Hvis Danmark havde Bjerg og Fjeld,
Med stjernekronte Tinder,
Hvor udaf rige Kildevæld
Det lyse Guld udrinder;
Da steg vi ned i Klippens Bryst,
Med Trolde voved’ vi en Dyst,
Og vandt den røde Skat til Lyst
For Danmarks hulde Qvinder.
Var Danmarks Himmel altid blaa
Som danske Pigers Øie,
Og hvis en evig Sommer laae
Med Fylde paa dets Høie;
Laae Perler strøet paa Havets Sand:
Da skulde blank i Gyldenbrand
En Rosenkrands, en Perlerand
Om Eders Lok sig føie.
Den bedste Frugt, som Danmark har,
Paa Tonens Bølger gynger,
Thi Sangen stadigt Sommer har,
Og evigt sig forynger;
Vort Fjeld — der er vor Troskabsaand,
Vor Kjærlighed — en Tryllevaand,
Vor Sang saa smukt sit Perlebaand
Om Eders Hjerter slynger.
Saalænge da med broget Glands
Vaarsolen høit oprinder.
Og Vintren frisk sin Stjernekrands
Om Danmarks Lokker binder;
Saalænge Bølgen slaaer mod Kyst,
Vi sjunge vil af fulde Bryst,
Med mandig Røst, med Liv og Lyst
Om Danmarks hulde Qvinder!