Min Moder tog mig fra sit Bryst
Og mig i Verden sendte;
En Flaske gav hun mig til Trøft,
Det var min Arv og Rente.
Hvergang jeg drak, jeg drak for To,
Og evig lystig, fri og fro
Hos den jeg Kraft vil hente.
Min Hals den er et Sugeværk.
Naar Glas ved Læben hefter;
Dens Pompe flink, dens Slange stærk,
Og Vinen følger efter.
Det nytter ei, man raaber: Stop!
Jeg pomper ned, jeg pomper op
Af alle Livsenskræfter.
I Bacchi Helligdom jeg laae,
— Saa tidt jeg der maa ligge, —
Jeg Gudens røde Aasyn saae,
Og bad, med megen Hikke:
„O, Bacchus! vær mig naadig, du!
Og lad mig aldrig, til min Gru,
En Draabe Vand uddrikke!”
Han rørte med sin Stav min Mund,
Det brændte, — jeg fornam ’et; —
Nu skyer jeg Vand, som galen Hund,
Af Vandskræk er jeg rammet;
Og gjør jeg noget Smukt og Godt
Og er jeg ikke reent Peer Tott,
Jeg skylder ene ham ’et.
Med Rhinsk, Madeira, Bergerac,
Champagner og Burgunder,
Tokaier, Porto, Frontignac
Han tryller sine Kunder;
Compotatorers vilde Chor
Lovsynger høit fra Syd til Nord
Hans herlige Vidunder!