæste. Eventyret har en Forkærlighed for de ganske dagligdags Navne ell. de blotte Standsbetegnelser: Enkesønnen (i Skotsk og Norsk), Askeblæseren, »Der var engang en Konge«, en gl Soldat. Og hos de europ. Kulturfolk findes en bevidst Skæmten med dets Troværdighed, idet Fortælleren til Slutn. giver en spøgende Bemærkning om, at han selv var med ved Kongesønnens Bryllup e. l. Hos lavere staaende Folkeslag møder man dog ganske de samme Digtninger som en Art Heltesagn.

Eventyrene viser en større Udbredelse end nogen anden Folkedigtning. Grundstammen af Folkeeventyr er hos alle europ. Folk een og samme; enkelte Digtninger kan følges videre over store Dele af Asien og Afrika. Forholdet til Steder og Personer binder dem aldrig. Forskel i Sprog danner ganske vist en adskillende Mur; men den kan paa mange Maader overstiges: rejsende Købmænd og Grænseegnenes Jægere har stadig bragt ny Eventyr til Hjemmet. Eventyrets religiøse Forestillinger er enten ubestemte ell. lader sig lempe efter hvert Folks Myteverden; det Eventyr, der i Norden fortælles om Odin, Høner og Loke, ligner paafaldende et fra Kaukasus om 3 hjælpsomme Dyr. Og selv om en given Tids Kultur spejler sig deri, kan dog i de fleste Eventyr Samfundsforhold og Forestillinger ændres efter Omgivelserne. Digtningen vandrer med stor Lethed til Nabofolk paa samme Trin ell. paa et lavere Trin i Udvikling (fra Nordmændene til Lapperne, fra Portugiserne til sydafrikanske Negere).

Naar vi taler om, at de samme Eventyr genfindes i fl. Lande ell. Verdensdele, saa mener vi dermed ikke blot, at visse Træk findes igen i de forsk. Egne, thi dette kan bero paa, at fl. Folk ejer Levninger af samme primitive religiøse ell. etiske Forestillinger, ell. det kan bero paa et svagere Laan i Forbifarten, uden at Eventyret derfor er det samme. Men vi kræver, at en hel Række af Begivenheder skal være fælles, og at disse Optrin ikke skal fremgaa som selvfølgelige ud fra et givet Forhold mellem de optrædende Personer. Saaledes som Digtningene foreligger i europ. Form, er de ofte sammensatte af højst forsk. Elementer, ikke sjælden af 2 Historier, der er kædede i hinanden. Saaledes beretter første Del af »Hans med Guldhaaret« om hans Tjeneste hos Trolden, anden Del om, at han vinder Kongedatteren. Første Del af »Vildering Kongesøn og Misseri Mø« fortæller om, hvorledes Kongesønnen ved den snilde og tryllekyndige Piges Hjælp kommer ud af Troldeboligen, anden Del om, at han trods sit Løfte glemmer hende og maa vindes af hende paa ny. Man kan se, hvor fast denne Forbindelse af de forsk. Afsnit har været for de folkelige Eventyrfortællere: over saa godt som hele Europa optræder »Vildering Kongesøn og Misseri Mø« med disse 2 Afsnit; uden for Europa møder vi derimod kun det første, Flugten for Trolden. Heraf kan sluttes, at dette Eventyr paa et ell. andet Sted i Europa har faaet den nu gængse Form. I det hele kan vi sige, at denne Mangfoldighed i Handling og Skiften af Skueplads udmærker en stor Del at den europ. Eventyrform, men i langt ringere Grad kræves af Lapper ell. Negere.

Til de egl. Eventyr hører som Regel den overnaturlige Verden: Kamp med Trolde for at befri Kongedatteren ell. List for at bringe sig selv ud af deres Magt; overnaturlige Hjælpere (Dyr, Afdøde, Guder); Elskovsforhold mellem et Menneske og et overnaturligt Væsen; eller Forløsning af Dyreham. Men ogsaa en Del Fortællinger uden disse Træk maa efter deres hele Art høre med bl. Eventyrene: om Pige ell. Karl af ringe Stand, der bliver gift med Kongesøn ell. Prinsesse, ell. om Kamp mod den een Gang bestemte Skæbne. Til et andet og yngre Lag hører de mere novelleagtige: Kærlighedshistorier og skæmtende Historier.

Stoffet i Eventyrene (ɔ: de enkelte Træk, hvoraf de er opbyggede) synes ved første Øjekast at være Udslag af en tøjlesløs Fantasi. Men den, der sysler nærmere med Folkedigtning, vil let opdage, hvor snæver Plads der er til Enkeltmands Opfindelser. Og om de eventyrlige Træk ved vi, at de i mange Tilfælde ogsaa lever i Samtidens Tro; og om en uhyre stor Mængde af deres Sælsomheder, maaske om dem alle, kan vi sige, at de virkelig har Plads i en Del af Menneskehedens religiøse Forestillinger ell. Naturopfattelse. Naar f. Eks. i et Eventyr en Moder dør, men genfødes som en Kalv, der er Datterens Ven og, da Kalven slagtes, vokser op som Træ paa dens Gravsted og giver Pigen (Askepot) Gaver, — saa er det Levninger af en meget udbredt Sjæletro. Blandingen af forældet og endnu gængs Overtro giver E. en egen Verden, hævet over den daglige, og hvor Livet gaar efter det overnaturliges egne — poetiske — Naturlove. Men ikke blot dets Enkeltheder er laante; baade Folkesagn og Heltedigt afgiver deres episke Stof, ja kan udgøre det egl. Tømmerværk i en Eventyrdigtning. Det bekendte europ. Eventyr om »Fostbrødrene« er saaledes det gr. Heltesagn om Perseus, Andromeda’s Befrier og Gorgo’s Drabsmand, tilsat med andre Eventyrmotiver (Tvillingbrødrene og Livstegnene). Ogsaa et andet Eventyr er opstaaet af Andromeda-Befrielsen, idet »Ridder-Rød«-Skikkelsen blev vævet ind i Handlingen.

De ældste Eventyroptegnelser er ægyptiske Papyrushaandskrifter fra før 2000 og fra 14. Aarh. f. Kr. Fra den gr. Oldtid har vi — foruden talrige beslægtede Behandlinger inden for Heltedigtningen — Psyke-Eventyret og enkelte andre. I Indien sammenarbejdedes af buddhistiske Pædagoger Eventyr til en Række i hinanden kædede Fortællinger med moraliserende Tendens; den mærkeligste er »Fembogen« ell. »Pantsjatantra«, hvis opr. Affattelse ligger mellem 200 Aar før og 600 Aar e. Kr. Af Østerlandenes mere poetisk-novellistiske Samlinger er »Tusind og een Nat« den berømteste. I Europas Middelalder indvirker Eventyrene stærkt paa Litt.: den fr. romantiske Digtning er et stort Gemmested for saadanne Træk; den irske, isl. og danske Heltedigtning har meget af samme Art (Sakse’s »Sigrid og Øder« er en forfinet Omdannelse af Psyke-Eventyret i en særlig Form, »Det nedbrændte Lys«). Af skæmtende Fortællinger blev en Del optagne i lat. Morskabsbøger. Egl. Eventyropskrifter forekommer først i nyere Tid; og først lidt efter lidt overvinder Samlerne Lysten til at lave egne Noveller ud af Eventyrene; Straparola’s Samling fra 1550, Basile’s »Pentamerone« (1637), Perrault’s »Gaasemor-Historier« (1697) og Musæus’ »Volksmärchen« (1782) er en Række Udviklingstrin, indtil Brødrene Grimm 1812 optog selve Almuens Fortællinger og derved skabte en Bog, der overgik alle de tidligere (»Kinder- und Hausmärchen«). Den efterfulgtes af lgn. Samlinger i andre Lande og nu over hele Verden. (Nordiske Samlinger, bl. a. S. Grundtvig, »Danske Folkeeventyr« [1876—78 og 1883]; E. T. Kristensen, »Jydske Folkeminder« [5., 7. og 12. Bd, 1876—95]; Samme, »Fra Bindestue og Kølle« [1895—96]; Kl. Berntsen, »Folkeeventyr« [1873—83]; Kamp, »Danske Folkeeventyr« [1879—91]; A. Olrik, »Danske Sagn og Eventyr fra Folkemunde« [1913]; Asbjørnsen og Moe, »Norske Folkeeventyr« [1. Saml. 2. Udg., 1852 og senere, 2. Saml. 1871 og senere]; Janson, »Folkeeventyr i Sande herad« [med Indledning af M. Moe, 1878]; Bergh, »Folkeeventyr fraa Valdres« [Kria 1879—82]; Djurclou, »Sagor« [Sthlm 1883]; Bondeson, »Svenska Folksagor« [1882]; Cavallius og Stephens, »Svenska folksagor« [1844—49]).

Eventyrforskningen er endnu i sin Barndom. Den opnaaede ved J. Grimm’s store Kundskab hurtig den Viden, at samme Eventyr ell. samme Eventyrtræk forekommer hos mange forsk. Folkeslag; men man har deraf taget Anledning til Hypoteser, der alle maa betegnes som forhastede, ell. dog yderst ensidige. Grimm forklarede Ligheden fra, at Eventyrene var Levninger af de indo-europæiske Folkeslags opr. fælles Myteverden; Tyskeren Benfey fremkom 1855 med Sætningen om deres Afstamning fra de buddhistiske moraliserende Fortællinger; Englænderen Andrew Lang har siden 1860’erne forklaret Eventyrene som Hjemmefødninger hos de forsk. Folkeslag og Ligheden imellem dem som stammende fra Minderne om Oldtidsforhold, der var ens over hele Jordkloden (se ndf. under Folkeskik). Den første Hypotese er nu bortfaldet ved Kendskabet til Eventyrenes større Udbredelse. Den anden (den ind.) har gode Resultater at støtte sig til for Eventyrbøgernes Vandring i Middelalderen; men i det hele er de til ind. Mytologi henførte Træk snarere alment menneskelige. Dog vil de fleste Forskere indrømme den ind. Fantasis skabende Bet. over for en Del af de rene Folkeeventyr. Den tredie (Minderne fra den lavere Kultur over hele Jordkloden) indeholder visse Sandheder ell. Rimeligheder; men den overser, at Ligheden ikke blot gælder enkelte Forestillinger, men oftest hele Fortællinger, der maa være vandrede ved Eventyrmeddelelse fra et Folk til et andet. Siden 1880’erne har man derfor fortrinsvis rettet sin Opmærksomhed paa det enkelte Eventyrs Udbredelse og Afændringer for derigennem at faslslaa dets Hjemsted og opr. Skikkelse. Herhen hører f. Eks. det eng. Folklore-Society’s store Samlerværk af 345 Opskrifter af »Askepot« (Marian Cox, Cinderella [London 1893]) og Finnen Kaarle Krohn’s mønsterværdige Undersøgelse af Dyresagn (s. d.), samt en Række Undersøgelser, fremkomne i Tidsskriftet »F. F. Communications« (fra 1910 udgivne af det finske Videnskabsselskabs (Litt.: Axel Ahlström, »Om folksagorna, föreläsningar vid sommarkurserna i Upsala« [»Svenska Landsmålen« 11. Bd, Sthlm 1895]; Leyen, »Das Märchen« [Sammlung Göschen]; Aarne, »Leitfaden der vergleichenden Märchenforschung« og »Übersicht der Märchenlitteratur« [»F. F. Communications« Nr 13—14, Hamina 1913—14]; Jacobs, og Nutt, The international folk-lore congress 1891 [Lond. 1892]; Moltke Moe, Indledning til »Lappiske Eventyr« af Qvigstad og Sandberg [Kria 1887]; Samme, »Eventyr paa vandring« [1895]; Samme, »Eventyr, gaater og sligt« [Arstal, »Forældre og Børn«, Kria 1902]; H. F. Feilberg, »Wie sich Volkmärchen verbreiten« [»Am Urquell«, 1894]; A. Olrik, »Danske Sagn og Eventyr fra Folkemunde« [1913, Efterskriften]; Samme, »Märchen in Saxo Grammaticus« [»Zeitschrift des Vereins für Volkskunde«, 1892]; Samme, »Lille Rødhætte« og »Om Betydningen af Eventyr« [»Naturen og Mennesket«, 1894 og 1895]; »Kong Lindorm« [»Danske Studier«, 1904]; Ingeborg Simesen, »Folkeeventyr« [1916, Indledning]).

Folkesange omfatter alle de Digtninger, der foredrages i Sang: de større Heltedigte, de mindre fortællende Digte (Viser) og de lyriske Enkeltstrofer ell. Smaasange, ogsaa Vekselsange, endvidere hvad der kan samles under et fælles Navn, Smaadigtningen: Børnerim, Sanglege, Hyrdemelodier o. l. I daglig Tale bruges Folkesange tillige om de Digte, der er skrevne med Folkets lavere Klasser for Øje og tilegnede af dem (Almueviser), og overhovedet om ethvert Digt, der har faaet en særlig stor Udbredelse. Af disse er Folkevisen (Romancen, Balladen) hos de fleste europ. Folk den mest udviklede Digtform og har haft en middelalderlig Glanstid, med en vis Grad af Forbindelse mellem de forsk. Folkeslags Visesang. Folkeviseforskningen, der blev grundlagt af Sv. Grundtvig og fortsat af Amerikaneren Child o. fl., har for en Mængde enkelte Viser paavist Udbredelsen og Omdannelserne i Tidens Løb, undertiden tillige Hjemsted; saaledes »Elverskud«-Visen, der fra et Hjemsted i det nordlige Frankrig har bredt sig over den romanske saavel som over den eng.-nordiske Verden; Visen om »Kong Valdemars Søster«, der blev danset ell. pisket til Døde, som har udbredt sig fra Norden dels til England, dels til Tyskland og de vestligste Slaver, o. s. v. Derimod foreligger der ikke afgørende Resultater om Visedigtningens Grundlæggelse og Stil i hvert enkelt Land, og i hvilket Omfang der her er Paavirkning fra det ene Folk til det andet. — Viserne vandrer dels umiddelbart fra Mand til Mand bl. dem, der taler samme ell. nærbeslægtede Sprog, dels oversættes ell. omarbejdes de fra et fremmed Sprog med større ell. mindre Tilpasning efter Folkets sædvanlige Digtning. Det første er naturligvis det letteste; derfor har enstalende Folk i det hele og store samme Viseforraad: saaledes alle de nordiske Folk indbyrdes, de fleste romanske Folk indbyrdes, o. fl.

Den nordiske Folkevise omfatter 5 Folkeomraader: rigest findes den i Danmark; nær hertil slutter sig Sverige, der i ældre Tider nærmest er modtagende over for dansk Visesang, men i Tidens Løb faar en udviklet Almueoverlevering og en lidt mere lyrisk Stil; videre i Norge, der foruden det Viseforraad, det har fælles med Danmark, skaber en ejendommelig Digtning om Kæmper og Trolde. Nær til Norge slutter sig Færøerne, men med stærkere Indflydelse fra Sagalitteraturen. Endelig er Island væsentlig et Gemmested for danske Viser, idet Folkets egne Frembringelser nærmest er Kunstpoesi (Rímur). Som Eksempel paa, hvor stort Fællesskabet er, kan anføres, at den største sv. Visesamling indeholder 86 gl. Viser, der paa een nær alle genfindes i »Danmarks gl. Folkeviser«. Ejendommeligt for den nordiske Visedigtning er, at det lange fortællende Digt tjener som Dansevise, saaledes som det endnu gør paa Færøerne, indtil 18. Aarh. endnu gjorde paa Island og enkelte Steder i Danmark, som det ofte antydes i selve Viserne. Den poetiske Behandlingsmaade staar de eng. Folkeviser nærmest; den tyske Visesang har afgivet en stor Del Stof til Norden, men lidet af sin Stil; derimod spores der gennem Engelsk Indflydelse fra de korte fr. Elskovsviser i 12. Aarh. Nordens Folkeviser udmærker sig ved Rigdom — alene i Danmark er over 500 Middelaldersviser bevarede, — en stor Del af dem, vistnok Flertallet, er originale, og de fleste Omarbejdelser tilførte ny mærkelige Træk. Her findes en mærkelig Række Kæmpeviser, en forbavsende Mangfoldighed af Trylleviser og en enestaaende Samling af gl. hist. Viser (især fra Danmark for Tiden 1150—1370; se i det hele Danmark, Afsn. »Litteratur«, S. 647 ff.). Den nordiske Visedigtning skabes og bæres oppe, ikke af nogen Spillemandsklasse ell. af Almuen, men (i Danmark) af en talrig jordejende og jorddyrkende Adel, hvorfra den let fandt Vej ud i Bondestanden; i Norge og dets Udlande vistnok helt af Bonde- og Borgerstanden. Adelens Forkærlighed for denne Digtning varer indtil 17. Aarh. Dette er en af Grundene til, at den er blevet opbevaret fuldstændigere end noget andet Lands: i talrige danske Adelsvisebøgerᛍ fra 16. og 17. Aarh. og et mindre Antal af sv., i Udgaver af Vedel (»100 Viser« [1591] og »Tragica« [1657]) og Syv (»200 Viser« [1695]), i Haandskrifter af isl. Præster i 17. Aarh., samt talrige Indsamlinger fra 19. Aarh.’s Beg. indtil vore Dage. Hovedværket er »Danmarks gamle Folkeviser« af Svend Grundtvig, begyndt 1848, fortsat af Axel Olrik, nu (1918) paa 8. Bd, og vil blive afsluttet af H. Grüner Nielsen; samme Plan, men mere kortfattet, følges i S. Grundtvig’s »Islenzk Fornkvæði« (1854—85) og utrykte færøske Viser; et lignende norsk Værk forberedtes af S. Bugge og Moltke Moe og gøres nu færdigt af Liestøl og Berge; et lille Udvalg foreligger af Moe og Liestøl (1912). Større Udvalgssamlinger er: Geijer og Afzelius, »Svenska folkvisor« (2. Udg. 1880), Arwidson, »Svenska fornsånger« (1834—42), »Norske Folkeviser« af Landstad (1853) og Bugge (1858), »Færøiske Kvæder« af Hammershaimb (1851—55). Melodierne, først nedskrevne i 19. Aarh., findes i de fleste af disse Samlinger (ældre Samling: Berggren’s »Folkesange«; jfr Th. Laub, »Vore Folkemelodiers Oprindelse« [1892, i »Dania«, 2. Bd]); videnskabelig Udg. ved Grüner Nielsen under Forberedelse; kunstnerisk Istandsættelse foreligger i Th. Laub, »Danske Folkeviser med gl. Melodier« (1898—1904). Norske Samlinger ved Lindemann og senere Elling; isl. ved Bjarni Thorsteinsson, »Ísl. Þjóðlög«, (1906—09); Thuren, »Folkesangen paa Færøerne« (1908). Folkelyrikken, deriblandt de talrige norske »Stev«, og Smaadigtningen er endnu kun delvis udgivet.

De eng. og skotske Folkeviser slutter sig i meget til de nordiske: den samme krigerske og selvraadige Adel møder i begge; Personer og Naturforhold giver den britiske Digtning et endnu vildere Præg end i nordisk. Viseformen er den samme to- ell. firelinies Strofe, undertiden med Omkvæd bevaret; og i den ældste Gruppe af Viser (i tolinies Strofer) er største Delen af Stoffet fælles med Norden; dette gælder derimod kun langt svagere for den yngre eng. Visedigtning. Den nordiske og eng. Folkevise maa have en fælles Oprindelse, og fra først af har vel ogsaa denne været Dansevise. — De ældste Opskrifter findes i et stort Haandskrift fra 17. Aarh., der danner Grundlaget for Percy’s Reliques of ancient poetry (1763), der vakte Interesse for Folkeviser i Europa, og i sit Hjemland fremkaldte en ivrig Indsamling af mundtlig Overlevering, især i Skotland. Nu udgivne i et ypperligt Værk af F. J. Child, (English and scottish popular ballads [Boston 1882—98]) med Sv. Grundtvig’s Udg. til Forbillede. Overs.: Sv. Grundtvig, »Engelske og skotske Folkeviser« (1864).

De tyske Folkeviser er gennemgaaende korte og mere lyriske. De er væsentlig yngre end eng. og nordiske; deres Tilblivelse falder mest i 14. og især 15. Aarh.; og de tilhører væsentlig Folkets lavere Klasser; mange af dem nævner sig som stammende fra Ryttere, Landsknægte og Haandværkssvende. De ældre Lag af Visestof mangler næsten; en stor Række af Kæmpeviser har været til, i alt Fald som »Spillemands«-Overlevering. Trylleviserne er faa i Tal og nærmest at betragte som en Aflægger af slavisk Folkesang; den hist. Digtning er sen og af ringe Værdi. Men Mangelen paa ældre Kultur opvejes vel af dens almueagtige Friskhed med en lyrisk Inderlighed, ikke sjælden gaaende over i Sentimentalitet. Digtningens Form er strofisk, men mere mangfoldig end den nordiske og eng. Vises (Indflydelse fra Kunstpoesi, Minnesangerne). Vort Kendskab til den tyske Folkesang hviler væsentlig paa Optegnelser fra de sidste 100 Aar; men mange Melodier er opskrevne og bearbejdede i Reformationstiden. Paa Norden (Danmark og Sverige) har den nordtyske og nederlandske Visesang indvirket i Middelalderens Slutn., og i 16. og 17. Aarh. har den udgjort hele dens Tilførsel. (Litt.: Erk og Böhme, »Deutscher Liederhort« [3 Bd, Leipzig 1893—94]).

Den franske ell. rettere romanske Folkevise omfatter fire Sprog: nordfransk, sydfransk, norditaliensk og nordspansk (katalansk); den begrænses mod SØ. af Italienerne, der har en i Europa enestaaende Mangel paa Viser (men en rig Folkelyrik), mod SV. af Spanien med en egen Folkedigtning, og mod NV. af Bretagnerne, der har stort Stoffællesskab med Franskmændene, men en ejendommelig, snart udførlig, snart springende Fortællemaade. Den romanske F. er overleveret hos Almuen og først opskrevet i de sidste 40 Aar; Tiden for dens Oprindelse (Middelalderens Glanstid ell. dens Slutning) er omstridt. Dens Stil er kortfattet, springende ind i sit Emne, og den har Forkærlighed for stærke og blodige Optrin. Af nordisk Digtning har Bondestandens Overlevering modtaget større Bidrag fra romansk Digtning, Adelsoverleveringen langt sparsommere. — Et lille Antal ældre fr. Viser er bevarede i Middelalderens Haandskr, især af erotisk Indhold, korte og med et overvejende lyrisk Element (jfr. ovf. under nordiske Folkeviser).

Spaniens Folkevise er rigere udviklet med en Heltedigtning (Cid) og hist. Digtning fra Maurerkampene, med vandrende Sangeres Besyngelse af den karolingiske (fr.) Sagnkreds og med en egen, ofte religøs og mirakuløs, Omdannelse af det romanske Visestof. Den ligner Danmarks i den fremtrædende Rolle, som Folkevisen spiller i Folkets Middelalderslitteratur, og i, at de er blevne bevarede gennem trykte Samlinger. (Litt.: Richter, »Romancero, sp. Folkeviser« [Kbhvn 1880]).

Den slaviske Folkevisedigtning er den rigeste ell. i alt Fald den alsidigste i Europa, skønt kun bevaret i Folkemunde, indtil den optegnedes i 19. Aarh. Den omfatter en hel Gruppe af Folkeslag, hvis Viseforraad og Visestil røber den gensidige Paavirkning og har naaet sit Toppunkt hos Russere og især hos Serberne. Russerne har en Heltesagnkreds omkr. Vladimir, deres første kristne Konge, og knyttet til den gamle Hovedstad Kijev; den har faaet sin Skikkelse i 13. Aarh., men er nu kun bevaret af de russ. Bønder i Onega-Egnen. Serberne fik, senere end noget andet europ. Folk, Emne til en Række glimrende Heltesange i deres Kampe med Tyrkerne i 14. Aarh.’s sidste Halvdel, knyttede til den landflygtige Kongesøn Marko, bevarede til vore Dage af Røverhorderne, til Dels ogsaa af vandrende Sangere, der hos de slaviske Folk udgør et eget Lav med fast Overlevering. Ved Siden deraf trives en uhyre rig Digtning af Smaaviser, ofte i en Mellemform af Folkevise og ren Lyrik. (Litt.: Thor Lange, »Nogle Folkeviser« [1878]; Rambaud, La Russie épique [Paris 1886]; Hopgood, Epic songs of Russia [New York 1885]; Runeberg, »Serviska Folksånger« [1830]; Talvj, »Volkslieder der Serben«, I—II [2. Udg. 1851]).

Ogsaa de andre europ. Folk har deres Folkevisedigtning: Grækerne, hvor Lyrikken (Dødsklagerne) er mest fremtrædende; Kelterne med uklare Levninger af Heltedigt; Finnerne, hos hvem Heltedigtet og Tryllesangene er de mærkeligste Frembringelser o. s. v. (Litt.: Talvj, »Charakteristisk der Volkslieder germanischer Nationen« [Leipzig 1840]).

Ligesom Eventyret staar over Folkesagnet i bevidst digterisk Tilrettelægning, staar Visen atter over begge disse Digtarter. Enten Visen er Enkeltmands Værk ell. forarbejdet af mange Slægtled og — som vi har set Eksempler paa — af fl. Folkefærd, henhører den dog væsentlig under det bevidste Liv, skildrer Begivenheder, som Sangerne kender dem, og optager overnaturlige Forestillinger, som Sangeren selv tror paa. I Modsætning hertil har Smaadigtningen (Børnelegen, Sanglegen og Hyrdesangen) ofte et Indhold, der kun halvforstaaet tilegnes af hvert Slægtled og derfor ofte gemmer paa en svunden Tidsalders Minder, som vor Tids Forskere i nogle Tilfælde har fremledt: Børnene leger »Bro brille« uden at kende Myten om den troldebyggede Bro, hvor et Menneske skal gives i Offer; Hyrden kalder (i Bohus Len) paa Sokke-Tor (Oku-Thor), der skal holde Jætterne borte fra hans Køer o. s. v. Hertil hører ogsaa Trylleremser og alle gamle Digtstumper, der kan bruges til Trolddom. — Ogsaa Gaaderne hører i fl. Henseender hertil ved en Slags simpelt metrisk Form og ved at være Opbevarere af de ældre Slægters Blik paa Naturen. Ordsprog og Talemaader staar paa Overgang mellem Folkedigtning (rytmisk Form) og blotte Sprogdannelser.

Folketro og Folkeskik. Folketroen omfatter hele Almuens Forestilling om højere Magter og deres Forhold til Menneskelivet, herunder medregnet Ofre til dem, Maning af dem o. s. v. Folkeskikken omfatter alle Handlinger, der gøres (uden at man egentlig kan se deres Hensigtsmæssighed), fordi man har set de Ældre gøre saaledes, og fordi det tros ikke at være godt at gøre anderledes. Men alle nyere Undersøgelser viser, at disse Hundreder af Handlinger, der saaledes foretages af Vane, næsten altid bunder i Folketro, som er uddød paa den enkelte Egn, men genfindes levende og forstaaelig andensteds. Den jyske Bonde nedgraver en Hugorm ell. Kat ved sin Tærskel til Værn mod Troldtøj, uden at han tænker paa den gamle Opfattelse, at den saaledes bundne Dyresjæl bliver til en Fylgje ell. »Vare«, der holder alle Fjender fra Stedet. Almuesmanden gør sine Forfædres Gerninger efter, halvt forstaaede ell. slet ikke forstaaede, men med stærk Vedhængen ved alt, hvad der føles som hørende ind under Forholdet til højere Magter. Det klassiske Eksempel er en Skik i Ørsted Kirke paa Sjælland: alle, der havde været ved Alteret og ofret, bøjede Hovedet paa et bestemt Sted, men ingen vidste hvorfor; saa blev Kirken engang istandsat, Kalken banket af, og der viste sig et Mariabillede: det var for det, man havde bøjet sig, og man var vedblevet i Aarhundreder, efter at Billedet var forsvundet. — Dengang Jakob Grimm i 19. Aarh.’s Beg. fremdrog Almuens Tro og Skik, var det nærmest som Surrogat for de egentlige mytol. Kildeskrifter, og den forklaredes derfor ud fra disse; men i Tidens Løb ændredes denne Opfattelse. Navnlig omkr. 19. Aarh.’s Midte trængte den Tanke frem (Schwartz, »Die heutige Volksglaube« [1850]), at Folketroen indeholdt en simplere og oprindeligere Skikkelse af de samme Forestillinger, der mødte i de skrevne Mindesmærker i en præstelig ell. poetisk mere udviklet Tilstand — en Tanke, der da gav Anledning til mange umodne Forklaringer og Fantasterier. Alt imedens fortsattes og udvidedes den flittige Sammenstilling af Skikke og Trosforestillinger (ligesom af Eventyr og Viser); typisk for denne Retning er Belgieren Felix Liebrecht med sit Samlerværk »Zur Volkskunde«. Det var et Slægtled af Bibliotekarer, der stræbte at bogføre det uhyre Stof, der efterhaanden blev tilgængeligt fra europæiske, fra asiatiske og fra vilde Folkeslag. Den klarende og ordnende Tanke kom udefra, fra de etnografiske og antropologiske Studier, der groede mægtig op med Darwin’s Udviklingsteori til Rygstød. Englænderen Tylor blev den, der fremsatte Teorien klart udformet (Primitive Culture [1871]): alle disse Forestillinger, der hos Nutidens Almue er Urimelighed og Overtro, hører hos Folkeslag, der staar paa lave Kulturtrin, med til deres Maade at opfatte Naturen paa; i Forestillingen om Besjæling af alt, hvad der rører sig, og i Sjælenes Liv efter Døden og deres Indflydelse paa de Efterlevende har man fælles Hovedpunkter i alle Folkeslags Tro. Selv Tryllekunster har engang været naturlige, passende med den hele Naturbetragtning; at visse Dyrs Kød gav Styrke og Vildhed, andres derimod Svaghed, er naturlig Tanke for visse Kulturtrin, og at Mishandling af et Menneskes Billede indvirker paa Mennesket selv, er en Analogislutning af den Slags, som vilde Folk gerne tillader sig. Alt dette — slutter man da — er de fælles Levninger fra hele Menneskehedens ældste Tid; men de genfindes i spredte Træk under en højere Civilisation, snart i Folketro, snart i Skikke, i Gudemyter, i Eventyr, i Børnelege o. s. v. Af andre Forskere, først og fremmest af Andrew Lang, er denne Opfattelse udformet nærmere: alt, hvad der i Eventyr, i Myter strider mod Naturkundskab ell. Retfølelse paa Fortællerens Tid — det »irrationelle Moment« — er »Levn« (survival) af en ældre Kultur. Tanken føres videre, saa at hele Folkedigtningen opfattes som Forsøg paa at forklare disse ældgamle, nedarvede Forestillinger, og saaledes, at man af hvert enkelt Lands Eventyr og Skikke søger at fremstille dets Familieliv, Retsforhold, Religion i en forhistorisk Tid — sikkert dog med Miskendelse af F.’s Vandringer og af alle Kulturtræks Evne til at udbrede sig ved Laan ell. Efterligning. Men trods disse Svagheder har denne Retning haft en uhyre Bet. for Mytologi og F. Det første større Værk, der behandler tysk og nordisk Folketro ud fra den engelske Skoles Opfattelse, er Mannhardt, »Baumkultus der Germanen« (1875). (Litt.: Th. Müller, »En folkloristisk Metode og Teori« [»Dania« 2. Bd, 1893]; Cox, Introduction to folklore [London 1895]).

Den nordiske F.-Forskning har, som overalt, haft den første og største Opmærksomhed rettet paa Indsamlingen. Begyndelsen rækker langt tilbage i Tiden, Anders Vedel i 16. Aarh. samlede Viser, Ole Worm i 17. Aarh. Sagn, Peder Syv Ordsprog. I 18. Aarh. fremkaldte Percy’s Reliques Sandvig’s og Nyerup’s »Levninger af Middelalderens Digtekunst« (1780—84) og Præsten Svabo’s færøiske Visesamling (1781). Efter Romantikkens Sejr i Skønlitteraturen fremkom Nyerup’s o. fl.’s »Udvalgte danske Viser« (1812—14) knyttet til en Indsamling fra Folkemunde af Viser og Melodier; Digteren Thiele udgav Folkesagn (1818—23). I Sverige kastede »Götaförbundet«’s Medlemmer sig med endnu større Iver over Opgaven: Geijer og Afzelius udgav Viser (1814—16), Rääf var den største Indsamler. Op mod 19. Aarh.’s Midte faar Indsamlingen et mægtigt Fremstød, idet en Række begavede Mænd sætter største Delen af deres Arbejdskraft ind paa Samlergerningen: Svend Grundtvig i Danmark knyttede en mægtig Kreds af Medarbejdere til sig; Asbjørnsen og Jørgen Moe gennemvandrede norske Fjeldbygder, snart efterfulgte af Landstad (Præst i Telemarken) og Sofus Bugge; i Sverige slog Hyltén-Cavallius og Englænderen Stephens sig ned bl. den smaalandske Almue, Sprogforskeren Säve paa Gulland, Djurclou i Nerike; Færøerne fandt en nidkær Indsamler i Præsten Hammershaimb, Island i Bibliotekar Jón Arnason. Ejendommelig for samme Tidsalder er den ivrige Bestræbelse for at gøre det bedste af Folkedigtningen til de dannede Klassers Eje (Asbjørnsen og Moe med Eventyr, Grundtvig med Viser og Eventyr, Svenskeren Rich. Dübeck og Nordmanden L. Lindemann med Folkemelodier o. fl.). Den sidste Menneskealder af Aarhundredet har sagtnet med den populariserende Behandling og samlet alle Kræfter paa i sidste Øjeblik at redde det mest mulige, inden den nyere Kultur helt overskyller Almuens gamle Tankeverden. Skolelæreren E. T. Kristensen fandt hos den jyske Almue Vej til rigere Overleveringer end nogen af hans Forgængere; Eva Wigström opnaaede en lgn. Fortrolighed med den skaanske Almue. Grundtvig’s yngre Broder Fr. L. Grundtvig udmærker sig ved Optegnelsernes udtømmende Grundighed; blandt de mange yngre Th. Gravlund ved sit aandfulde Klarsyn. Et Studium af selve den levende Almues Liv, Livsvilkaar og Tro, støttet af bredt, kulturhist. Underlag, blev grundlagt allerede af Landsbypræsten Junge (»Den nordsjællandske Landalmue« [1798]), men Interessen døde bort i poetisk Glæde ved Folkets Digtning og blev først taget op med finere Forstaaelse og større videnskabelig Viden af en anden Landsbypræst, H. F. Feilberg (»Fra Heden« [1867], »Dansk Bondeliv« [1889—99 og senere]). Tillige har det været Foreningernes Tid; Kristensen stiftede og ledede (1884—89) »Dansk Samfund til Indsamling af F.«, og Axel Olrik stiftede Foreningen »Danmarks F.« (1908); men langt større Bet. fik de sv. Foreninger, dels den fælles Landsmaalsforening under Upsala-Sprogmanden Lundell’s Ledelse (Skr: »Bidrag till kännedom om de svenska landsmålen och svenskt folklif« siden 1879), dels de stedlige »Fornminnes«-foreninger o. a., deriblandt den mønsterværdig ledede nylandske Studenterafdeling i Finland. Se ndf.

I videnskabelig Bearbejdelse af denne rige Høst er der udfoldet en Virksomhed, som har øvet Indflydelse paa det øvrige Europas Granskning ved den metodisk gennemførte litterære Behandling af Folkedigtningen. Først er at nævne selve Mesteren, Svend Grundtvig, og hans yngre Samtidige, den alsidige geniale Sofus Bugge; til samme Retning hører Finnerne Julius Krohn (d. 1886) og hans Søn Kaarle Krohn; af den yngre Slægt er den betydeligste Nordmanden Moltke Moe; af de andre, der til Dels maa betegnes som Grundtvig’s Lærlinge, kan nævnes Axel Olrik og Svenskerne C. W. v. Sydow, H. Schück, Bergström, Steffen og Ahlström; Nordmændene Knut Liestøl (Moltke Moe’s Lærling) og Reidar Christiansen; Danskeren K. Nyrop. Uden for den litterære Forskerskole staar H. F. Feilberg med Førstehaandsstudier af Almuens Liv og Tænkemaade og med et af Englænderne paavirket Studium af Folketro og Folkeskik. — Af Nordens Universiteter fik Kria 1886 et Professorat i »norsk Folkesprog og norske Folketraditioner«, senere i »Norske Folketraditioner og Middelalderslitt.« (Moltke Moe); Helsingfors 1888 Docentplads i »finsk og alm. Folkedigtning« (K. Krohn), 1908 Professorat, samt et Par nye Docenturer; Kjøbenhavn 1897 en Docent i nordiske F., 1913 Professorat (Axel Olrik); Lund en Docent (C. W. v. Sydow); Professorat foreslaaet i Kria 1916. (Litt.: Moltke Moe, »Det nationale Gjennembrud« [Gran, »Nordmænd i det 19de Aarh.«, 2. Bd, Kria 1914]; Hustvedt, Ballad Criticism in Scandinavia and Great Britain [New York 1916]; Carl S. Petersen, »Fra den store Folkevisestrid« [»Danske Studier« 1904]; H. Ellekilde’s Indledning til Junge, »Den nordsjællandske Landalmue« [1915]; Samme, »Lærerne og F.« [Poulsen m. fl., »Lærerne og Samfundet«, I, 32]; Samme, »Breve fra en dansk Folkemindesamler« [Danmarks F. Nr. 15, 1917]; Lundell, »Skandinavische Volkspoesie« [i Paul, »Grundriss der german. Philologie« [2. Bd, 3. Udg. 1909, ny Udg. under Forberedelse]; Biografier i »Svenska landsmålen«, 7. Bd).

Indsamlingen af F. i Norden har i de sidste Aar atter taget Fart, og man har nu for første Gang skabt Samlinger, der skal tjene som Gemmesteder for Optegnelserne: »Dansk Folkemindesamling« i Kbhvn (i Det kgl. Bibliotek, men med egen Ledelse; siden 1904), støttet af Foreningen »Danmarks F.« (siden 1908), der ogsaa udgiver Skr; Samlingen paa Lunds Univ. (siden 1909) og i Sthlm i »Nordiska Museet«; i Kria, »Norsk Folkemindesamling« (siden 1914), Universitetsbibliotekets Bygning; desuden de mægtige Samlinger af de finske Folks Overleveringer i »Finska Litteraturselskabet«’s Bygning i Helsingfors, »Ethnografiska Studier« og »Hembygden« og i »Svenska Litteratursällskapet« i Helsingfors. Virksomheden bæres overalt ret stærkt af Foreninger og Tidsskr; saaledes i Norden: »Danske Studier« (og Skriftrækken »Danske F.«); i Norge »Maal og Minne« (fra 1909); i Sverige »Svenska Landmål och svenskt Folkliv« (Upsala), »Folkminnen och Folktankar« (Lund), samt »Fataburen« (»Nordiska Museet«); i Finland »Finnisch-ugrische Forschungen«, »Hembygden« (Finland); »Tidsskr. for Norsk Kulturhistorie« (Risør). En Forening af Forskere i forskellige Lande er »F. F.« (ɔ: F.-Forskere, Folklore Fellows), med det Formaal at lette Adgangen til Materialet; den sætter ogsaa sit Stempel paa en Skriftrække F F Publications og udg. et Tidsskrift F F Communications. Hovedværker af nyere nordisk Forskning er i litterær Retning Kaarle Krohn’s (og Niemi’s) Undersøgelser af Kalevala (jfr F. Ohrt, »Kalevala«, I—II, 1907), A. Olrik’s af Skjoldungdigtningen (»Danmarks Heltedigtning« [2 Bd 1903—10. uafsl.]) og af Ragnarok (1902—13) samt »Danmarks gl. Folkeviser«, Aarne’s og Hackman’s af Eventyr, Thuren’s af Melodier; i religionshistorisk Retning H. F. Feilberg’s »Jul«, I—II (1904), »Bjergtagen« (1909), »Sjæletro« (1914). Desuden talrige mindre Arbejder fra Moltke Moe, deriblandt »De episke Grundlove« (»Edda«, 1914). Af Samlerværker maa fremhæves: H. F. Feilberg, »Jydsk Ordbog«, I—IV (1886—1914); Evald Tang Kristensen, »Danske Sagn«, I—VI b (1892—1901), »Det jydske Almueliv« (med »Tillægsbind«; 1891—1902), »Skjæmteviser« (1903); Bang, »Norske Hekseformularer« (1902), F. Ohrt, »Danmarks Trylleformler« I (1917). (Litt.: »Fra Dansk Folkemindesamling« [»Danm. Folkem.« Nr. 1, 4 og 6, 1908—10; Nr. 17. Festskrift til E. T. Kristensen, udg. af Danm. F. ved Gunnar Knudsen (1917), med Bibliografi over E. T. Kristensen’s Skr.]).