Skulde der komme den Tid,
Da Dine blonde Lokker blev graae;
Da Dine Øines Blaae
Blev sløret, og — skjøndt lige blid —
Din Læbes Purpur svandt;
Da Din svigtende Stemme kun
Som i en Drøm, i et usikkert Blund
Besværligt Vei til Ordet fandt;
Da Din Haand, den kjærlige, bløde,
Med Sittren sig lagde i min,
Og Din Fod med langsomme Trin
Hver Morgen bragt Dig mig imøde:
Da skulde Du vide, hvad nu knap Du troer,
At jeg elsked i Dig de evige Ynder,
Hiin evige Skjønhed, der huldt sig forkynder
I dette Alt, som kun stammer fra Jord;
At den Elskovs dybe Mystik,
Som jeg har læst i Dit Blik,
I hver Lade, i Din Gang,
I Haarets Farve og i Stemmens Klang,
Har en Kilde, der dybere laae,
End Alt det, som her skal forgaae,
End Alt det, vi maae vandre fra, —
Du skal see, hvor jeg elsker Dig da!
Og den Tid — den kommer engang,
Naar det, som nu har Klang
I Høiden og Dybden, er forsvundet;
Naar nedad vor Pande vi bøie,
Mens Tanken alt boer i det Høie,
Hvorhen den fra Mørket sig svang;
Naar Meget er i Glemsel bundet —
Vore Savn, vor Sorg — og min Sang!