Hun heised alle sine Klude,
Sydosten aandede derpaa,
Og snart hun dandsede derude,
Hvor Kattegattets Bølger gaae.
Om hendes Lænd Nordsøens Fraade
Sig snoede som en sneehvid Krands;
Og Maager fløi, Springhvaler kaade
Ledsaged hendes lette Dands.
Hun svæved sirligt i Kanalen
Og naaede ned til spanske Sø,
Hvis høie Svulmen, dybe Dalen
Geneerte ei den stolte Mø.
Men ikke saa det var paa Dækket,
Hvor Passagerer sad og gik,
Hvis Reisemod, forstemt og knækket,
Sig røbed i hvert Ord og Blik
Men blandt dem Alle var der Tvende,
Hvis Holdning var saa sund og kjæk,
At saae man blot paa ham og hende,
Man glemte selv sin egen Skræk.
Det var den rige Frues Datter,
Marie, med det sorte Haar,
De blanke Øine, livlig Latter,
Den stolte Væxt, de sexten Aar.
Det Henrik var, saa mild og rolig,
Men som et Fjeld saa fast, bestemt,
At selv han fandt det næsten troligt,
Han snart det Hele havde glemt,
Bag hendes Livlighed laae Kulde;
Hans Ro var Skjermen for en Ild,
Der fra sit Skjul ei røbes skulde
Og derfor just var mere vild. —
For heldig Bør Fregatten drog da
Ustandset, kjæk ned mod Sydvest;
Hver Passageer gemytlig tog da
Ved Bordet freidigt Plads som Gjæst.
Især en Dag, der var blikstille,
Saa Skibet gjorde knap et Fjed,
I Messen kom man som til Gilde,
Som i en Club i Mag og Fred.
Men Skibscaptainen sad og førte
Ved Enden af det lange Bord
Knap Glasset til sin Mund; man hørte
Ei til hans ellers muntre Ord.
Og da saa Henrik og Marie
Begyndte paa en lystig Sang,
Han bad dem næsten barsk at tie
Og synge helst en anden Gang.
Han Mere vidste end de Andre,
Men taug, for ei at volde Skræk;
Medlidende han saae dem vandre
Saa freidigt hen ad Skibets Dæk.
Men som en stout og sindig Fører
Han lod berede Alt ombord,
Hvad der til sligt Tilfælde hører, —
Men brugte ikke mange Ord.
De Reisende, som lidt kun kjendte
Til Havets lunefulde Færd,
Ei aned, hvad der var i Vente,
Ei Faren, som dem var saa nær.
De gik og sad saa trygt som hjemme
I deres Huus i Kjøbenhayn
Og syntes ganske nu at glemme,
De laae i Verdenshavets Favn.
I Vest en lille Sky sig reiste,
Saa stor knap som en Barnehaand;
Men snart som en Gigant den kneiste
Og skummel som en Dybets Aand.
Saa kom en Brise let og kruste
Og brød paa Havets blanke Speil;
Den meldte sig med Alvor, suste
Og fyldte alle Skibets Seil.
Det Aften blev. Paa Himlens Bue,
Som før var sommerklar og blaa,
Der ingen Stjerne saaes at lue,
Saa vintermørk den blev og graa.
Lidt efter lidt de Andre fjæled
Sig alt i Køiens lune Gjem;
Kun Henrik end paa Dækket dvæled
Og tænkte paa sit Hjertes Hjem.
Han ændsed ei, hvor Skibets Planker
Besværligt gjennem Bølgen brød;
Saa dybt han sad i sine Tanker
Og leiret huldt i Haabets Skjød;
Skjøndt han om Vantet maatte slynge
Sin Arm som om en Midie rank
Og lade op og ned sig gynge,
Mens Skibet rulled, steeg og sank.
Han sad som i en Drøm, mens Havet
Fortørnet krummede sin Ryg,
Saa Skuden snart var dybt begravet,
Snart hæved sig som stolt og tryg.
Nu Stormen tog sig for at raade
Med al sin Styrke, vild og raa,
Saa Havet blev en sneehvid Fraade,
Og Mulmet over Himlen laae.
Snart turde Ingen nede bie,
Til Morgenlyset vækked dem.
Blandt dem da ogsaa kom Marie,
Paaklædt og bleg, paa Dækket frem.
Med Eet en Braadsø over Dækket
Sig brød, fulgt af et rædsomt Stød,
Saa Skibet steiled, som forskrækket,
Og knaged som en knækket Nød.
I Brændingen det voldsomt hugged,
Omtaaget af den hvide Damp;
Mod Klippen stred det haardt og sukked
Og stønned i sin sidste Kamp.
Saa fulgte Stød paa Stød, der feied
Den hele Rigning ned med Brag,
Og Skroget dybt i Svælget neied, —
Snart var den stolte Seiler — Vrag!
Men Vraget selv blev ikke skaanet;
Som Spaaner vidt og bredt det foer,
Af Bølgens Jubel vildt forhaanet, —
Og det var Fyllas sidste Spor.