Myte

        Myte (jfr. Mytologi) (gr.). I alle hedenske Religioner vil der findes Fortællinger om Guderne, om deres Kampe og Bedrifter, deres Elskov og Eventyr, om deres Gerninger i Naturen og Menneskeverdenen, hvad enten de tjener til Skabelse, Opholdelse ell. Ødelæggelse. Disse kalder man Myter. M. adskiller sig altsaa fra den sædvanlige Digtning ell. Fortælling ved at handle om Guder ell. religiøse Forhold, medens den paa den anden Side adskiller sig fra Legenden, der kun beretter om hellige Personers mønstergyldige (ell. blot vidunderlige) Livsvandel, og som derigennem vil opstille Idealer ell. indskærpe Sædebud og Leveregler. Hvor Guddomme derfor optræder paa Jorden som Lærere, Profeter ell. Foregangsmænd, kan M. glide over i Legenden. Hvor paa den anden Side den Personlighed, som M. omhandler, mister sin guddommelige Karakter (i Reglen derved, at hans Kultus bortfalder), glider M. let over i Sagn og Eventyr, ved hvilke den blotte Begivenhed er Hovedsagen; i alle Litteraturer kan der paavises Heltesagn og Folkeeventyr, som i Virkeligheden blot er degenererede Myter.

        Myternes Oprindelse har været livlig drøftet, fornemmelig i tre Perioder: i 19. Aarh.’s Begyndelse, Midte og Slutning. Den ældre Slægt, for hvem den homeriske Digtning stod som Verdens ældste Digterværk og som en Slags Menneskehedens Morgensange fra en barnlig Begyndertid, og for hvem, den græske M.-Digtning var den eneste af Bet., maatte to Paastande blive naturlige: 1) at M. var Religionens første Ytringsform, at al Religion opr. var Mytologi, 2) at M. var en umiddelbar Folkepoesi, opstaaet ligesom Folkesangene, men kun en Digtning med guddommeligt Indhold. Denne Opfattelse, der væsentlig var fremsat af den tyske Digter og Homer-Oversætter J. H. Voss, varieredes nu paa mange Maader af hans Samtid; og den havde heller ikke saa ringe Betydning som Indsigelse mod den ældre, rationalistiske Opfattelse af M. (der især er knyttet til Filologerne Hermann’s og til Dels ogsaa Creuzer’s Navn), iflg. hvilken M. skulde være et Fabelhylster om en præstelig Moral ell. Lønvisdom. Men heller ikke den digteriske Opfattelse af M. slog til, hvad navnlig den store Oldtidsforsker K. O. Müller paaviste i sit Skrift: »Prolegomena zu einer wissenschaftlichen Mythologie« (Göttingen 1822), i hvis Anhang man vil finde en omhyggelig Udredning af alle Datidens Meninger om Mytologi. Dog maatte først et helt Slægtled endnu arbejde med mytologiske Hypoteser, førend den sunde Vejledning, denne Bog tilbyder, ret kunde tages til Følge.

        Især var Romantikken i 19. Aarh.’s første Halvdel frugtbar paa saadanne Hypoteser, idet man, navnlig under Indflydelse af Filosoffen Schelling, i M. vilde finde en dyb poetisk Naturfølelse og høje Livssandheder, Uendelighedsbevidsthed o. l. Saaledes tolkedes f. Eks. Nordens Myter af Grundtvig i hans »Nordens Mythologi« under Schelling’s Indflydelse og ligeledes den indiske (Veda’s) M., da denne droges frem i Europa af den ligeledes af Schelling paavirkede Indolog Max Müller og betegnedes af ham som vor Races primitive Poesi og Filosofi. Mod disse Overdrivelser og Mistydninger rejstes der c. fra 1870 en virksom Protest fra Etnografers og Folkloristers Side, idet de dels ud fra Animismens Forudsætninger sætter den primitive Mytologi i Forbindelse med dennes lavtstaaende Forudsætninger ofte nok som en af Religion uafhængig Eventyrdigtning, dels betragter M. som et senere opstaaet Fænomen, der er det senere afledede og uvæsentlige i Forhold til Ritus og Kultus.

        For den i Øjeblikket fremherskende Betragtning er Kultus nemlig det opr. Grundlag for al Religion, hvad enten den ytrer sig som egentlig præstelig Gudsdyrkelse ell. udfolder sig i Folkeskikke, og Myten viser sig mangen Gang, dels at være den blotte Tekst til disse Ceremonier (nemlig, hvor M. optræder i Hymneform), dels at: være en Slags Forklaring paa Kultusforhold, hvis opr. Mening er gaaet af Minde. Disse sidste M. kalder man ætiologiske (aarsagsforklarende) som f. Eks. Hesiod’s M. om, hvorledes Prometheus bedrog Zeus ved Ofrene, og saaledes vrimler de ind. Brahmana’er med Forklaringer af gl. Offerskikke. Ogsaa hvor en ligefrem Folkeskik ell. en alm. Praksis bliver til hellig Handling, søger man gerne at begrunde dette ved mytisk Tildigtning (da Prometheus bliver Gud for Ildfremgnidningen, danner M. sig om, at han røvede Ilden fra Himmelen); ell. Gudeemblemer, der er blevne gammeldags og besynderlige, forklares gennem en M. (om Thor’s Hammer, om Hermes’ Stav o. l.); endelig afgiver Kultusforbindelserne mellem forskellige Guder eller mellem Guder og Mennesker et bestandigt Stof til Mytedigtning om Gudeægteskaber ell. om Gudernes Eventyr paa Jorden, deres Indblanding i de gl. Kongeslægter (hvorved de bliver Stamfædre til Slægten), deres Optræden som Krigshelte, Kulturlærere o. s. v. Herved — ell. ved Siden af dette — kommer da den friere Mytedigtning i Gang, idet der dels fables paa alle Maader om Gudernes Virksomhed, dels fortælles (ved opr. Digtning ell. ved Mytedegeneration) Eventyr om disse Yndlingsskikkelser. Her træder da ogsaa den mytiske Forklaring af Naturfænomener op som en Slags primitiv Naturfilosofi eller —videnskab, der, skønt den utvivlsomt allerede har rørt sig i de ældste Tider, først bliver fremherskende, hvor den oprindelige Kultus er traadt tilbage for Bevidstheden; saaledes tilhører de mange M. om Verdens Skabelse og Indretning (Kosmogoni) vistnok en senere Periode; ligesaa M. om Verdensløbet og Verdens Undergang. Et sidste Stadium indtager den Form af Mytologi, hvor alle Guder og i det hele alt M.’s Indhold forklares som Naturprocesser. Dette er vitterligt en Form af Rationalisme, der stammer fra filosofiske Perioder, hvor man — vantro over for Guderne og til Dels frigjort fra deres Kultus — vil give hele det religiøse Liv en Forklaring og derved tilstræbe en Forsoning mellem Folkets plumpe Overtro og det dannede Menneskes Naturerkendelse. I Grækenland var det især Stoikerne, som drev saadan Mytologi; men allerede i assyriske Kileskrifter spores denne Tilbøjelighed, og i senere ægyptisk Teologi og i indiske Kommentarer dominerer den. Et parallelt Forsøg paa rationalistisk Mytetydning er den euhemeristiske Forklaring af Gudernes Oprindelse (se Euemeros og jfr. nordisk M. hos Snorre), hvor man tænker sig Gudemyterne som en Sagndigtning om Fortidens Helte og Konger (jfr. Edv. Lehmann, »Guder og Helte« [Kbhvn 1898]). Heller ikke dette Synspunkt er uden Berettigelse, men forklarer dog kun en Brøkdel af Fænomenet. Overhovedet er Myteverdenen et saare mangfoldigt og sammensat Produkt, hvori Menneskehedens første Gudsdyrkelse og Folkeskikke, dens Digtning og Sagn, dens Naturvidenskab og Filosofi afspejler sig; dog vil de førstnævnte Kilder stedse vise sig at være de rigeste og vigtigste, og det vil i en strengere Myteforskning altid være raadeligt ikke at betragte noget mytisk Træk som Produkt af fri Digtning, af Naturforklaring ell. filosofisk Tænkning, før man har opgivet at forstaa det ved Hjælp af Fortidens Kultus ell. Skikke. Se i øvrigt Mytologi. (Litt.: K. O. Müller, »Prolegomena zu einer wissenschaftl. Mythologie« [Göttingen 1822], i hvis Anhang omhyggelig Udredning af Datidens Meninger om M.; F. Max Müller, Introduction to the science of Religion [1873]; Contributions to the Science of Mythology, I—II [1897]; Andrew Lang, Myth, ritual and religion [1887]; samme, Mythology i Encyclop. Britt.; Louis H. Jordan, Comparative Religion, Ed. 1905, Ch. IX, Art. Mythology i Hasting’s Encycl. Rel. Ethics, IX; Martin P. Nilsson, »Primitiv Religion« [Kap. 9. kort Oversigt over nuv. Opfattelse]; (se Müller, Fr. Max).