Rask nu lad Champagnen knalde,
Proppen høit mod Loftet slaae,
Riim nu lad fra Læben falde,
Som har Been, og selv kan gaae!
Bacchus ogsaa denne Gang
Fader være til vor Sang.
Skjøndt Champagnen synes rolig
Har den dog et vildt Gemyt;
Hidsig sprænger den sin Bolig,
Og gjør ikke lang Disput;
Straalen stiger mægtig frem,
Stræber atter til sit Hjem.
Solen selv sig heed nedgyder
I vor trolddomsfulde Drik,
Og naar flammende den syder,
Faae vi mangt et Himmelblik;
Thi hver Draabe, rund og fiin,
Gjemmer snildt en Amorin.
Amor stolt paa Vinens Dunster
I vort Capitolium
Driver sine vilde Kunster,
Og i Barmens Adytum;
Ved hans Oprør tidt er hændt,
Hjertet skifted Regiment.
Tidt, naar Hjertet maatte stride
Tvivlsomt mellem Hulde to,
Lod Champagnen vi nedglide
For at mægle Fred og Ro;
For det meste har den dømt:
Elsk dem Begge lige ømt!
O, fortryllende Mænade!
Seer jeg ret, Du svimler nok
Paa din Parder? Viindrublade
Spille om din løste Lok;
Ræk dit Bæger, stil mit Savn!
Tørst, det er min Længsels Navn.
Vivat Bacchus! See han kommer,
Han har hørt vor Flaskes Knald;
Strengt han forske vil som Dommer,
Om vi røgte troe hans Kald!
Drikker Venner! Rask lad gaae!
Vee! om han os ædrue saae!
Ha! hvad vilde Guddomssyner,
Fløiters Klang og Trommers Brag!
Tordnen ruller, og det lyner
For mit Øie Slag i Slag;
Bacchus er det! Hvilken Pragt!
Drik, og hyld hans Herskermagt.
Dandser, søde Bacchantinder!
Springer høit, Satyr og Faun!
Gudens Glands mit Øie blinder,
Jeg kun stamme kan hans Navn;
Ned jeg styrter for hans Fod,
Fældet ved Champagneblod!