Den rige Sommersol bestraalte
Med Purpurguld Landskrona By;
Dampbaaden med sin Røgsky maalte,
Hvor langt der var til Bellevue.
Mørkblaa var Himlen, høi og stille,
Og Sundet som et slebet Speil;
Hvert Skib, saa nødigt som det vilde,
Laae slumrende, med slappe Seil.
Strandveiens Vognerækker sange
Til Skoven trilled deres Fragt;
Der hørtes glade Raab og Sange, —
Al Sorg paa Hylden syntes lagt.
Men tæt ved Sundets Bred, dernede,
Hvor Blomsterpragt der var at see,
Hvor skyggefulde Linde brede
Sig stolt og danne en Allee;
Med Mad og Viin og Sølv belæsset
Et festligt dækket Bord der stod;
Alt mange Flasker laae i Græsset
Med knækket Hals og uden Blod.
Lidt til en Side sad paa Bænke
Stadsmusikantens bedste Folk;
De blæste Touche, kan man vel tænke,
Som en høirøstet Glædens Tolk.
Thi rundt om Bordet havde leiret
Sig mangen ung og gammel Gjæst;
Grossereren, den gamle, feired
Jo her sin gyldne Bryllupsfest.
Een reiste sig og holdt en Tale,
Og Allesammen qvad en Sang
Og skreg Hurra, som de var gale,
Begeistrede, til Glassets Klang.
Da dette saa var tømt til Bunden,
Og Kniv og Gaffel brugtes flink,
Den ædle Brudgom tørred Munden
Og løfted Haanden til et Vink.
Sit Glas han bragte til at klinge:
„Ti stille, Børn! et lille Korn!
Til Tak for Skaalen vil jeg bringe
Jer, hvad jeg Ingen gav tilforn:
En sand Beretning om, hvorlunde
Mig Skjebnen laved Alt tilpas!”
Da holdt de Mund, saa godt de kunde,
Og nipped tyst til deres Glas.
— „Fra Jydland kom jeg, velforsynet
Med Gloser, Phraser, — Haab og Mod,
Og uden Frygt jeg hæved Brynet,
Da ved det grønne Bord jeg stod.
Jeg fik brillante Characterer,
Mig alma mater i sin Favn
Optog med yndige Manerer
Og gav det bedste Sønnenavn.
Saa gik det jævnt i samme Skure,
Med stadigt Skridt jeg vandred frem;
Fra Høresales skumle Bure
Lidt Klart jeg altid bragte hjem. —
En Kjøbmand var der da i Staden,
Det gode Firma C. A. Lang;
Tilfældigt mødtes vi paa Gaden,
Han standsed mig: „Tillad engang!
Det er min Skik, saasnart man nævner
Mig Een, der hedder som min Æt,
At søge og, saagodt jeg evner,
At tjene ham — saa slet og ret.
Da samme Navn vi To nu bære,
De finder det vel ikke sært?
Og da nu De gjør Navnet Ære,
Er det mig, seer De, dobbelt kjært.
Besøg mit Huus og vær som hjemme,
Og trænger De til Raad engang,
Saa beder jeg Dem ikke glemme,
At begge to vi hedde Lang!”
Jeg kom — og saae — men overvundet
Alt første Gang jeg gik derfra.
Et Baand mit Hjerte havde bundet,
Min Tanke, Sjæl — etcetera!
Hvad saae jeg da? En lille Pige,
Saa henved tretten, fjorten Aar;
En fyldig Rosenknop, der lige
Var ved at springe ud i Vaar.
Jeg kom der da, saatidt jeg turde;
Men, hildet i det stærke Garn,
Taug jeg beskeden, som jeg burde, —
Hun var endnu jo kun et Barn.
Men han saae snart, at hans Helene
Var al min Tankes Maal og Meed;
Og da han havde kun den Ene,
Saa blev han ved min Tanke vreed.
Han tog mig da engang tilside
Og sagde ganske barsk og tør:
„Der er en Ting, jeg nok gad vide,
Og som jeg ogsaa vide bør:
De elsker — eller er paa Veie?
Og hvem? — det seer mit Øie grant.
Det er mit Hjertes bedste Eie, —
Siig, har jeg Ret? er det ei sandt?”
Jeg blev lidt stødt, lidt rød i Kammen,
Men da jeg just ei er en Pjalt,
Jeg fatted mig, jeg tog mig sammen
Og svared: „Jo!” og skrifted Alt.
„Saa hør nu her af Barnets Fader
Eet lille Ord, saa godt som ti:
Jeg siger ikke, jeg tillader, —
Thi, ærligt talt, jeg helst var fri.
Men jeg forbyder heller Intet,
Den Ret ei meer en Fader har,
Og nødigt saae jeg mig dog fintet
Som en «tiranno» eller Mar.
Kun een Betingelse maa stilles,
Som ei jeg viger fra; De maa,
Før her fra denne Plet vi skilles,
Med Æresord gaae ind derpaa:
At aldrig De, naar jeg er borte,
For min Helene med et Ord
Vil aabne Deres Hjertes Porte
Og røbe, hvad derinde boer;
Kun naar vi To er ene sammen
Med hende, kan det staae Dem frit
At give Luft for Elskovsflammen,
Hvoraf De mener De har lidt!”
Han fik mit Ord, og vore Hænder
Gav Møde ved den sære Pagt;
Vi skiltes ad som gode Venner,
Skjøndt jeg mig fandt i Lænker lagt.
Thi hvor han saadan kunde mage’t,
At aldrig jeg dem ene fandt,
Det fik jeg dengang ei opdaget,
Mens Eden end min Tunge bandt.
Hvergang jeg kom, og hun var inde,
Til min Fortvivlen ud han gik;
Og aldrig kunde jeg besinde
Mig paa at tale med et Blik.
Naar hun og jeg var stundom ene,
Forpiint jeg som paa Naale sad,
Mens roligt smilende Helene
Mig converseerte nok saa glad.
Forgjæves brød jeg da mit Hoved,
Skjøndt aldrig dog det var min Agt
At bryde, hvad jeg havde lovet;
Jeg holdt mig strengt til Ed og Pagt.
Ak nei! en Faders Fif og Rænker,
Naar han vil vogte paa en Skat,
Er større, end man muligt tænker
Hos ABCeens Marekat!
To Aar henrandt i denne Trængsel,
Mens kjækt et andet Kald jeg lød:
Fra min Examens-Læsnings Fængsel
Jeg hæderligt mig Udvei brød.
Eet Maal jeg havde altsaa naaet,
Det var et ret alvorligt Tørn,
Egregie jeg havde faaet, —
Jeg slog med Vingen som en Ørn.
Nu gjaldt det blot at naae det næste,
Som skulde gjøre Alting kjært,
Det Maal, det yndigste, det bedste, —
Men, Gud bevares! det var svært.
Det var just Foraar. Næste Morgen
Jeg, efter dette Mesterskud,
Imellem Glæden deelt og Sorgen,
Begav mig tankefuld herud;
Thi her om Sommeren han boede.
Man sagde mig paa Trappens Trin,
At Herren laae, men at man troede,
Jeg gjerne kunde gaae derind.
Dog, just som Døren jeg oplukked,
Bag Sengens Silkeomhæng saae
Jeg, at Helene let sig dukked,
Som Maagen i det klare Blaae.
Et Net omkring den blonde Fletning
Og Haaret glat om Panden laae;
Den hvide Natdragt mig en Gjetning
Tillod om det, jeg ikke saae.
Som Lyn det foer mig gjennem Tanken:
„Smed Lykken kjækt i denne Stund!”
Og under salig Hjertebanken
Jeg satte mig med Smiil om Mund.
Jeg meldte mig som Candidaten,
Der blandt dem Alle stod sig bedst;
Han med et Smiil lykønsked Staten
Til slig en veludrustet Præst.
Jeg førte Talen paa Helene.
Han loe: „De troer, for fulde Seil
Ved Characterens Vind alene
At naae til Havn? — De tager feil!”
„Jeg feiler ikke, Hr. Grosserer!
Med Ret jeg kjæmper for mit Liv;
Thi med og uden Characterer, —
Vil hun, saa vorder hun min Viv!
Jeg elsker hende! Nu hun veed’et,
Paa eengang Dem og hende sagt!
Endt er den Qval, mig var beredet
Ved Edens altfor grumme Magt.
Jeg saae, hun sjæled sig bag Sengen,
Da jeg kom ind, og haaber nu,
Jeg seiret har, — hvis ei, gaaer Strængen
Paa min Langmodighed itu!”
Han taug, — han taug, — han tørred Øiet,
Han knuged Haanden mod sit Bryst,
Han reiste sig, forover bøiet
Han kaldte med saa svag en Røst:
„Helene! Alt, hvad denne Herre
Har sagt, det har Du sagtens hørt?
Siig mig, — jeg frygter det, desværre! —
Har det dit Hjerte vel berørt?”
Saa kom hun frem, med Kinder varme;
Jeg fik end ei et Øiekast,
Men begge sine runde Arme
Hun lagde om hans Hals i Hast.
Med Kind ved Kind og tæt ved Øret
Hun hvisked ham et lille Ord,
Og skjøndt jeg ikke kunde høre’t,
Jeg aned dog: „Nu Rosen groer!”
„Ja saa! Du vil med ham paa Landet?
En Præst? — al Ære og Respect!
Men kunde der ei findes Andet,
Som gav hans Virken Værd og Vægt?
Jo! han min Compagnon skal være
Og tegne: L. A. Lang & Co.,
Han Godt og Ondt med os skal bære, —
Saa har jeg Jer dog begge to!
Hos mig han sidde paa Comptoiret,
Med Dig paa anden Sal han boe;
Vi skilles aldrig, — det er svoret!
Saa har jeg Jer dog begge to!
Jeg miste Dig? — Forsøg, Helene!
Om Du kan faae ham til at troe,
At det var Synd, jeg blev alene
Og ei beholdt Jer begge to!”
Hun saae blot paa mig med hiint lange,
Usigelige, søde Blik,
Som siden mig saa mange Gange
Betydningsfuldt til Sjælen gik.
Jeg sagde Ja! Alt blev besluttet;
Og det var sagtens ogsaa bedst,
Thi aldrig end har jeg fortrudt det. —
Saa den Gang blev jeg ikke Præst.
Saaledes fik jeg da hans Ene, —
Min Eneste paa denne Jord,
Min kjære, trofaste Helene,
Som sidder her ved dette Bord.
Fra den Tid er der jo henfløine
Heel mange alvorsglade Aar,
Men hun endnu for mine Øine
Er deilig som i Elskovs Vaar!”
— Her taug den gamle Herre. Sagte
Sin Hustrus høire Haand han fandt
Og sirligt den til Læben bragte
Og tømte saa sit Glas galant.
Men over Bordet saae man samle
Sig alle Gjæsters Glas, med Sang
Og Jubelhurra for de Gamle,
Til Paukers og Trompeters Klang.
Fécamp, September 1868.