Englen smiler fra det Fjerne
Som et Barn med Vinger paa,
Titter gjennem Nattens Stjerne
Ned til Jordens dunkle Vraae,
Klapper, i de spæde Hænder,
Jubler i sin rene Fryd,
Naar et jordisk Hjerte brænder
Varmt for Uskyld og for Dyd.
Englens Smuk paa Himlen spreder
Sig som deiligt Stjerneskud;
Hver en Sjel, som fromt da beder
Om sin Salighed til Gud,
Skal indræde i hans Bolig
Med forklaret henrykt Aand,
Og med Englene fortrolig
Vandre evig Haand i Haand.
Ak! men Englens Øie møder
Ofte Syndens sorte Færd,
Kummerfuldt dens Hjerte bløder,
Har os Mennesker saa kjær,
O da græder den saa saare,
Og som klare Perler smaae
Funkler Englens Medynkstaare
Aarle paa hver Blomst og Straae.
Glem ei Vinket! du, som finder
Englens Graad paa Blomstens Blad,
See! hvor Himlen dig paaminder,
Varer dig saa kjærligt ad;
See et Billed paa hans Naade,
Som er Idel Kjærlighed,
Tit er Engleøine vaade.
For at lede dine Fjed.