Ud over Havets Mark, den øde,
Svæver en Fugl i vildsom Flugt;
Har den ei bygget blandt Roser røde?
Har den ei nippet saa sød en Frugt?
Ak, det kan den ret aldrig glemme,
Hjertet slaaer i det spæde Bryst;
Var den derhjemme! ak, derhjemme!
Aldrig forlod den sin kjære Kyst.
Ængstelig, sky Antelopen iler
Let paa sin Fod over Ørknens Sand.
Aldrig den trættes, aldrig den hviler,
Jaget af Tørstens uslukkede Brand.
Nys den drak af den levende Kilde —
Ak, den svandt! — og en evig Glød
Tærer dens Indre — tidligt og silde —
Driver ustandset til Grav og Død.
Seer Du den Strøm, som fra Klippen skyder?
Rastløs, skummende, stærk og vild
Gjennem Kløft, gjennem Spalt den bryder,
Slynger sig, snoer sig, smidig, snild!
Hvor er dens Maal? — Der, dybt dernede,
Aabner sig huldt dens Længsels Grav,
Og med den rolige Flod, den brede,
Dæmpes dens Suk i det evige Hav.
Falmede Farver! — min Pensel jeg slipper —
Billeder svage — min Griffel er brudt —
Strængene tie — min Stemme mig glipper,
Taushed er alt — — —