Fra lange Reiser hjem han kom,
Johan, den flinke Sømand;
Han havde dygtigt seet sig om
Og pløiet meget Søvand.
Han havde hjem fra China bragt
Tolv stukne Silketrøier
Og Sirts med broget Blomsterpragt,
Og grønne Papegøier.
Det første Sted, hans Hjerte drog
Ham til, — thi Hjertet haster, —
Nyboder var, hvor i en Krog
Som Enke sad hans Faster.
Dog, sandt at sige, var det ei
Just Fasteren, den gode,
Der lokked ham ad denne Vei,
Hvad hun dog næsten troede.
I Fasters Stue sad der Een,
Det var den smaa Anine,
En lille Jomfru, blond og peen,
Hun var Johans Cousine.
Og hende holdt han meget af,
Men lod med Haab sig nøie;
Det smukke Sirts han hende gav
Og saa en Papegøie.
Da saa hans Rhedere igjen
Paa Farten lod ham skikke,
Med Hjertet tungt han reiste, men
Han glemte hende ikke.
Og hun ham glemte heller ei,
Nei, mens hun sad og syede
Ved Vinduet, den lange Vei
Til ham een Tanke tyede.
Og denne, som i Hjertets Grund
Hun gjemte og i Panden,
Den røbed ofte hendes Mund:
„Johan og ingen Anden!”
Saa, naar hun tog paa Sytøi fat
Og lagde Læg i Randen,
Hun sukked, mens hun strøg den glat:
„Johan og ingen Anden!”
Om Aftnen, naar sin Myrtegreen
Hun læskede af Kanden,
Var hendes Tanke atter een:
„Johan og ingen Anden!”
Og saa det gik Dag ind, Dag ud;
Hver Stund — og ei hveranden —
Kom, som i Høst de Stjerneskud:
„Johan og ingen Anden!”
— Saa kom han hjem; og, mønstret af,
Med Hjertebanken atter
Han ud til Faster sig begav
Og hendes søde Datter.
Han fandt dem Begge, som ifjor,
Velsignede og kjære;
Han uden Omsvøb nu sit Ord
Lod Hjertets Bøn frembære:
„Nu er jeg Styrmand, nu jeg kan
Vel trøstigt til Dig beile!
Siig, vil Du have mig til Mand?
Saa vil vi sammen seile.
Jeg trofast Dig med Hu og Arm
Hver Aarets Dag og Uge
Skal holde stadselig og varm
I Last og under Luge!”
Hun vilde gjerne sagt sit „Ja”,
Men dybt i Hjertet laae det,
Saa det var ængsteligt derfra
Paa Læben frem at faae det.
„Saa Du har valgt? Gud bedre det!
Siig det, min rare Pige!”
Hun stammed sagte, lidt coquet:
„Jeg tør det ikke sige!”
Da skreeg han høit i Vee og Skræk:
„Anine! hvem er Manden?”
Men Poppedrengen svared kjæk:
„Johan og ingen Anden!”
Rask tog han Pigen i sin Arm:
„Siig, taler Fuglen Sanden?”
Hun hvisked i hans Favn saa varm:
„Ja, Du og ingen Anden!” —
— Hvor blev den gamle Faster glad!
Hun glemte Bøn og Sukke,
Da efter Aar og Dag hun sad
Forynget — ved en Vugge.