Priis være Himlens hvalte Blaae,
Og dig, o, Dagens demantne Fakkel!
Tak være alle de Lamper smaa
I Aftnens Tabernakel!
Langs Strømmens Vove,
I dunkle Skove,
Hvor lumske, lurende Farer sove,
Vi Veien fandt!
Her Dæmringens duftende, milde Vind
Os qvæger sødt efter Dagens Qvalme!
Her kjøler perlende Dug vor Kind,
Den drypper fra Fredens Palme;
Her Druer søde
Paa Ranken gløde,
Her Kildens Bølger vor Læbe møde
Og Ro vort Bryst.
Saa dybt i den spirende Blomsterseng
Det trætte Hoved vi trøstigt dukke,
Mens Natten gaaer over Mark og Eng
Vort Sovekammer at lukke;
Snart Sløret svinder
Fra Himlens Kinder, —
Da til vor Vandring vi atter finder
I Barmen Mod.
Da løfter Lærken sig muntert op
Paa sine spæde, klingende Vinger,
Den stærke Ørn over Fjeldets Top
Sin Tak til Himmelen bringer;
Med gyldne Pande
De Bjerge stande,
Og med Naturens Raab vi blande
Vor Jubelsang!