Jeg laae i Foraarsskoven
Ved Stranden, paa den grønne Eng;
Dybt Slumrende laae Voven,
De Fugle, troer jeg, var i Seng.
Der var saa tyst og stille
Det hørtes, naar Græshoppen sprang,
Og naar den grønne Bille
Med sine Vinger slog til Sang.
Min Tanke fløi saa fage,
At see de Dage, som hengik,
Men hurtigt kom tilbage
Den atter med nedslaget Blik;
De ligned ikke disse,
Jeg ligned ei mig selv engang,
Saa det blev mig det Visse,
At det var ude med min Sang.
At klynke meer og mere,
At blive gammel, sløv og graa,
Det maa nu saadan være, —
Skjøndt det er tungt at bære paa.
Lidt efter lidt Maskinen
Faaer hist og her en Brøst og Bræk,
Og taaler man end Pinen,
Er Hjertets Freidighed dog væk.
Knap kan jeg aande, sukke,
En sandet Ørk er liig mit Bryst;
Jeg kan ei mere dukke
Mig ned i Sangens friske Lyst;
Ak, kunde jeg! — da skulde
En yndig Vagt af Blomster staae
I Flor om Dig, Du hulde!
Og hver en Sorg paa Flugten slaae!
Men ak! jeg kan jo ikke!
Som den, der sov ved Elverhøi
Og maatte Glemsel drikke,
Saa Tanken ham af Sjælen fløi, —
Saadan min Sjæl er øde,
Og Kilden i min Barm er tør,
Og alle Toner døde,
Som strømmed fra min Læbe før.
Derfor tilgiv, at ringe
Er Strømmen nu af Sang og Ord,
At mine Strænge klinge
Kun mat i Tidens store Chor.
Omsonst jeg higer efter
At smedde noget Rigt og Smukt,
Min Hammer mangler Kræfter;
Men — Essens Ild er ikke slukt!