Et Billed af en Sanger stor
Dig Julefesten bringer;
Fuldt gjennem Danmarks Bardechor
Endnu hans Strænge klinger.
Du, som har Øre for en Sang,
Og for det Skjønne Øie,
Som følger kjækt en Tankes Gang
I Dybden og det Høie;
Som har en Sjæl saa varm og øm,
Der frit sig lader vugge
I andre Hjerters søde Drøm,
Af andre Hjerters Sukke;
Du i hans Aasyn læse vil,
Hvad dunkelt der staar skrevet,
Og i din Tanke lægge til,
Hvad han har lidt og levet.
Du ane vil den rige Skat,
Hiin ædle Pande gjemte,
Der pragtfuldt strømmed Dag og Nat,
Saasnart han Harpen stemte.
Du vil med Klarhed trænge ind
I disse Øines Mørke
Og frydes ved hans ømme Sind
Og ved hans Hjertes Styrke.
Du tænke vil, at naar i Qvad
Mod Himlen gik hans Stræben,
En Himlens Genius da sad
Usynlig ham paa Læben.
Veemodigt vil du mindes, hvor
Med smerteblandet Glæde
Han sang, og at sin Blomsterflor
I Graad han maatte væde.
Og har du nydt den Rigdoms Frugt,
Hiin Sangers Træk mon gjemme,
Saa vend igjen dit Hjertes Flugt
Til den, du har her hjemme.