Jeg atter hende saae
Den babylonske Sløie;
End dækker hendes Bag
De syv berømte Høie;
Hen under hendes Skjørt,
Hen over hendes Fod
Sig vælter end med Dynd
Den skidengule Flod.
Jeg kom i Kuld og Regn
Og endnu Regnen rusker,
Og Sydens Feber lumsk
Omkring mit Hjerte lusker;
Til Pyramiden hist
Jeg komme kan i Fart, —
Men ellers Alting er
Interessant og rart.
For sex, syv Aar omtrent
Den gamle, frække Qvinde
Leed af en svær Colik,
Af altfor frie Vinde;
Som i sin Ungdomstid
Hun bar en Hue rød;
Lombarder og Ladron
Hun lokked til sit Skjød.
Kanoner støbte de
Af hendes Tempelklokker:
Da sneg sig Fatter væk
Paa bare Hosesokker;
Ondt fik hver Cardinal,
Hver Biskop og Abbed
I Maven, og forklædt
De skyndte sig afsted.
Men før hun saae sig for,
De tappre franske Tropper
Fik luftet hendes Særk
For liberale Lopper.
End de naturlige
Hun har i Overflod,
Med Præster dele de
Nu atter Folkets Blod.
Nu svulmer Floden op
Gjør Gaderne til Bugter;
Af liflig Frugtbarhed
Her overalt det lugter;
Til Pyramiden hist
Man komme kan i Fart, —
Men ellers Alting er
Interessant og rart.
Men Folket har det godt,
Thi deres gode Pave
Velsigner deres Sjæl.
Om ei just deres Mave;
Her vanker aldrig Kjød
For dem, af Faar og Sviin;
Fuldskab afskaffet er,
Thi her er ingen Viin.
De brygge Noget nu
Af Hyldebær og Andet,
Der nok seer ud som Viin,
Men smager reent forbandet;
Til Hoe’det gaar det ei,
Gjør ikke Barmen varm;
Men hvor det kommer hen,
Det vækker stor Allarm.
Kun Præster derimod
Den rene Viin mon drikke,
Den sætter Fedt, saa den
Bekommer dem vist ikke.
Derfor det er saa klogt,
At Romas Bondemand
Nu faaer, som andet Fæ
Kun Grønt og bare Vand.
Igjennem Corso end
De lette Heste traske,
Og Folket traver med.
Men uden Slør og Maske;
Hans Herlighed har reent
Afskaffet denne Skik,
Han unde vil sit Folk
Et frit, uhildet Blik.
Paa patriotisk Sind
Det her ei heller mangler;
Jesuiter gaae omkring
Saa listeligt og angler;
De luge Klinten bort,
De skille Buk fra Faar;
De klippe dette, — hiin
Til Slagterbænken gaaer.
Det er en Fryd at see,
Hvor Alle ere glade,
At fri Madonna blev
Fra hver en Prækestol
Hun bliver gratuleert,
Fordi hun dog tilsidst
Saa vidt er avanceert.
Men her er hundekoldt,
Jeg kan saa grant fornemme
Den fule Febers Haand
Fast om mit Hjerte klemme;
Til Pyramiden hist
Jeg komme kan i Fart, —
Men ellers Alting er
Interessant og rart!
Her prentes kun eet Blad;
Men hvis jeg ret kan skjønne,
Papa nok troer, hans Børn
Bedst trives ved de grønne;
Af Hjertebanken jo
Han selv har meget lidt
Ved uforsigtig Brug
Af dette Sort paa Hvidt.
Hans Capucinerhær
I Fred paa Torv og Gader
Kan nu marchere op
Med Skraal i lange Rader;
De røre kan i Mag
De Klokker Dag og Nat;
Til Livvagt de jo har
Den franske Landsoldat.
At ikke Dyden skal
I Luften tage Skade,
Den vover sig ei ud
At gaae paa Torv og Gade;
I Nonneskikkelse
Den her bag Laas og Muur
Ret som en sjelden Fugl
Er sat i Hækkebuur.
End findes overalt
De tusind Ragerier,
Hvorved nu Peer og Poul
I Kunsten sig indvier;
Med Blyant i sin Mund
Og under Arm en Bog
Den Britte gaaer og gloer
Og bliver lige klog.
Ved spanske Trappe sees
De lasede Modeller;
En Tigger uden Been
Der mangler ikke heller;
Tritonen fløiter i
Sit store Tudehorn,
Sommaren synger Jah!
Altsammen som tilforn.
End samles man i Qveld
I snavsede Caffeer;
End tørre Mødrene
For Vindvet deres Bleer
End vanker hist og her
Et lille Dolkestød;
End æde Kunstnerne
I Julen deres Grød.
Og disse Riddere
Af Meislen og Paletten
End sværme her omkring
Med Raphaels-Baretten;
Med Lionardisk Haar,
Med Buonarotisk Skjæg,
Med Kappen siirligt lagt
I cinqvecentske Læg.
End deres megen Snak
Om Byens gamle Skrammel
Om Øret suser mig
Og gjør mig ganske vammel.
Til Pyramiden hist
Man komme kan i Fart, —
Men ellers Alting er
Interessant og rart!