Til Ro den vilde Havets Vove
Ved Daggry lidt sig havde bragt;
Og Solen over dunkle Skove
Stod straalende med tropisk Pragt.
I Skoven skingred Skrig af Poppen,
Kalkunen slog sin Vifte bred;
Nyfigent Gederne fra Toppen
Af steile Banker stirred ned.
Paa Breddens hvide Rullestene
Laae Henrik, feberøm og mat.
Han troede sig nu heelt alene
Og til sig selv kun overladt.
Han reiste sig og sad og søgte
At ordne sine Drømmes Gang,
Der vrimlende i Hjernen spøgte,
Liig Sommerfugle paa en Vang.
Han vidste, han var reist fra Byen,
Hvor han var født og havde Bo,
Hvor Korset straaler høit mod Skyen,
Og hvor hans Livs Kjærminder groe.
Han vidste, at paa hele Veien
Den skjønne Qvinde var ham nær,
Men at han blevet var sin egen,
Skjøndt hun ham blevet mere kjær.
Han vidste, at han sad paa Dækket
En Nat, saa venligt lullet ind
I Fremtidsdrømme, men usvækket
Med Haab og Tillid i sit Sind.
Han husked godt, at Stormens Jette
Ham slyngede i Havets Skjød;
At gjennem Skummets Byger tætte
Ham trued Undergang og Død.
Da kom det ham med Eet i Tanke,
Han syntes, at en Anden tog
Og klamred sig til samme Planke,
Der over Brændingen ham drog.
Han saae sig om, — o, Gud i Himlen! —
Han qvalte i sit Bryst et Skrig
Og reiste sig i Febersvimlen, —
Der laae hun henslængt som et Liig.
Han løftede den skjønne Pige,
Dødtræt og mat som selv han var,
Og hende op ad Skrænten lige
Til Skovens første Skygge bar.
At der var Liv, han kunde spore,
At Livets Varme vaagned alt,
Imens hans Taarer, hede, store,
Paa hendes blege Kinder faldt.
Hun ømmed sig, og dybt hun sukked,
Og langsomt, mat sit Øielaag
Hun aabnede og snart det lukked,
Mens tungt fra Brystet Aanden drog.
Ei Sjællands Grønsvær, men saa mange
Slags Urter dækked Træets Rod;
Ei Kryb han saae, han saae ei Slange, —
Og der han hende hvile lod.
Han søgte Bær, og tusind søde
Ufjendte paa hver Stængel hang;
Han søgte Vand, og snart imøde
Ham frisk en sølvklar Kilde sprang.
Lidt qvæget, lod hun Blikket vandre
Omkring, som vaagnet af en Drøm:
„Jeg her? — og De? — hvor er de Andre?”
Han peged taus paa Havets Strøm.
Hun sank tilbage, men han hvisked:
„Hviil rolig her! Jeg kommer snart;
Maaskee ved Stranden faaer jeg fisket,
Hvad os kan være dyrebart.” —
Han gik og speidede ved Stranden;
En Høst af Skaldyr der han fik.
Med Eet han standsed brat ved Randen,
Af Glæde straalede hans Blik.
Han fandt fra Skibet, som forliste,
Hvad ham var mere værd end Guld:
En simpel, propfuld Sømandskiste
Med Klæder, Linnedtøi og Uld.
Det var en Skat! — og der var flere:
En Straahat, Øre, Fyrsvamp, Kniv!
Hvad kunde der vel ønskes Mere
Til dette Robinsonske Liv?
Han bar det op med megen Møie,
Men glad og med forfrisket Mod;
Og da han kom paa Kystens Høie,
Han saae, at der hun opreist stod.
Thi hun var stærk, hun lod ei kue
Sit Mod ved Skaalens bittre Saft,
Og hvor hun Faren saae at true,
Vandt hendes Hjerte større Kraft.
Han graved let en lille Grue
Og tændte Ild i Ved og Bast
Og stegte saa ved Arnens Lue
De fundne Skaldyr i en Hast.
Til Brød han fandt Patater røde
Og Yamsens store, hvide Knold;
Og taus de deres Maaltid nøde, —
Men Tanker var der mangefold.
Han fletted mellem fire Stammer
Af seige Stængler blød og veeg
En Køie, til et Sovekammer,
Hvor hun til Nattens Hvile steeg.
Han maged sig af Grene svaje
En Bue og en hvæsset Piil;
Engang dermed paa sine Veie
En Ged han standsed i dens Iil.
Den blev ei dræbt, den kunde rende;
Dog greb han den, fik den afsted
Og saae med Glæde da, at tvende
Smaa Kid bestandigt fulgt med.
Han tøiret fik den stakkels Amme
Og deelte Melken med dens Kid.
Snart andre Geder, næsten tamme,
Som til Besøg kom ogsaa hid. —
Der var saa smukt, Alt var saa fredeligt,
Hver Ængstelse var veiret hen;
Det var, som ret Naturen redeligt
Sig vilde tee som deres Ven.
Ei Slangen saaes i Græsset slynge
Sin Krop med broget Ring og Plet;
I Træerne ei saae de gynge
Vrængbilledet af Adams Æt.
Han prøved Alt, hvad han som Lille
Af stakkels Selkirk havde lært;
Han gjorde Meer; men stolt og stille
Han dulgte, hvor der var ham kjært.
Hans hele Færd var sindig, rolig,
Den aldrig røbed, at der var
Et Noget i hans Hjertes Bolig,
Som Livets bedste Blomst ham bar.
Dog al hans Flid og al hans Stræben
For hende lønned hun ham blot
Med et tvetydigt Smiil paa Læben,
Som kunde tydes: „Det er godt!”
Sad de ved deres Maaltid sammen,
Gik Talen kold og tør og tvær;
Det var en Fest foruden Gammen,
Kun en Forretning for dem hver.
Saa Alt blev ganske som derhjemme,
Der ei Forandring kom deri:
Hans Ønske var at kunne glemme,
Og hendes blot at blive fri.
Dog tidt, naar han sit Øie hæved,
Han overraskede et Blik,
Et gaadefuldt, hvorved han bæved,
Thi dybt det til hans Hjerte gik.
Han saae, hvor hurtigt og forvirret
Hun sænked Blikket imod Jord;
Hun syntes, naar hun saadan stirred,
At røbe Noget — uden Ord. —
Saa Tiden led. Hun maatte klæde
Sig i Matrosens tunge Dragt
Og paa hans svære Saaler træde,
Som Havet hende havde bragt.
Da Vintertiden kom, den fule,
Med Regnskyl baade Nat og Dag,
Hver havde Bolig i sin Hule,
Trygt under Klippens faste Tag.
Der udenfor han stadigt tændte
Et mægtigt Baal, — et Flammesværd
Som Engelens, der Tanken vendte
Som hist fra Paradis — saa her.
Et Paradis! — men ingen Slange
Laae der paa Luur i Løvets Læ;
Og skjøndt der var af Frugter mange,
Var der dog intet Æbletræ.
Om selv Mysteriet fra Eden
Dem havde lokket ved sin Magt,
De vilde aldrig troet at see den,
De vilde aldrig Frugten smagt.
Det syntes, som der mellem Begge
Et Svælg, en Afgrund aaben laae;
Og over den en Bro at lægge,
Det faldt jo Ingen af dem paa.
— Saa gik to Aar, de var ei glade!
En norsk Hvalfanger kom der da
Og fyldte Vand i sine Fade, —
Han førte dem saa bort derfra.