Farvel
til Henrik Hertz
til Henrik Hertz
Naar Engen praler lysegrøn,
Og Gjøgen høres gale,
Og Droslen bygger Huus i Løn
I dunkle Bøgesale;
Naar listigt Bølgen, blank og blaa,
Sig stjæler Kys fra Stranden,
Var det jo syndigt, om vi laae
Forknyt bag Volderanden.
Nei, følge vil vi Hjertets Drift:
At høre Kildens Stemme,
At grandske hvert nyprentet Skrift,
Som staaer i Skovens Gjemme;
Andægtigt der vi lytte til
De tusind smaa Poeter;
Hvad Sommerfuglen præke vil
Fra Blomstens blaae Catheder.
En Sanger fulgte os herud
At see vor Skov, vort Eden,
Før han, i Pagt med Sangens Gud,
Vil flagre bort fra Reden;
Da taer han sagtens Harpen med,
Men vi bør ikke klage:
Hans Hjerte vil med Trofasthed
Nok blive her tilbage.
Dybsindig, snild, med mandig Røst
Han tugted Kunstens Blinde;
Han sang med dybtbevæget Bryst
De faldne Danskes Minde;
Hans Børn vi saae, — en broget Rad
Paa Kongens Torv derhjemme,
Og spørges: hvor han ellers qvad?
Men, at ei Sydens kjælne Klang
Os skal hans Længsel røve,
Og reent den danske Fuglesang
I Mindet overdøve;
Skal han af Skovdocenters Hær
Et lille Cursus høre,
Som paa den lange Reisefærd
Kan klinge for hans Øre.
„Flyv saa kuns over Bjerg og Dal,
Og sank dig søde Frugter,
Og bær dem hid i Bøgens Sal,
Hvor Bredden venligt bugter;
Strø her din Høst! — i Fredens Læ
Din Idræt huldt vil lykkes,
Og friske Skud af Laurens Træ
Omkring din Isse trykkes.”