Jo tiere jeg Dig seer — ak!
Jo meer Du er mig smuk!
Og jeg skilles altid fra Dig
Med et dybere Suk.
Og med dybere Sukke
Jeg møder Dig igjen;
Der farer sødt en Gysen
Over mit Hjerte hen.
I Dit rørende, blonde
Dit silkebløde Haar
Min vansmægtende Tanke
Saa sød en Drøm sig saaer.
De yndigste Noveller
Jeg aner i Dit Blik;
Jeg ingen Bog saa deilig
End før for Øie fik.
Som Engle om Madonna
Hellige Hoved staae,
Saa tusind Phantasier
En Glorie om Dig staae.
De sværme og de svæve
Saa hemmeligt og tyst;
De vakte milde Flammer
Og Sange i mit Bryst!