Saavidt som Himlens Stjerneloft sig hvælver
En skummel Tordensky sig vælter frem;
Det Gamle brister og det Nye skjælver,
Og Fred, landflygtig, søger sig et Hjem.
Fra Øst til Vest, fra Nord til Syd det lyner,
Og Hjertet gruer for de sære Syner.
O, Kampens Gud! som frem i Stormen farer,
Retfærdighedens Drot, med Vægt og Sværd!
Beskjerm Du naadigt vore tappre Skarer,
Og styrk dem til en hellig Ledingsfærd.
Vi veed det: hvor Dit Fader-Øie vaager,
Der skues klart igjennem Tidens Taager.
Den røde Dug, som faldt paa hine Enge,
Det hede Taarevæld, som nylig brast,
O, lad som frugtbar Regn dem dybt sig trænge,
Hvor Folkets Hjerte banker, stærkt og fast;
Da vandes Friheds Eeg og Fredens Palme,
Hvis Stammer staae, hvis Løv skal aldrig falme!