Ved en Fuglekræmmers levende,
Tæt myldrende Bod
Heel tankefuld jeg stansed
Forleden Dag min Fod,
Og saae paa de smaa Stakler,
Der hang paa Væg i Buur
Og drømte eller qviddred
Om den vilde, frie Natur.
Der glimred nu en Stillids,
Der hopped nu en Stær,
To Turtelduer sukkede
Hinanden saa nær;
Hist sang en lille Lærke
Paa det fattige Grønt
Sin ungdommelige Trille
Veemodigt, men kjønt.
Saa fløited der en Dompap,
Mens Nattergalen slog,
Saa Iriskens Hvirvel
Mit Hjerte til sig drog;
Thi Guden, som mig naadigt
Har lært en Cither slaae,
Gav ogsaa at mit Øre
Kan Fugles Sprog forstaae.
Med eet blev der saa stille —
En Drossel slog til Lyd;
Han sang om sine Skove,
Om sin Friheds tabte Fryd,
Om røde Bær, om Blomster,
Om Solskin og om Skyer,
Og fortalte saa de Andre
Sit sidste Eventyr.
„Jeg sad i Fruens Bøge
I det liflige Fyen,
Mens Aftenklokken sendte
Sin Hilsen hid fra Byen;
Om Stammen, hvor jeg gynged,
Tæt Vedbenden krøb,
Ved Roden, med Rislen
Klart Møllebækken løb.
Da vandred ind i Lunden
Med langsomt Fjed en Mand;
Han stansed just og satte sig
Ved Bækkens grønne Rand.
Jeg saae det nu saa tydeligt,
Han havde det ei godt;
Hans Kinder vare blege,
Hans Øie det var vaadt.
Og frem han drog af Barmen
Saa fiint et lille Blad,
Det læste han andægtig,
Ret som en Bøn han bad;
Han trykkede det heftigt
Til sin brændende Mund,
Og kasted sig i Græsset,
Og græd af Hjertensgrund.
Jeg vidste, hvad ham smerted,
Jeg kjendte grant dets Navn;
Saaledes kan kun grædes
Ved den Elskedes Savn.
Saa nærmed jeg mig sagte
Fra Qvist og til Qvist,
Og sang, saa trøst jeg kunde,
Med Lempe og med List:
O, græd Du kun Din Taare,
Mens den lindrer Dit Bryst!
O, send kun Dine Sukke
Til den fjerne, fjerne Kyst!
Men lyt dog til mit Varsel,
Og tro dog paa min Trøst:
Din Smerte skal sig vende
Til den saligste Lyst.
Hvad aldrig Du ret værdigt
Kan lovprise ved Din Sang,
Hvad ikke Du tør ane,
Det venter Dig engang!
Hvad Yndigt og hvad Elskeligt
Et Hjerte ønske kan,
Det vorde skal Dit Eie,
Du lyksalige Mand! —
Da hæved han sit Øie, —
Men gjennem Taarens Daab
Jeg syntes dog, jeg skimted
Et lille Glimt af Haab;
Og glad og qvik jeg svang mig
Over Land, over Sø,
Thi, ak, min Længsel stunded
Til Sjællands rige Ø.
Jeg fløi til Dyrehaven,
Jeg fløi til Gyldenlund,
Jeg troede, der vented mig
Min høitelskede Hun.
Da fløited det — da lokked det —
Da voved jeg mig nær, —
Og saa blev jeg da fanget,
Saa jeg nu sidder her!”
Han taug; — men for Propheten
Jeg Løsepengen gav,
Og aabned ret med Vellyst
Den Levendes Grav.
Et Øieblik paa Haanden mig
Han sang sit: „Tak! Farvel!”
Og foer saa glad mod Himlen
Som en frifunden Sjæl.