Lyrik

        Lyrik, lyrisk Poesi (græsk af Lyra). Følelser, Stemninger og stemningsfulde Refleksioner, der udløses af visse Forestillinger under forhøjet Modtagelighed hos Mennesket, kalder vi lyriske, og den Digtning, der umiddelbart giver disse et digterisk formet Udtryk, lyrisk Poesi. Medens den episke og dramatiske Digtning giver os et Handlingsbillede, giver den lyriske os et Stemningsbillede (smlg. Digtekunst). I Ord, Billede og Rytme udslynger Lyrikeren sit eget bevægede Sinds Indhold, sin Sjæls Stemningsfylde, og denne Digtart er derfor den mest subjektive, individuelle og inderlige. En Undersøgelse af primitive Folks Poesi, af Folkeviser og af Ariernes ældste Hymner viser hen til, at den lyriske Sang, opr. i Forbindelse med Dans (som Sangdans), er den ældste Poesi, af hvilken saa den episke og dramatiske senere er udgaaede (se Ballade). Af psykologiske og æstetiske Grunde kan den lyriske Digtning føres tilbage til 4 Grupper: 1) den saakaldte centrale L. ɔ: Sangen og det simple lyriske Digt, den poetiske Fremstilling af en inderlig, indadvendt Følelse eller Stemning i jævn og let Form. Enhver velordnet Sangbog giver her typiske Eksempler paa Stil og Emner (Fædrelandet, Kvinden, Naturen, Vinen, Selskabet, Standen o. s. v.). 2) Den ophøjede ell. patetiske L., der i stærk opadvendt Begejstring besynger ell. udsynger store, ophøjede, guddommelige ell. universelle Ideer, saasom den Gudstjenesten indviede Hymne ell. den ophøjede Salme, Oden, hvis Emne er store, ophøjede, etisk-religiøse ell. verdslige Ideer og Magter, patetisk i sin Form, dristig i Rytmen og svulmende i Billeder, og den frit henstormende Dityrambe, der er Udtryk for den jordiske Fryds Jubel og stormende Nydelse. 3) Den episkfarvede L., der udadvendt hviler paa et løst skitseret Handlingsbillede, men saaledes, at Handlingen kun er Middel for Fremstillingen af de lyriske Følelser, der er vakte ved Handlingen: Balladen og Romancen. 4) Den kontemplative L., Tankepoesien, i hvilken Følelsen er af den Art, at den sætter en Rk. Tanker og Refleksioner i Bevægelse, der igen uddyber Følelsen og fremkalder ny. Fremstilling af Tanker er her Midlet til at naa Poesiens Maal, Fremstilling af Følelse. Herhen hører Elegien og Tankepoesi, medens det er mindre rigtigt ogsaa dertil at henføre Epistel og Læredigt. Læredigtet giver et rent Tankeindhold, der kun har faaet poetisk Iklædning, og Epistelen, det poetiske Brev, kan være lyrisk, men ogsaa episk ell. didaktisk. (Litt.: Du Prell. »Psychologie der L.« [1880]; R. M. Werner, »L. und Lyriker« [1890, 1. Bd af »Beiträge zur Aesthetik«]; Goldschmidt, »Lyrisk Poesi« [i »Blandede Skrifter«]; Cl. Wilkens, »Poesien« [1893]).