Kong Wolmer stod i Halle,
Og deelde Borg og Land
Til sine Hovmænd alle,
Det bedste som han kan.
Heel naadigt Drotten bøier
Sit Hoved aldenstund,
Mens Skjelmerie og Løier
Ret spiller om hans Mund.
Han gav dem hver et Stykke,
Og lagde Skjemt dertil;
De priisde deres Lykke,
Og takked ham med Smiil.
Den nordre Stump af Landet
Han gav til Eske Brok,
Han sagde: „Kryb i Sandet,
Da har du Huuslye nok.”
„Hvor Ræv og Ulv skal bygge,
Der trives sjelden Gaas,
Og derfor skal I rykke
Hver i sin egen Baas.
Men liden Morten Due,
Flyv kjønt til Aalholm op.
Sid der paa grønne Tue,
Og byg i Bøgens Top!
„Hvor skal vi Galten sætte?
I Krogen kan han boe!
I hedder Høg med Rette,
I har saa hvas en Klo;
Søhanerne I gribe
Ud fra det sikkre Næs! —
Til Kalv jeg giver Ribe,
Der kan han gaae paa Græs.”
Men Ridder Kalv blev arrig,
Han smadsked med sin Mund:
„Den Mundfuld den var karrig,
Guds Død! er jeg en Hund?”
Han daskede paa Sværdet,
Som slingred ved hans Laar:
„Jeg springer over Gjerdet,
Og til de Tydske gaaer!”
Han svang sig paa sin Fole,
Og lod til Holsteen staae,
Den hele Rideskole
Maa Horset gjennemgaee.
Der meldte sig den Gjæve
I Vredens vilde Ruus:
„Hvad synes I, Hr. Greve!
Om mig og Riberhuus?”
Grev Gerhard fra sit Sæde
Sig reisde da paa Stand,
Han tog med Hjertens Glæde
Imod den danske Mand!
Han gav ham tvende Slotte,
Dertil det røde Guld,
Saa Ridderen vel maatte
Ham vorde troe og huld.
Men Vreden svandt, og Anger
Tog Huus udi hans Bryst,
Hans Falk og Hest og Sanger
Var ham ei meer til Lyst.
Med Rynker over Panden
Han sidder taus og tør,
Det Randersøl i Kanden,
Det glider ei som før.
Kong Wolmer sad i Halle,
En Qvæld paa Koldinghuus
Med sine Hovmænd alle,
Og tømde gyldne Kruus,
Da skraaler høit Drabanten,
Som foran Salen staaer:
„Nu kommer saa min Sandten
Hr. Ridder Kalv i Gaard.”
Ind traadte han i Salen
Med hjerteknuste Blik;
Heel dirrende var Talen,
Meer krøb han, end han gik;
Han neied sig med Smerte,
Og kyssed Kongens Slæb,
Han var saa flau om Hjerte,
Og han var bleeg om Næb.
„Hr. Konge! vær mig naadig!
Min Daad den var jo fræk,
Og jeg var altfor graadig,
Derfor løb jeg jo væk;
Men jeg har ikke sovet
I Holsteen, skal I see,
Jeg bringer næst mit Hoved,
Jer stolte Slotte tre.”
Sit Ansigt Drotten bøier,
Og tier aldenstund,
Mens Skjelmeri og Løier
Sig kruser om hans Mund.
Han rakde Fredspokalen
Ham med sin egen Haand;
Saa treen han frem i Salen,
Og trak paa Smilebaand.
„Og hør, I Hovmænd kjære!
Hvad jeg nu sige vil;
Den Kalv er, paa min Ære!
Dog værd at lægge til.
Som Kalv han løb fra Baasen,
Men som en mægtig Ko
Han hjemad satte Kaasen
Med stærke Kalve to.”