Novembersang
Til Venner og Frender
Til Venner og Frender
I forrige Dage var muntert mit Sind,
Og Haanden med Strengene leged,
Nu læner den sig til den falmede Kind,
Som Tid og som Kummer har bleget.
Hvor Barnet ved Fødselsdagsgaverne sang,
Og Venner sig samled til Gilde,
Der fordum min Harpe saa venligen klang,
Som Fuglen, der synger ved Kilde.
O er der en Sjel, som i Hjerte har gjemt
Fra forrige Dage min Stemme,
O er der en Sjel, som ei ganske har glemt,
Hvad selv jeg nu næsten maa glemme,
Saa svæver min Tak til den venlige Aand,
Der end har de Blomster i Minde,
Som Vaarsol udklækkede under den Haand,
Der nu ingen Blomster kan finde.
Kun Løg og Kartofler og Amagergrønt,
Kun Nyttigt der groer i min Have:
Der er ei en Plet, hvor der voxer lidt Kjønt,
Og Gjerdet er falden aflave.
Og skulde da Nogen mig spørge dernæst,
Hvi aldrig som fordum jeg kommer,
Og rækker en Krands til en Fødselsdagsfest
I Vinter og bliden Skjærsommer,
Saa svarer min sagte, min bævende Røst:
Ak, Glæderne vendte mig Ryggen;
Jeg har ikke Blomster til Hjerternes Lyst,
Kun Urter til Gavn for et Kjøkken,
Og har jeg ei Blomster, saa har jeg ei Sang,
Thi Blomster paa Harpen maae herlige,
Ifald den skal tone, saa Strengenes Klang
Fra Hjerte til Hjerte kan trænge.
I forrige Dage var muntert mit Sind,
Og Haanden med Strengene leged,
Nu tører den Taaren af falmede Kind,
Thi Tiden mig røved saa meget;
Den gnaved paa Glæden, som Ormen paa Blad,
Den levned mig kun at erindre,
Men tier end Stemmen, hvor synge den gad,