Reformation

        Reformation (lat.: Omdannelse) er en Betegnelse, der ligesom Reformator kan anvendes i al Alm., hvor gennemgribende Samfundsændringer finder Sted, men Ordet har sin særlige Anvendelse som Betegnelse for det store religiøse Gennembrud i Beg. af 16. Aarh., dette Gennembrud, som, knyttet først og fremmest til Luther’s Navn, paa een Gang frigjorde den religiøse Personlighed fra ydre Autoriteter og samtidig genindførte den paulinske Kristendomstype i Kirken og stillede den i Modsætning til den romerske, og som i Forbindelse med Renaissancen skabte det Kulturtrin, hvorpaa den civiliserede Verden endnu staar. R. er i sit Udspring og i sin Kerne en aandelig Bevægelse og en religiøs Bevægelse. Hvor omfattende dens Virkninger end blev i politisk og kulturel Henseende, og hvor ofte det end hændte, at Mennesker sluttede sig til den af ret uaandelige Motiver, Beg. til den skete dog, da Luther i sin Celle tilkæmpede sig Fred med sin Gud, og Kraften i den baade ved dens første Fremtræden og under dens senere Vækst var Evangeliets Kraft. R. karakteriseres bedst gennem de to Principper, som blev Grundprincipperne for den ny Kirkeafdelings Kristendomsopfattelse, det formale Princip, at den hellige Skrift er eneste Norm og Regel for Tro og Lære og Lærens eneste Kilde, og det materiale, at et Menneske retfærdiggøres, d. v. s. faar sine Synders Forladelse, ved Troen alene, idet Troen ikke opfattes som noget intellektuelt, men som det inderlige Tillidsforhold til Gud og Selvhengivelsen til ham.

        Aarsagen til R. var altsaa et Frembrud af den gamle evangeliske Tro; men at denne ikke kunde bestaa inden for de daværende Kirkerammer, havde atter sine særlige Aarsager. Den rom. Kirke var som Helhed betragtet gledet dybt ned i Udvorteshed og Overtro. De store Paveskikkelser var forsvundne, paa Skt Peter’s Stol sad ved Middelalderens Slutning verdslige Fyrster i kirkelig Dragt, Fyrster, hvis Opgave fortrinsvis var at øge Pavedømmets politiske og økonomiske Magt, som ofte var berygtede for Usædelighed, og som i hvert Fald var ude af Stand til at være Kirkens aandelige Førere. Paa de store Konciler i Middelalderens Slutning var der derfor ogsaa gentagne Gange udtalt, at det økumeniske Koncilium og ikke Paven var Kirkens øverste Autoritet, og endnu en Stund efter, at R. var begyndt, haabede man fra mange Sider, ogsaa fra R.’s egen Kreds, at et Koncilium vilde kunne bedre den religiøse Tilstand. Eksemplerne fra Koncilerne i Konstanz, Basel og Firenze viste imidlertid tilstrækkelig tydeligt, at trods al god Villie til at reformere Kirken paa »Hoved og Lemmer« magtede heller ikke Koncilerne Opgaven. Verdsligheden havde ogsaa grebet Episkopatet, og de forholdsvis faa Reformer, som gennemførtes, var næsten udelukkende paa det sædelige Omraade og var tilmed ganske ufyldestgørende. Den kraftigste Reformbevægelse inden for Episkopatet var den saakaldte »spanske R.« under Ferdinand den Katolske, hvis Hovedmand var Kardinal Jimemez, men ogsaa den var kun en sædelig Tugt i Forbindelse med en humanistisk Fornyelse af det sproglige og eksegetiske Bibelstudium, og den førte kun til Restauration, ikke Reformation »af den rom.-kat. Kristendomstype. Og det var i Virkeligheden denne, som trængte til Sigtelse. Kirkens Forfald skyldtes, mindre dens ledende Mænd end dens hele Kristendomsopfattelse, Katolicismen havde i Aarh.’s Løb udviklet sig til en Selvretfærdighedens og en Autoritetens Religion. Vejen til Gud gik gennem de gode Gerninger, og skønt Kirken stadig i Teorien holdt paa, at det Indre skulde svare til det Ydre, gik Praksis forud for Teori, og de sidste Skolastikere lærte i øvrigt ogsaa med rene Ord, at Menneskets egne Fortjenester kunde give det Ret til at faa Del i Guds Naade. Bods-, Aflads- og Helgenlæren udvikledes og fik en skæbnesvanger Indflydelse. Men tillige havde Religionen faaet et bestemt Autoritetspræg. Hvad Kirken lærte, skulde være den eneste sande Lære, og for den skulde alle bøje sig. Paa Skolastikkens Blomstringstid var der endnu et levende Præg over den rom. Teologi, fordi man dengang haabede at kunne godtgøre Dogmernes Overensstemmelse med den menneskelige Fornuft, men de senere Skolastikere opgav dette Haab, og da de ikke havde noget andet Tilknytningsmiddel at byde, blev den fromme Bevidsthed nødt til at bøje sig i blind Lydighed for Kirken. Men netop herudfra forstaar man, hvorfor R. maatte føre til Dannelse af en ny Kirkeafdeling. Luther og især Melanchthon havde i Beg. haabet, at den ny Bevægelse skulde have kunnet holde sig inden for de kat. Rammer, ja Luther havde opr. aldeles ikke tænkt paa andet end paa at afskaffe visse Misbrug inden for Kirken, men Kirken vilde og kunde ikke taale dogmatiske Afvigelser. Tidligere, mere famlende reformatoriske Forsøg, først og fremmest det wiclifitiske og det hussitiske, var blevne kvalte ell. i hvert Fald uskadeliggjorte, og da den ny evangeliske Bevægelse viste sig at være for kraftig at kue, overskar Kirken Forbindelsen med den. Men til Trods for at den kat. Kirke skar sig løs fra R., fik denne dog en overordentlig stor direkte og indirekte Indflydelse paa Katolicismen. Direkte blev Katolicismens religiøse og politiske Magt brudt. Middelalderens Storhedsdrømme om Paven som alle Troendes kirkelige og verdslige Overherre blæste bort for bestandig, thi det ny Brud var dybere end Brudet mellem rom. og gr. Katolicisme. Og indirekte blev Pavekirken nødet ind paa at samle sig og besinde sig paa sig selv og sit eget for med Kraft at kunne tage Kampen op. Pavekirken efter R. er en anden end før. Der kom en kat. Modreformation, som afskaffede de værste sædelige Misbrug, som, navnlig gennem Tridentinerkoncilet, styrkede Kirkens, dogmatiske Undergrund, og som endelig vakte den religiøse Begejstring til Strid mod Kætterne. Ogsaa Jesuiterordenens Oprettelse er i en vis Forstand en Følge af R.

        R.’s Vækst skyldes imidlertid ogsaa andre Aarsager end de rent religiøse. Tiden var i stærk aandelig Bevægelse. Skønt Renaissancetidens Skikkelser langtfra stillede sig i Opposition til Kirken, men tværtimod gennemgaaende følte sig som gode Katolikker, havde dog Interessen for Oldtidens Tænkemaade bidraget til at modne Sindene for fornyet Drøftelse af religiøse Problemer, især i Tyskland. Det var Humanismen, repræsenteret af Mænd som Reuchlin og Erasmus, der først vakte Interessen for Studiet af det gamle og det ny Testamente paa Grundsprogene, og disse Studier var af afgørende Bet. for R., der selv støttede sig til Skriften. De politiske og sociale Forhold i R.’s Moder lande Tyskland og Schweiz var ogsaa i mange Henseender gunstige. Den nationale Selvstændighedsfølelse over for Rom maatte paa Forhaand støtte R., og særlig betydningsfuld blev den Omstændighed, at Luther gjorde Modersmaalet til R.’s egl. Sprog og derved gjorde den til en Folkesag. Men ogsaa Fyrsternes, Adelsmændenes og Handelsstædernes Selvstændighedsfølelse i Tyskland over for Kejseren og over for hverandre indbyrdes hjalp ofte R., og de schweiziske Bønder og Bysfolk, der gentagne Gange havde værget deres politiske Uafhængighed med Vaaben i Haand, viste sig ogsaa modtagelige for den aandelige Frigørelse. De forkuede tyske Bønder, som ogsaa Kirken vanrøgtede, satte for øvrigt stort Haab til R., men uden at kende dens egl. Maal, og fra deres Side kunde der let være forvoldt R. den alvorligste Skade, idet de, vildledede af sværmerske Førere, vilde omsætte den i en social-politisk Revolution. Dog kom R. over Faren, om end efter heftige Kampe. Endelig maa Tidens Kejserskikkelse nævnes, fordi han til en vis Grad, uden selv at ville det, kom til at fremme R. Karl V følte sig som god Katolik, men han vilde ikke staa under Pavens Overformynderskab, og da R. tilmed havde en politisk Side, var han, navnlig i Beg., langtfra villig til at gaa Roms Ærinde over for sit ny Rige og udrydde Kætteriet. Et vist Hensyn maatte han ogsaa tage til Kurfyrst Frederik den Vise, der havde hjulpet ham til Kejserkronen, og som utvetydig, om end med megen Forsigtighed, viste Luther Sympati. Endnu en rent ydre Omstændighed gav R. Fart, Bogtrykkerkunstens Opfindelse.

        R.’s Historie hænger paa det nøjeste sammen med Reformatorernes. Gennem Biografier af Luther, Melanchthon, Zwingli, Calvin, Knox, Hans Tavsen o. s. v. er ogsaa givet i hvert Fald Beg. af R.’s Historie i vedk. Land. Vi skal her kun give et samlet Overblik over R.’s Gang i de forsk. Stater, fra dens Beg. hvert Sted, og indtil den er fæstnet. Vi følger da først den lutherske R. og derefter den zwinglisk-calvinske. M. H. t. Forskellene mellem de to protestantiske Kirkeafdelinger henvises til Liturgi, Lutheraner og Reformerte Kirke.

        Tyskland er R.’s egl. Moderland, og inden for Tyskland atter Kursachsen. Man plejer at regne 31. Oktbr 1517 som R.’s Begyndelsesdag. Paa den Dag opslog Luther sine 95 Theses mod Afladen paa Slotskirkedøren i Wittenberg. Men saaledes at fastsætte en bestemt Dag som R.’s første lader sig dog næppe gøre. Dels havde Luther tidligere iklædt sine Tanker Ord, dels drømte han aldeles ikke den Dag om nogen reformatorisk Stordaad, og dels havde andre før ham angrebet Afladen. Men ganske vist var der i hans Theser en religiøs Kraft, som maatte vække Opmærksomhed, og som faktisk ogsaa med eet Slag gjorde den unge Doktor og Professor kendt i største Delen af det tyske Rige. Den litterære Fejde med Eck, som angreb Theserne, de store Disputatser i Heidelberg 1518 og Leipzig 1519, og Forhandlingerne med de tre pavelige Sendebud Prierias, Cajetan og Miltiz 1518—19 vakte endnu mere Opsigt og modnede Luther selv, saaledes at han 1520 staar med fuld Klarhed over sine Tanker. Fra det Aar Stammer ogsaa hans reformatoriske Hovedskrifter, og den pavelige Bulle s. A. og navnlig Rigsdagen i Worms Aaret efter konstaterede tilstrækkelig R.’s kirkelige og politiske Bet. En Hovedsag var, at Luther fra første Færd forstod at samle Disciple om sig, hvorved R.’s Udbredelse sikredes. Men ogsaa selvstændige Personligheder som Bugenhagen og fremfor alle Melanchthon stillede sig ved hans Side og førte R.’s Sag frem, og Riddere som Sickingen og Hutten hilste R. med Begejstring. Efterhaanden kom Fyrsterne og de fri Rigsstæder med, bl. Fyrsterne saaledes Frederik den Vise’s Efterfølger Johan den Standhaftige af Kursachsen, Landgrev Filip af Hessen, (Markgrev Casimir af Brandenburg, Hertug Ernst af Lüneburg, Fyrst Wolfgang af Anhalt og den tyske Ordens Stormester Albrecht, som gjorde sit Ordensland Preussen til Hertugdømme. Bondeopstanden under Münzer’s Ledelse blev lykkelig kuet 1525, og som Modtræk mod de kat. Fyrsters Sammenslutning dannede de evangeliske Stænder et Forbund i Torgau 1526. S. A. var der en Rigsdag i Speyer, hvor Territorialprincippet blev hævdet, og hvor de evangeliske Staters Eksistens altsaa godkendtes. En ny Rigsdag i Speyer 1529, hvor Katolikkerne havde Overvægten, vilde undertrykke R., hvorfor de Evangeliske protesterede (af den Grund fik de senere Navnet Protestanter). Landgrev Filip fik en Samtale i Stand i Marburg (se Marburger-Artiklerne) for at faa en Sammenslutning med de Reformerte, men Forsøget mislykkedes. Imidlertid havde Reformatorerne med Luther i Spidsen styrket Reformationsværket i de evangeliske Lande ved at ordne Liturgien og Gudstjenesten i det hele samt Skolen og Fattigplejen, men op over alle R.’s øvrige Kampmidler rager Luther’s Bibeloversærtelse, hans Prædikener og hans Salmer. 1530 holdtes Rigsdagen i Augsburg, hvor de Evangeliske fremlagde deres Bekendelse for Kejseren. Rigsdagen var ikke gunstig stemt mod R., og det saa ret truende ud for Protestanterne, hvorfor de lutherske Fyrster og Stæder 1531 sluttede et defensivt Forbund i Schmalkalden. Tyrkerkrigen hindrede dog Kejseren i at foretage noget alvorligt Skridt. Württemberg og Pommern sluttede sig til R.’s Tilhængere, men samtidig begyndte de frygtelige Sværmer- og Gendøberbevægelser, der kulminerede med Rædselsherredømmet i Münster, og som voldte R.’s Sag stor Skade ogsaa efter deres Underkuelse 1535. Af andre tyske Stater traadte efterhaanden den albertinske Del af Sachsen, Hamburg, Frankfurt, Naumburg, Braunschweig-Wolfenbüttel, Regensburg, Pfalz-Neuburg, Kurköln og Kurpfalz ind bl. de Luther’skes Rækker, saaledes at Evangeliets Sag ogsaa politisk set, trods megen Skrøbelighed, var fæstnet i Tyskland ved Luther’s Død 1546. Straks efter hans Død kom det til en politisk og militær Styrkeprøve med Katolikkerne. Den schmalkaldiske Krig udbrød. Hertug Moritz af Sachsen gik over til Kejseren, og denne fik derved stor Fremgang, saaledes at han endog fangede Lutheranernes Førere, men pludselig slog Moritz atter om, og Krigen endte langt gunstigere for de Evangeliske, end den begyndte. Ved Religionsfreden i Augsburg 1555 fik de fri Religionsøvelse (der blev intet sagt om de Reformerte), og Territorialprincippet sloges fast (cujus regio, ejus religio). Kun gejstlige Fyrster, som gik over til Protestantismen, skulde give Afkald paa deres Lande. En Stund blev der nu roligere Forhold i politisk Henseende, og den lutherske R. bredte sig end yderligere i Tyskland, saaledes til Baden, Böhmen og Dele af Siebenbürgen, Østerrig og Biayern, ligeledes ogssaa til Estland, Livland og Kurland, hvor Tyskerne havde en betydelig Magt, og til Polen. Men samtidig begyndte R. ogsaa at tabe Terrain over for Katolicismen, saaledes i forsk. Bispedømmer, og indre Forskydninger gjorde sig gældende, idet adskillige opr. lutherske Egne gik over til Calvinismen, deriblandt Kurpfalz 1583, Lippe 1602 og Heasen-Kassel 1604. Kløften mellem de Reformerte og Lutheranerne uddybedes mere og mere, og allerede før Luther’s Død var der tillige udbrudt flere skarpe dogmatiske Stridigheder mellem Lutheranerne indbyrdes, men disse sidste Kampe kæmpedes dog til Ende, og 1580 kom Konkordieformlen som Slutstenen paa Udviklingen og den autoritative Afgørelse. Den Teologi, som Luther havde skabt, udformedes derved videre, og paa Basis af R.’s Principper opførtes efterhaanden et helt Læresystem. Paa denne Maade styrkedes Reformationsværket indadtil. Men Sansen for »den rene Lære« blev rigtignok senere saa udpræget, at der blev lagt et nyt Autoritetspres paa Samvittighederne, og denne saakaldte ortodoksistiske Periode, som i øvrigt fandtes i alle lutherske Lande i 17. Aarh., ogsaa uden for Tyskland, kunde derfor ikke blive af lang Varighed, Trediveaarskrigen (1618—48) betegner endelig det sidste Opgør mellem R.’s Tilhængere og Katolikkerne. R. i Tyskland og dermed ogsaa i de andre Lande gik frelst ud af Kampen, først og fremmest ved Svenskernes tapre Indskriden, og den westfalske Fred var i alt væsentligt gunstig for Protestanterne. For at faa en endelig Afgørelse paa Spørgsmaalet om, hvilke Lande der skulde være katolske og hvilke protestantiske, blev Tilstanden 1624 gjort til den normale. Hvad der dengang var protest antisk, skulde vedblive at være det. Egentlig kun Østerrig gik tabt for R. Paven opponerede mod Fredstraktaterne, men uden Held.

        Luther’s Optræden skaffede ham Tilhængere i alle Tysklands Nabolande, og ogsaa i England, men fast Fod fik Lutherdommen dog kun i Skandinavien. I de andre Lande genvandt enten Katolicismen atter Eneherredømmet, eller Reformationsbevægelsen blev ledet i reformert Retning. — Til Danmark kom R. tidlig, Christian II var til Tider i sit Liv religiøst grebet, og han var indtil sin allersidste Tid, da politiske Forhold ændrede Stillingen, alt andet end venlig sindet mod Rom, skønt han ganske vist forstod at bruge Kirken. Allerede 1520 kom Kongen i Forbindelse med Wittenberg. Han fik en Lærer i Græsk til Universitetet dernedefra, og samtidig kom Martin Reinhardt for at prædike Evangeliet. Reinhardt talte i Skt Nikolaj Kirke i Kbhvn, men han kunde ikke gøre sig rigtig forstaaelig, Han hørte til Karlstadt’s Tilhængere. Allerede i Beg. af 1521 maatte han vende tilbage til Tyskland med uforrettet Sag, og Christian II vilde nu gerne have en af R.’s Hovedmænd herop, enten Luther ell. Karlstadt. Det saa ogsaa et Øjeblik ud til, at Kurfyrst Frederik efter Rigsdagen i Worms vilde sikre Luther et Fristed i Danmark, men Tanken blev dog hurtig opgivet. Derimod kom Karlstadt paa et kort Besøg til Danmark 1521. Under sin Omflakken i Udlandet kom Christian gentagne Gange i Berøring med Luther, og to af hans Ledsagere, Hans Mikkelsen og Christian Vinter, udarbejdede en Overs. paa Dansk af det ny Testamente 1524, men Kongen vaklede, og da han vilde genvinde sit Rige, søgte han Støtte hos Katolikkerne. Paa Rigsdagen i Worms havde den senere Christian III været til Stede sammen med sin Hovmester Johan Rantzau, og de var begge blevne paavirkede af Luther. Da Christian under Frederik I blev Statholder over Slesvig og Holsten, fik R. derfor frit Løb. Allerede tidligere, 1522, havde Herman Tast prædiket i Husum. Nu grundes en ny evangelisk Præsteskole i Haderslev 1526, og herfra breder Bevægelsen sig i Slesvig. Imidlertid optræder ogsaa Hans Tavsen. Han var vendt hjem til Antvorskov fra et Studieophold i Wittenberg 1524 og havde begyndt at tale R.’s Sag, men var saa blevet sendt til Viborg for at blive omvendt. Det lykkedes ikke. I Viborg kom han til at prædike, og Borgerne flokkedes om ham. Foruden Haderslev og Viborg blev Malmö et Knudepunkt for R., og her samledes en Skare betydelige Mænd: Klavs Mortensen og Hans Olufsen, som begge havde besøgt Haderslev, Hams Mikkelsen, Jørgen Kok og de to forhenværende Karmelittermunke Peder Laurensen og Frans Vormordsen. I Malmö oprettes ogsaa en Præsteskole. Frederik I, som i sin Haandfæstning havde maattet love at værge den gamle Kirke, interesserede sig ikke desto mindre stærkt for »det lutherske Kætteri« og holdt Haanden over Hans Tavsen. Herredagene i Odense 1526 og 27 søgte at tvinge Kongen bort fra den ny Læres Tilhængere, men han forstod snu at undgaa sine Forpligtelser. Efterhaanden som ny Bisper blev udnævnte, fik han dem skilt fra Rom ved at lade dem betale til Kronen, og Modstanderne mod dem ny Lære tabte efterhaanden deres Kraft. Fra Klostrenes Side blev der opponeret heftig, men den eneste betydelige kat. Teolog var Poul Helgesen. 1524 kom Hans Mikkelsen’s Overs. af det ny Testamente og 1529 Christian Pedersen’s. I Viborg giftede Hams Tavsen sig, og han blev Leder af en Præsteskole. Kongen holdt sin Haand over ham, og Evangeliet bredte sig, saaledes at han 1529 blev kaldet til Nikolajkirke i Kbhvn. Aaret efter blev Univ. reformeret. Poul Helgesen meatte drage bort, og evangelisk sindede Mænd blev Lærere. Rektor var Kongens betroede Mand Peder Svave, der stod i Forbindelse med Luther. Samtidig med Rigsdagen i Augsburg 1530 blev der holdt en Herredag i Kbhvn om Kirkeforholdene, og her fremlagde de Evangeliske deres Trosbekendelse, de 43 kbhvn’ske Artikler (se Treogfyrretyve kbh. Art.). En paatænkt mundtlig Forhandling med de Katolske, der havde hidkaldt et Par tyske lærde, blev opgiven, da man ikke kunde enes om Sproget. Kongen modtog Artiklerne, men holdt sig i øvrigt forsigtig tilbage; dog slutter Herredagen med en Reces, som indrømmer »Prædikanterne« Ret til at tale. Senere paa Aaret var der Billedstorm i Kbhvn, og Folket kom i stærkt Røre, samtidig med at Christian II paa ny traadte frem paa Skuepladsen. Han fængsles imidlertid, Frederik I dør 1533, og en kort Stund saa det ud, som om Katolikkerne atter skulde faa Magten, inden den ny Konge valgtes. Tavsen blev anklaget for Rigsraadet som Zwinglianer og Ophavsmand til Billedstormen, og han dømtes til Forvisning fra Skaane og Sjælland, men Borgerne holdt Haanden over ham, og Dommen blev ikke udført. Da Christian III havde erobret Kbhvn, faldt Katolicismen med Byen for stedse. 1536 holdtes Rigsdag i Kbhvn, og paa denne blev R. endelig og afgørende indført i Riget. Bisperne blev afsatte, og deres Godser og Tiende henlagte til Kronen. Kongen skulde til Gengæld opretholde Skolevæsenet. I Haandfæstningen bestemtes, at Kongen skulde hylde den lutherske Lære. Bispernes Patronatsret overgik til Kongen. 1539 vedtoges en ny Kirkeordinans og Alterbog, og Bugenhagen, som var indkaldt, ordinerede de ny Biskopper eller Superintendenter, som deres Navn skulde være. 1550 kom den fuldstændige Oversættelse af Bibelen, »Christian III’s Bibel«. — I Norge indførtes R. noget senere end i Danmark, og den havde dér langt vanskeligere ved at trænge igennem. Almuen holdt længe fast ved Katolicismen. Fra dansk Side blev der ogsaa langtfra gjort tilstrækkeligt. Den ejendommeligste Personlighed blandt de Evangeliske var Biskop Geble Pedersen, der gik over fra Katolicismen og derfor beholdt sin Bispestol, men han var ikke nogen fast Karakter. Ærkebiskop Olaf Engelbrektson, som en Tid havde haabet paa Christian II, kæmpede kraftig mod den ny Lære, men blev til sidst forjaget 1537. Kongen fik ogsaa her Patronatsretten og en Del af Kirkegodset, og den danske Ordinans blev indført. Men de første evangeliske Præster fik kun en tarvelig Uddannelse. — Paa Island oversatte Odd Gotskalkson det ny Testamente, og R. begyndte at brede sig. De to Biskopper Øgmund og Jon Areson bekæmpede den kraftig, men uden Held, og 1640 paabød Altinget R. Øgmund blev fanget og ført til Danmark, men Jon Areson holdt sig tappert og befæstede sin Gaard. Til sidst fangede en privat Fjende ham, og han blev henrettet 1550. Nogen Tid efter fik Island sin Bibeloversættelse. — I Sverige støttede Kongemagten R. ligesom i Danmark. Gustaf Vasa var religiøst greben og modtagelig for den ny Lære, men ogsaa af politiske Grunde saa han uvillig paa den kat. Kirke. Ærkedegnen Lars Anderson, som selv var luthersk, paavirkede ham meget. Reformatorerne i Sverige var Brødrene Olof og Lars Person fra Örebro. 1523 begynder Olof at prædike, og han kaldes til Sthlm af Kongen. Et stærkt Gendøberrøre i Sthlm 1524 saa ud til at ville skade R.’s Sag, men Ophavsmændene blev landsforviste. Katolikkernes betydeligste Mand var Biskop Hans Brask, og deres Parti var i det hele stort og mægtigt, navnlig mange Adelsmænd hørte til det. Kongen søgte 1526 paa et Møde i Upsala Støtte hos Almuen mod Gejstligheden, men uden Held. Derimod skete der en Vending ved Rigsdagen i Vesterås 1527. Kongen fordrede her Understøttelse af Kirkens Formue og Evangeliets Prædiken, og da han truede med at nedlægge Regeringen, maatte Rigsdagen føje sig. Det blev vedtaget ved en Reces, at Kronen skulde have en betydelig Del af Kirkens Indtægter, og at Adelen ligeledes skulde have en Del, Evangeliets Prædiken tillades, og en ny Ordinans forfattes, iflg. hvilken Kongen skulde være Kirkens Overhoved, Allerede Aaret i Forvejen var det ny Testamente blevet oversat paa Svensk, og nu skrider R. rask frem. 1529 holdes et kirkeligt Møde i Örebro, hvor der vedtages forsk. kirkelige: Bestemmelser i evangelisk Aand, og 1544 — efter at Kongen i nogle Aar havde været under fremmed Indflydelse og endog en Stund øvet Modstand mod det fortsatte Reformationsværk — holdes en ny Rigsdag i Vesterås, hvor Skridtet endelig gøres fuldt ud, Kongen skulde have Kirkegodset at forvalte og vælge Bisperne, Helgenvæsenet og forsk. andre Misbrug forkastedes, og man lovede at holde sig til den evangeliske Lære. Der var imidlertid store Vanskeligheder i den første Tid med at laa evangeliske Præster. Omtr. samtidig indføres R. ogsaa i Finland. 1541 kom en sv. Oversættelse af hele Bibelen, og 1542 en finsk.

        Den zwinglisk-calvinske R. begyndte i Schweiz. Zwingli begyndte med en mere humanistisk Opposition mod Rom, men udviklede sig mere og mere til virkelig Reformator, ikke mindst under Luther’s Paavirkning. Fra 1522 skriver sig hans første reformatoriske Skrift. Han virkede i Zürich og vandt efterhaanden mange Tilhængere, støttet bl. a. af Leo Judä og Heinrich Bullinger. Men efterhaanden som Reformationsværket voksede, viste Forskellene mellem den tyske og den schweiziske R. sig ogsaa tydeligere, og der udbrød endog skarpe Fejder mellem de to Hovedmænd, hvorved baade en dogmatisk og en politisk Sammenslutning senere i R.’s vanskelige Tider umuliggjordes, men hvorved rigtignok ogsaa Tankerne klaredes og hver Kirke afdeling vandt indre Fasthed. Fra Zürich bredte R. sig allerede inden 1530 til Basel, hvor Økolampadius virkede, St. Gallen, Schaffhausen, Graubünden og Bern. Da de kat. Kantoner sluttede sig sammen mod den evangeliske Bevægelse, og da Zwingli omgikkes med ny Forfatningsplaner, fik det religiøse Spørgsmaal politisk Bet. Til sidst udbryder der Krig, de Katolske drager mod Zürich, og de sejrer i Slaget ved Cappel 1531, hvor bl. a. Zwingli selv falder. Der kom nu en kort Reaktion mod R., men det lykkedes dog at faa Freden genoprettet og en indbyrdes Tolerance indført. Zwingli’s Gerning som Reformator i de tyske Kantoner blev imidlertid ganske overskygget af Calvin’s i det franske Kanton Genève. Her havde Franskmanden Farel virket fra 1532 for R., senere støttet af Viret, og 1535 lykkedes det disse to at vinde Stadens Magistrat. 1536 kom Calvin til Genève paa Gennemrejse, men Farel aandelig tvang ham til at blive, og han blev. Calvin førte R. igennem, og det paa en saadan Maade, at Genève som Wittenberg blev Brændpunktet for en mægtig international Forgrening af Reformationsværket. Fra Genève paavirkedes de Mænd, der efterhaanden skulde bringe Evangeliet ud til Frankrig, Nederlandene, Skotland og England, og ved Calvin’s Side i Genève stod hans trofaste Discipel Theodor Beza, der efter Calvin’s Død 1564 blev den egl. Leder. Men den reformerte Kirkes Hovedmand var og blev Calvin, gennem hans Skr og hans personlige Indflydelse blev Førerne i de forsk. Lande vundne. — Ang. R. i Frankrig, se Hugenotter, ang. R. i England og Irland, se Anglikansk Kirke, ang. R. i Skotland, se Knox. — I Nederlandene var R. forberedt gennem Brødrene af Fælleslivet. Luther’s Skr kom tidlig derhen, senere Zwingli’s og Calvin’s, og det blev den calvinske Læretype, der sejrede. 1562 udarbejdedes et Bekendelsesskrift, confessio Belgica, og det er ganske calvinsk. Men R. i Nederlandene maatte kæmpe en haard Kamp for sin Eksistens over for Filip II og Hertugen af Alba. Efter frygtelige Lidelser sejrede Nederlænderne, og Landet blev løsrevet fra Spanien. I Beg. af 17. Aarh. spaltedes det reformerte Kirkesamfund i Nederlandene ved Arminianernes Optræden (se Arminianere og Dordrecht-Synoden). — I Spanien fik R. en kort Tid Indgang, men Filip II kvalte den aldeles. — I Italien var den reformatoriske Bevægelse større, navnlig var Hertuginde Renata af Ferrara stærkt paavirket af Calvin, men Inkvisitionen og Modreformationen fik ogsaa her Bugt med alle evangeliske Strømninger.

        Under større ell. mindre Paavirkning af R. dannede sig ogsaa fl. mindre, religiøse Samfund. De vigtigste var Mennonitterne (se Menno og Mennonitter) og Socinianerne (s. d.).

        Ang. R.’s Bet. se ogsaa Hierarki, Kirke, Liturgi, Lægmand, Menighedspleje, Præstedragt, Præstestand, Præstevalg og Salme. (Litt.: L. v. Ranke, »Deutsche Geschichte im Zeitalter der R.« [Leipzig 1894]; Fr. v. Bezold, »Gesch. der deutschen R.« [Berlin 1890]; W. Möller og Kawerau, »Lehrbuch d. Kirchengeschichte«, Bd III [Tübingen 1907]; Fr. Hammerich, »Den kristne Kirkes Historie«, Bd III [1891]; Fr. Nielsen, »Kirkehistorie«, Bd II [1903]; Th. Brieger, »Die Reformation« [1914]; G. Jørgensen, »Reformationen i Danmark« [1919]; Hj. Holmquist, »Lutherska Reformationens Historia« [1919]; Gustav Wolf, »Quellenkunde der deutschen Reformationsgeschichte«, I—III [1915—23]).