Der var ingen Stjerner, førend
Han naaede til Hendes Bo;
Men knap fik Hun aabnet Døren,
Saa blinked ham venligt To.
Paa Havens falmede Tilie
Der var hverken Blomst eller Blad;
Men Rosen midt i en Lilie
Frisk paa Hendes Kinder sad.
Der blussed ei nogen Drue
Rankernes grønne Huus;
Men Hun med sin Læbes Lue
Ham skjenked den sødeste Ruus.
Det var — det Gud sig forbarme! —
Saa sørgeligt, koldt og saa raat;
Men i Hendes favnende Arme
Han fandt det saa yndigt og godt!