Naar jeg skal døe, jeg mit Farvel
Af Hjertets indre Dyb vil sende
Til hver en Urt, hvert Kildevæld,
Hvis Duft og Klang jeg lærte kjende.
Naar jeg skal døe, til Solens Lys,
Dens Morgenskjær, dens Aftenrøde,
Jeg kaste vil et Afskedskys
Med venlig Tak for hvert et Møde.
Naar jeg skal døe, maa hvert et Træ,
Hver lille Busk en Hilsen have,
Hvor sødeligt i stille Læ
Min Sorg sig lod i Drøm begrave.
Naar jeg skal døe, for Himlens Blaae,
For Havets vilde, hvide Bølge
Vil jeg, mens Puls og Hjerte slaae,
Ei kold mit Afskedssuk fordølge.
Naar jeg skal døe, hver Nattergal
En lille Afskedssang jeg vier,
For den saa tidt i Skovens Sal
Mig fløited sine Melodier.
Ja hver Naturens rige Skat
Med roligt Sind jeg lader fare,
Naar sig igjennem Dødens Nat
Den bedre Dag skal aabenbare.
Men skal jeg døe, og bort jeg gaaer,
Mens Du maa blive her tilbage,
Vil jeg, til Hjertet stille staaer,
Hver Afskedstanke rent forjage.
Jeg tænke vil: den ene Dør
Oplukker jeg til evig Glæde, —
Det varer ei saa længe, før
Jeg seer Dig fra den anden træde!