Han sagde: Bliv! — og mere snelt end Tanken
Af Intets Mulm Alverdens Pragt fremstod:
Stærkt Havet bruste, Palmen støtted Ranken,
Der myldred’ Liv i Dal, paa Fjeld, i Flod;
Og Mennesket med salig Hjertebanken
For Himlens Blaae sit Øielaag oplod;
Med Jubel klang den vidtudstrakte Sphære,
Da Morgenstjernen sang Gudherrens Ære.
Da blev der tyst, — og lyttende med Bæven
Hvert enkelt Underværk mod Stjernen saae;
I Slangens Snigen, Kongeørnens Svæven,
I Bjergets Elv, i Engens stille Aa,
Ud over Havets Mark, i Spindelvæven,
Der sittred blank imellem Green og Straa,
Hos Mennesket, den unge Skabnings Krone,
Gjenlød en Efterklang af Himlens Tone.
Men han, der ædel, stolt og opreist vanker,
Med Tillid Øiet frit mod Hvalvet slaaer,
Der Alt omfatte tør med sine Tanker,
Hvis faste Blik selv Tigren ei modstaaer,
Som af et ringe Støvgran Viisdom sanker,
Den Eneste, der bede kun formaaer, —
Han Himlens spredte Toner har forbundet,
Og Harmoniens dybe Gaade fundet.
Eet af de stærke Baand, der helligt binder
Til Himlen Støvets Børn, er Tonens Magt;
Skjøndt ak! formasteligt man tidt den finder
Misbrugt til tom, til høist forfænglig Pragt;
Fortørnet, liig en taaget Dunst, den svinder
For sløve Sjæl, hvis Sands den ei har vakt;
Dog — hvert betydningsfulde Punkt i Livet
Har til Musiken Herskerkronen givet.
Musikens Stemme byder huldt den Spæde
Velkommen vær! ved Daabens Kildevæld,
Vor Andagt hæver den til Naadens Sæde,
Og yder Trøst hver sønderknuset Sjæl;
Naar Brud og Brudgom hen for Altret træde,
Høitideligt den spaaer dem Fryd og Held;
Den boer hos dig selv i dit stille Kammer,
Og smykker Glæden, aander bort din Jammer.
Valdhornet sittrende sin Tone svinger
Til Jagt igjennem dunkelgrønne Skov,
Trompeten kalder, og dens Kald bevinger
Soldatens Mod og Hestens stærke Hov;
Ved Fløitens Lyd, som rask i Salen klinger
Smukt ordnes Dandsen efter Gratiens Lov,
Og Cithren tolker Elskovs kjælne Smerter,
Og aabner Vinduer, og aabner Hjerter.
Og endeligt, — naar langsomt vi hendrage
Til Dødens Hauge, og med matte Trin
Den trætte Vandrer venligen ledsage
Til rolig Slummer under bløde Liin;
Da blander den sin Røst i al vor Klage,
Sin søde Trøst i Sorgens Malurtviin,
Og nøder ømt vort Blik mod Himlens Bue,
Hvor Haabet staaer i Stjerneskrivt at skue.
Saa stod vi nylig ved en Kunstners Baare
En dybt Indviet i den Helligdom,
Hvor Tonekunstens Væld af rigen Aare
Udstraaler sig den vide Verden om;
O! lad os offre ham en skjønsom Taare,
Han var saa dygtig, ærlig, god og from, —
Taknemligt mindes ham med kjærlig Klage,
Taknemligt elske dem, vi har tilbage!