En Hest at trække Ploven
Kan du paa Marked faae,
Men Nattergal til Skoven,
Kom flyvende fra oven,
Som Himmelbud at slaae.
Af Folianter tvinger
Ved Flid du Kundskab frem,
Men Tanke, som har Vinger,
Ei ud af Bogen springer,
Men kun fra Lysets Hjem.
Paa Jorden Vælde brammer
Og rig saa Mangen blev,
Men Guld i Hjertekammer
Ei Dødelig annammer
Ved jordisk Gavebrev.
En Kone, til at lave
Lidt Mad, er nem at faae,
Men ei i Kjøkkenhave
Staaer Himlens Blomstergave
Med Purpurkronen paa.
Du grubler og du søger
Om Held paa Livets Vei;
Du græder og du spøger,
Du grandsker dybt i Bøger,
Men Lykken er der ei.
Din Sjel som Efteraaret
Laae koldt i Taagers Nat;
Et Glimt — da er du kaaret,
Da har en Engel baaret
Til dig sin bedste Skat.
Nys var dig Verden øde,
Og Tvivlen var saa stærk,
Da smiler dig imøde
Den Elskede, den Søde, —
Det er ei Jordens Værk.
Hvad Jordens er, af Jorden
Fremspirer rigt til Gavn,
I Syden, som i Norden,
Og det i stadig Orden,
At lindre Støvets Savn.
Den giver Træe til Ploven
Og Hest at trække den,
Men Fuglen kom fraoven,
At synge dig i Skoven
En Sang om Himmelen.
Hvad Himlens er, sig svinger
Uventet til dig ned,
Ei Fliden det fremtvinger,
En Engel dig det bringer,
Naar selv du mindst det veed.
Hvad Jordens er, kan ene
Fremstaae af Jordens Skjød;
Som Frugt af Træets Grene,
Som Mos paa haarde Stene
Er Jordens Gave sød.
Men Gaven fra det Høie,
Som Fugl til Skov, sig svang
Som Smiil fra Pigens Øie,
Som Tanker, der sig føie
I Skjaldebryst til Sang.
Dit Held, din Glæde tager
Du rundt paa Jordens Kreds,
Et Neg som Løn fra Ager,
Til Huusraad imod Klager,
Og er ret vel tilfreds.
Men Himmelgaven svinger,
Som Lyn fra Skyr sig ned;
En Herrens Engel bringer
Din Tanke lette Vinger,
Dit Hjerte Kjærlighed.