Over By, fra Taarnets Kroner,
Under Himlen kold og graa,
Pindsehymnens Alvorstoner
Mægtigt til mit Hjerte gaae.
Sagteligt som Duer hvide
Med det grønne Olieblad
Gjennem Ætheren de glibe,
Medens Skyen skilles ad.
Unge Haab og gamle Minder
Spire frem til kjærlig Trøst;
Taaren, som ustandset rinder,
Vander Blomsten i mit Bryst.
Let mit Suk med Aandedrættet
Flyer som af et Fangebuur,
Liig en Sommerfugl fra Nettet
I den vilde, frie Natur.
Og jeg blues ved min Jammer
I min blege Kummers Nat;
Har jeg i mit Hjertekammer
Ei en rig, en evig Skat?
O, en Skat, hvis fulde, rige
Rente er for Evighed:
Dig, min Uudsigelige!
Og Dit Hjertes Trofasthed.
Og jeg kunde feig forsage?
O, men Gud er mild og god;
Han tilgiver mig min Klage
Og ved Dig han skjenker Mod.
Under Skovens grønne Ranke
Vil jeg vandre eensom ud,
Og en hellig Pindsetanke
Sende fromt til Dig og Gud!