Hun paa sin Moders Fløiels Sæder
Nu turde hvile sig i Fred
Og maalte Byens Torv og Stræder
Igjen med sine lette Fjed.
Hun kunde atter læse Blade,
De store, mindre og de smaa,
Og tidt, som før, paa Østergade
Heel gracieuse Hilsner faae.
Hun kunde atter af Plakaten
Paa Østergades Hjørne faae
Nys om, hvad i Theaterstaten
Var værd at tage Kjending paa.
Hun maatte atter taale Luften,
Der kom fra Østen, vild og hvas,
Og spore svagt Resedaduften
Om Hesten paa den store Plads.
Al denne Herlighed formaaede
Dog ei at gjøre hende glad.
Sig selv hun ikke var en Gaade, —
Hun vidste klart Hvorfor og Hvad.
Hun gik i Selskab, naar hun skulde,
Hun smykked sig til Bal med Pragt,
Men saae paa Alt med fornem Kulde, —
Man kunde kalde det Foragt.
Hun mærked ei, at de Veninder,
Med hvem hun jo var Du og Du
Og havde kjære fælleds Minder,
Lidt efter lidt sig fjerned nu.
Hun ændsed ei, hvor kold og dæmpet
Al Stemning var i deres Kreds,
At hvert et Ord, forsigtigt lempet,
Lod ingen ærlig Mening sees.
Selv ei hun saae, i Modrens Mine
Laae noget Uklart — noget Vist,
Hvergang hun ymted lidt om sine
Beskedne Kaar paa Øen hist.
Alt dette hende ei berørte.
Nedsænket i een Tankes Skjød,
Hun saae det knap, hun knap det hørte
Og aned ei, hvad det betød,
Eet Punkt, det første og det sidste,
Hun maatte have Rede paa,
Hvis ei, — hun troede, ja hun vidste,
Til Grunde selv hun maatte gaae.
— Endnu han hos den rige Frue
Kun een Gang havde sat sin Fod,
Da seent en Aften i sin Stue
Han ved sit Tegnebrædt just stod.
Fordybet i en heldig Tanke,
Som fyldte ganske nu hans Sind,
Han hørte det paa Døren banke
Og raabte adspredt sit „Kom ind!”
Hvem var det saa? Det var Marie,
Indhyllet i sin Vinterdragt.
Ved Vink, ved Blik hun bad ham tie,
Med Fingeren paa Læben lagt.
Hun kastede sit Slør tilside
Og paa en Stol sig satte ned:
„Til Dem jeg kommer! Jeg maa vide
Een Ting, som De alene veed.
Jeg leer kun ad de Qvindedaarer,
Der vilde gyse ved mit Skridt.
Jeg gjør det ei med Tvivl og Taarer,
Nei stolt, — det er jo ene mit.
Os Gud fik lært, at vore Sjæle
Forenes burde dog engang,
Da strengt han monne os formæle
Ved Dødens Angst, ved Nød og Trang.
Dog den Betragtning lidt jeg agter,” —
Her hæved hun med Kraft sin Røst, —
„Til Dem mig førte disse Magter!”
Og knuged Haanden mod sit Bryst.
„Jeg elsker Dig! Jeg er forvisset,
Mod mig Du nærer intet Had;
Det saae jeg alt saa grant, naar hisset
Vi under Cocospalmen sad.
Jeg elsker Dig, og Du skal være
Mig Livets Lys, min Støttestav!
Jeg glad og stolt dit Navn vil bære,
Indtil jeg slumrer i min Grav.
Jeg elsker Dig, jeg vil godtgjøre,
Hvad jeg saa grumt mod Dig forbrød!
O, lad et Trøstens Ord mig høre, —
Et eneste, — saa er Du sød!”
Med Glædens klare Dug i Øiet,
Mens Blodet til hans Hjerte foer,
Han hviskede, mod hende bøiet,
I hendes Øre blot eet Ord;
Det ene Ord — det var saa fyldigt
Af Alt, hvad der kan være lagt
I Talens Svøb af Ømt, Uskyldigt
Og Stærkt ved Kjærlighedens Magt.
Hun rakte ham sin Haand og trykked
Den, som det første Pant, i hans,
Mens huldt hans ædle Aasyn smykked
Henrykkelsen med al sin Glands.
„I Morgen?” spurgte hun. — „I Morgen
Jeg som din Beiler træder frem!
Henveiret er jo Tvivlen, Sorgen!”
— Saa fulgte han sin Elskte hjem.
October 1871.