Metastasio, Pietro (egenligt Trapassi). Abbate, italiensk Digter, født i Rom 3. Januar 1698, død i Wien 12. April 1782. Han var af tarvelig Familie og gjorde sig som Dreng bekendt ved sin Improvisationsevne. Den lærde Kritiker Vincenzo Gravina, som havde hørt ham, tog sig af ham, sørgede for hans Undervisning og gav ham det Efternavn, hvorunder han har vundet Ry (en græsk Oversættelse af hans italienske Slægtsnavn). Efter Gravina’s Død 1718 blev Metastasio Arving til hans Formue, satte snart meget af den til ved et muntert æstetiserende Driverliv og fortsatte dette i Neapel, hvorhen han var rejst 1720. Her skrev han paa Opfordring af Neapels Vicekonge et Musikdrama Gli orti esperidi, hvori den berømte Sangerinde Marianna Benti-Bulgarelli sang Hovedpartiet. Et Kærlighedsforhold opstod mellem hende og den unge Digter, og Hovedrollerne i de følgende Dramaer Didone abbandonata o. s. v. blev skrevet for hende. 1729 fik Metastasio et hædrende og fordelagtigt Tilbud om at blive Apostolo Zeno’s Efterfølger som Hofdigter hos Kejser Karl II, og Aaret derpaa forlod han sin Elskerinde og drog til Wien. Den galante Abbate knyttede her efter Marianna’s Død en ny Elskovsforbindelse, der varede mange Aar, med en fornem østerrisk Dame, imedens han, stærkt feteret af Kejserhoffet, forherligede dets og Kirkens Fester med Kantater og Oratorier og skrev Librettoer for Datidens navnkundigste Teaterkomponister. Den urolige Krigsperiode, Østerrig maatte gennemgaa, virkede dog en Stund hemmende paa hans Digtervirksomhed, og en Tid lang faldt han ogsaa i Unaade hos Maria Theresia. Men han nød dog alt i alt sine habsburgske Beskytteres Velvilje lige ned til sine sidste Aar. Den Form for Dramma lirico eller Dramma per musica (ogsaa Melodramma), som Metastasio opdyrkede, var allerede uddannet af Apostolo Zeno; men Metastasio bragte den til Fuldkommenhed, hvorfor saa udmærkede Talenter som Pergolese, Durante, Leo, Jomelli og flere kappedes om at sætte hans Værker i Musik. Hans Styrker er — i hans bedste Periode (de første Wien-Aar) — klart og elegant byggede, med patetisk Diktion i Recitativerne og prægtig Lyrik i de Arier, som regelmæssig afslutter Scenerne; man kender i Norden den hele Façon rigtignok bedst fra Wessel’s morderske Parodi i »Kærlighed uden Strømper«, men Metastasio lader sig ikke desto mindre endnu nyde især paa Grund af den musikalske Skønhed i hans Versbygning. Sjælden har det Italienske i den Grad udfoldet sin indsmigrende Vellyd, indtaget ved sin Blødhed og Bøjelighed som i Metastasio’s henrivende Canzonetta’er, Kantater og Madrigaler, der tillige ofte er af virkelig Finhed og Ægthed i Følelsen. Han har haft talrige Medbejlere i i sin egen Tid og Efterfølgere, men ingen af dem har overtruffet ham. — Hans Værker er udgivne i Paris 1780–82, Opere postume i Wien 1795; senere Udgaver Firenze 1820 og 1826. En Samling af hans Breve udgav G. Carducci (Bologna 1883), en anden C. Antona Traversi (Rom 1886, med Biografi).
Litteratur:
O. Tommasini, Pietro Metastasio e lo svolgimento del melodramma italiano [i hans Scritti di storia e critica, Rom 1891].
(E. G.). E. M-r. in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XVI, p. 1015.