1.
Tolv Slag der lød fra Skoleflokken,
Og huiende som Volmers Jagt
Fra alle Klasser brused Flokken
Ned gjennem Portens snevre Tragt.
Jeg selv var ikke blandt de Sidste,
Og flyvende det gik i Fart,
Ei nogen Tid jeg vilde miste,
Mig hvert Minut var dyrebart.
Paa Veien, som jeg vilde træde,
Der vented mig saa meget Godt,
Saa meget Kjært, saa megen Glæde, —
Ei Juletidens Gammen blot.
Mit unge Hjerte gjemte Noget,
Som tændte Blussel paa min Kind;
Det uden Udtryk er i Sproget, —
Meer fint end Silkeormens Spind.
Thi hvad er finere for Tanken,
Af Tanken meer urørligt vel,
End denne første Hjertebanken?
Den første Blomstring i en Sjæl?
2.
Jeg skrifte maa; skjøndt jeg er bange,
At, naar jeg slaaer min egen Stræng,
Jeg høre faaer, — som mange Gange, —
At jeg var ret en tosset Dreng.
— Det var i „Krigens Tid”. Soldaten
Sig bryste overalt man saae,
Og han, den Vigtigste i Staten,
Som Herre i Qvarteret laae.
Dog for ham til Forstand at bringe
Man lod ham i Qvadrille lang
En «cavalier seul» stundom springe
Til Trommeslag og Pibers Klang.
Men for de Folk med Epauletter
Og Sabelqvast blev nok saa flot
Gjort Bal, Concerter og Banquetter,
De burde have det saa godt!
Man hverved musicalske Kræfter
I hver en Krog, hvor man dem fandt;
Og skjøndt de ofte var derefter,
Til Eenhed man dem dog forbandt.
I Symphonien Bratsch jeg spilled,
I Choret sang jeg anden Bas,
Og derfor var det frit mig stillet
At være med til Bal og Stads.
I Skolens sidste Klasse sad jeg,
Alt sytten Aar; med al min Kraft
Apollo og de Ni tilbad jeg —
Just ei, som Rector vilde havt.
Med Fliden gik det ikke rigtig;
Der var saa mangen anden Ting,
Der meer end Plato var mig vigtig
Og fik min Tanke sat i Sving.
Meer end paa Græsken og Latinen
Jeg paa „min Goethe” satte Priis;
Jeg Bratschen strøg og Violinen,
Og jeg skrev Vers — naturligviis.
Og dandse gjorde jeg saa gjerne,
Frit Bal jeg fik som Ripienist.
Først paa et Bal oprandt min Stjerne, —
Og den mig vinked, — det er vist!
Det var nu Pastor Hermanns Datter;
Hid kom hun fra den anden Ø,
Og fuld af Liv og Lyst og Latter
Hun dandsed som en Ellemø.
Saa livlig, sød som Lærken var hun,
Der qviddrer i et Morgenblaa.
En Krands af blonde Lokker bar hun,
Og hendes Smiil og Øine — naa!
Men tænker jeg nu ret tilbage,
Undseelig bliver jeg og trist;
Hun vidste i de unge Dage
Nok mere, end hun burde vidst.
Naar i Balsalen hun paa Stolen
Hos Søstren sad og om sig saae,
Var det mig jo saa klart som Solen,
At det var mig, hun vented paa.
Men var min Sara en Sylphide,
Saa svai og sirlig som et Ax,
Var Søsteren ved hendes Side
En Skjønhed af et andet Slags.
Det var en stolt, bredbarmet Qvinde
Med sorte Øine, fyldigt Haar,
Og „Militairet” kaldte hende
En Juno fra en Præstegaard.
Hun Clara hed. Det kan nok hænde,
Slet Vitz til Jorden sjelden faldt;
Derfor blev ogsaa disse Tvende
De rimelige Søstre kaldt.
Om hende sværmed de som Bremse
Og bøied deres stive Hals
Heel dybt ved den bekjendte Remse:
„Min Frøken! næste Extravals?”
Hun havde sjelden nogen anden
At unde Den, som seent kom hid;
Dog var der Een, — jeg kjendte Manden, —
Som stedse kom i rette Tid.
Og det var Lieutenant Will, den smukke,
Den ædle Ungersvend, hvis Blik
Vist mangen Tanke, fulgt af Sukke
Fra mangen Barm, imøde gik.
Hun elsked ham, — det Alle troede, —
Han hende, — det var aabenbart;
At derfor Een og Anden gloede
Paa ham med Had, var ogsaa klart.
3.
Den sidste Gang før Julefesten
En glimrende Concert vi fik.
Den var saa riig, jeg siger, næsten
Os selv vi dengang overgik.
Saavidt jeg mindes, blev serveret
En Symphonie af Gyrowetz,
Og Bendas Drama declameret
Af Madame Rolf og Adjunct Petz.
En Valdhornsolo blev der tuttet, —
Af en Major med vældigt Mod
En Arie brølt, og derpaa sluttet
Med Chor af „Erik Ejegod”.
Saa kaldte os til Dands Trompeten,
Og Par og Par man hvirvled rask
I Ecossaisen, i Tempêten,
I langsom Vals og Molinask.
Det var min Lyst at see om Clara
De røde Uniformers Flok
Sig trænges tæt, saa jeg og Sara
Hinanden maatte være nok.
Mens de i Glædens Rosenlue
Sig gyngede, som Fugl paa Qvist,
Fik sig Papa i Vertens Stue
En Punch og en gemytlig Whist.
Med Sara sprang jeg ufortrøden
Hver Dands, saamange som der var,
Skjøndt det paa Livet gik og Døden
I Ecossaisens tred’ve Par.
Nihundred Gange sexten Tacter
Kan sagtens gjøre Øret mæt;
At Foden efter Hvile tragter,
Begriber nu man ogsaa let.
Jeg listed derfor gjennem Sværmen
Mig til et Sidecabinet;
Ved Kakkelovnen, bagved Skjærmen
Jeg paa en Sopha segned træt.
Her var det netop, som jeg vilde,
Saa hyggeligt, saa tyst og godt;
Mat som et Maaneskin en lille
Og døsig Lampe tindred blot.
Ei længe fik jeg dog den Glæde
At nyde Hvile her i Fred;
I Cabinettet snart indtræde
Jeg hørte To med lette Fjed.
At det var Will og Clara saae jeg;
Jeg burde reist mig, det er sandt,
Men paa mit Leie stille laae jeg,
Som om en Trolddom fast mig bandt.
Hun Armen om hans Epauletter,
Hans om den ranke Midie lagt, —
Hvor Tanken var, man sagtens gjetter,
Men knap, hvad Læberne fik sagt;
Det var ei Ord, ei Graad, ei Latter,
Det var en Lidenskab saa vild,
Saa glødende, som Den kun fatter,
Der selv har svælget i dens Ild.
Og hvilke Suk og hvilke Navne!
Hun lagde Haanden om hans Kind
Og blev saa ved at favne — favne —
Og stirre ham i Øiet ind.
Hun hvisked sagte: „Lov mig, Søde!
At vi til Juleaften sees!”
I hendes Kys hans „Ja” hendøde, —
Han stod som i en Tryllekreds.
Der hørtes Fjed! — Let som en Due
Hun fløi ud af en anden Dør,
Og han forlod min stille Stue
Halv svimmel, syntes mig, og ør.
Nu var jeg ene; men hvor længe
I Paradis fik Adam Ro?
Jeg saae sig ind med Støi at trænge
I Stuen Officierer to.
Ei kjendte jeg den Ene rigtig;
Men Lieutenant Grant jeg kjendte strax.
Det var en raa Krabat, en vigtig
Vindbeutel af det værste Slags.
En Tjener Glas og Flaskebakken
Paa Bordet satte i en Krog.
De toge Plads. Paa deres Snakken
Ei let man kunde blive klog.
Snart hvisked de, og snart de griinte;
Jeg lyttede af al min Magt,
Men fatted ei — hvor det mig piinte!
Alt, hvad til Vennen Grant fik sagt:
„At der var Een, han haded fyndigt,
At der var Een, han elsked høit,”
Det declamered han saa yndigt
Og svor og bandte dyrt og drøit.
„Nei, Kammerat! tro mig paa Ordet:
Min skal hun blive, — aldrig hans!”
Her lagde Næven han i Bordet,
Saa Glas og Flasker fik en Dands.
De reiste sig, de hvisked atter,
De tømte Glasset, Haand i Haand,
Og stormed ud med haanlig Latter, —
Saa løst jeg blev af Angstens Baand.
Jeg bange var, det nægtes ikke,
Og blev først rigtig let i Sind,
Da, mødt af Saras søde Blikke,
Igjen jeg kom i Salen ind.
Mens i Kehrausens Irregange
Med Fryd jeg svang min unge Skat,
Jeg glemte, hvor jeg nys var bange,
Og hvad jeg saae i denne Nat.
Saa holdt vi ud, til Vintersolen
Saa mat, som vore Voxlys, kom.
Hvordan det da mig gik i Skolen,
Jeg har ei Lyst at melde om.
4.
Nu var da Juleaften kommen,
Som jeg nok een Gang før har sagt;
Med nogle Skillinger i Lommen
Jeg fik mig over Sundet bragt.
Jeg vidste meget godt, jeg turde
Besøge Saras kjære Hjem,
Og troede derfor, at jeg burde
Den Omvei tage — ligefrem;
Thi ligefrem jeg maatte trave,
Ei følge Landeveiens Sving,
Men over Grøfter, Vandløb, Grave
Tidt gjøre mangt et dristigt Spring.
Naar saa jeg havde talt med hende
Og talt med hendes Øine blaae,
Jeg haabed nok, jeg kunde vinde
Til Hjemmet end, før Nat faldt paa.
Men, som sædvanligt, min Beregning
Letsindig var og holdt ei Stik;
Thi Mørket kom, kun svagt en Tegning
Af Maanen gjennem Taagen gik.
Jeg maatte snoe mig gjennem Skoven,
Der strakte sig til Saras By;
Det tætte Grenetag foroven
End meer fordunkled Maanens Ny.
Klap fik jeg nok af Hvidtjørnqvisten,
Hvis Haand just ei var blød og from;
Saa vaded jeg i Leer til Vristen,
Naar jeg paa Kongeveien kom.
Af Buskes Favn jeg maatte slide
Mig løs og snuble tidt i Ovas;
Men for mit søde Maal at lide,
Mig syntes, var just ret tilpas.
Ved Veien, som til Byen førte,
Et lille Pusterum jeg tog;
Min Tinding sittred, og jeg hørte,
Hvor Puls og Hjerte voldsomt slog.
Da syntes Fjed i Løvet traske;
Jeg blev lidt ræd, og hurtigt steeg
Jeg, een af Gymnastikens Raske,
Op i en gammel, knudret Eeg.
Det var to Bønderpiger lange,
Som sagte ud mod Veien kom;
De teede sig, som var de bange,
Ved hvert et Skridt de saae sig om.
De bare Knipler lange, tykke,
Og tæt ved Roden af det Træ
Hvor jeg sad godt i Skjul — til Lykke,
Tog de for Maanelyset Læ.
Jeg sad paa Grenen som et Egern,
Saa sammenkrympet, taus og tyst,
Naar det i Høiden øiner Jægren, —
Men det var snevert i mit Bryst.
Hvad vilde de? — Som Pæle stive
De stod og rørte ei et Lem
Og røbed kun, de var i Live,
Ved sagte Hvisken mellem dem.
En Gangers Hov lød fjernt paa Veien;
Nu Støtterne fik Liv. Jeg saae
Af deres Venden, deres Dreien,
Det var nok Den, de vented paa.
Den Rytter hørtes, mens han traved,
At fløite klart en Melodie;
Den klang, som Hjertet selv den laved,
Thi Fryd og Længsel var der i.
Men da han just var kommet lige
For Træet, paa hvis Green jeg hang,
Jeg saae de tvende Qvinder snige
Sig frem, — de over Grøften sprang.
Den Ene tog et Tag i Bidslet,
Saa Hesten segned fast paa Bag;
Mens Dyndet sprøited op og hvisled,
Hun løfted Stokken som til Slag.
Den anden Qvind sin Knippel svinger,
Paa Ryttrens Hoved faldt tre Hug, —
End i mit Øre fælt det klinger, —
Han sank, — der hørtes ei et Suk.
Dog — da hun atter vilde hæve
Til fjerde Slag sin nøgne Arm,
Mit Hjerte følte jeg at bæve
Forbittret, i ustyrlig Harm.
Glemt var min Angst. Jeg hvined, brølte,
Og kjækt jeg ned fra Grenen steeg;
Mit Mod var vakt, Mandskraft jeg følte,
Og rasende „Til Hjælp!” jeg skreeg.
Men, som en Stormvind havde veiret
Dem bort, de begge To forsvandt;
Mit Skrig alene havde seiret, —
Men, ak! hvad var det, Seiren vandt?
Paa Veien sprang jeg ud fra Gjerdet,
Og da jeg nu saae nøie til,
Hvem Offret var, jeg saae forfærdet,
Det var den unge Lieutenant Will.
Han laae med høire Fod i Bøilen,
Paa Ryggen, nær den vaade Grøft,
Krampagtigt Haanden holdt i Tøilen, —
Uhyggeligt var Hestens Snøft.
Tvivlraadig stod jeg ikke længe,
Af Bøilen friede jeg hans Fod,
Men lod ved Tømmen Haanden hænge,
Saa Dyret taaligt stille stod.
Jeg skraaede rask hen over Vænge,
For Byens første Gaard at naae,
Hvor Alt, hvortil jeg kunde trænge,
Jeg turde haabe strax at faae.
5.
I Præstegaarden var der Gilde
Med Gaas paa Spid og Grød paa Fad;
Det var paa Tiden, da de vilde
Sig sætte ned til Viin og Mad.
En Vogn kom rullende for Døren,
Saa Lægen, der var indbudt med,
Udbrød: „Nu gjælder denne Kjøren
Vist mig, og saa maa jeg afsted!”
Men, ak! jeg glemmer aldrig Skrækken,
Som greb dem Alle, da de saae
Tre Karle paa et Hestedækken
Indbære Den, som laae derpaa,
Han kjendt og yndet var af Alle;
Og Clara — hun — ved dette Syn
Ligbleg paa Gulvet saaes at falde,
Som var hun truffet af et Lyn,
Jeg gav — naturligviis lidt vigtig —
Beretning om, hvad der var skeet,
Men holdt mig strengt, som jeg var pligtig,
Kun til, hvad der var hørt og seet.
Will paa en Sopha laae, behandlet
Af Lægens kunsterfarne Haand;
Hans sorte Lokker var forvandlet
Til en Calott af hvide Baand.
At Sara om min Hals sig snoede
Og kyssed mig mit Ansigt vaadt,
Var — som hun sagde, og jeg troede —
Af lutter Angst og Rædsel blot.
Men under al den Sorg og Jammer
Og i min egen Skræk og Vee
Var inde i mit Hjertekammer
Knap Saras Billed meer at see.
Man saae, at Will var end i Live,
Bevidst, men stum; med Haand og Blink
Han lod forstaae, han vilde skrive, —
Man hurtigt efterkom hans Vink.
En Tavle blev ham bragt; han stræbte
At skrive, kunde man vel see,
Men Haanden mat kun Griflen slæbte,
Det Hele blev kun til et G.
Saa sank paa Leiet han tilbage,
Han sine Øine lukked i,
Det sidste Suk han hørtes drage,
Og Lægens Dom: „Det er forbi!”
Saa det var godt, at man med Lempe
Til Sengs alt havde Clara bragt;
Som Hjælp til Sorgens Kamp at kjæmpe
Sad hendes Moder der paa Vagt.
En Birkedommer kom tilstede,
Med Skriver og med Protokol;
Jeg frem for Skranken maatte træde
Og Spørgsmaal fik jeg mangefold.
Da med Forhøret han var færdig,
Han snøvled: „Nok, min lille Ven!”
Og gik, tykmavet, stolt og værdig,
Til Dødens Høst, at syne den.
Nu var det, følte jeg, paa Tide,
At jeg fra Scenen bort mig drog.
Lev vel! jeg sendte til den Side,
Hvor Sara slumred i en Krog.
Saa listed jeg mig ud af Stuen,
Jeg tog min Frakke paa og Hat
Og traadte uden Angst og Gruen
Ud i den skumle Vinternat.
Mig tyktes, jeg var blevet ældre,
At Livets Alvor var begyndt.
Til mine ventende Forældre
Jeg iled gjennem Tykt og Tyndt.
— Udaadens Haand blev aldrig fundet;
Og Sagen blev, — som Sligt jo skal,
Naar man omsonst har søgt og grundet, —
Lagt til uløste Gaaders Tal.
6.
Lang Tid svandt hen. Med Flid studeret
Jeg havde baade Dag og Nat.
Forlængst jeg alt var gradueret
Og bar den røde Doctorhat.
Thi Digteriet laae i Graven,
Som knap Apoll jeg havde kjendt,
Og til hans Søn med Slangestaven
Min hele Hu sig havde vendt.
I pene Huse — som man siger —
Lidt efter lidt min Praxis gik;
Som en Ballon, der langsomt stiger,
Min Lykke Fyld og Runding fik.
Blandt mine bedste Patienter
En prægtig General der var,
Med Alders Vægt og svære Renter,
Som begge han gemytligt bar.
Og skjøndt han havde Bjørnens Kræfter
Og Ulvens gode Appetit
Og sov i Forhold godt derefter,
Hver Dag han ønsked min Visit.
Een Gang for alle var jeg buden
Til disse „Router”, som han gav
Hveranden Uge; og desuden
Var han til Nytaar meget brav.
Saa var jeg da hos Generalen
En Aften, som jeg havde fri.
Jeg kasted Blikket rundt i Salen,
Jeg vented just paa mit Parti.
Da saae jeg over Gulvet skride
En Dame, grandios og svær,
Udmaiet, som jeg ei kan lide,
Med Blomster, Flor og høit Stavær.
Mens kneisende hun mod mig seiled,
Med Velbehag sit Blik hun lod
Ved hver en Pille strøife Speilet, —
Til smilende hun for mig stod:
„Det lader til, De mig ei kjender?”
„Ah! Clara Hermann? Ikke sandt?”
„Javist! De er blandt gamle Venner, —
Der gaaer min Huusbond, Major Grant!”
Paris, Januar 1869.