Barnekjærlighedens Blomsterkjæde
Dufted i det blide Huuslivs Favn;
Fader, Moder nød den sjeldne Glade,
Som de fleste kjende kun af Navn.
Grusomt vækkes de af søde Drømme,
Rædsomt Skjebnens Tordenstemme lød,
Sorgen styrter frem i Taarestrømme,
Og fortvivlet raaber Hjertet: død!
Ida! sytten Somres blide Lykke!
Medgangs Pryd i Frendekredsens Favn!
Fordringsløse Blomst i Uskylds Smykke!
Fortids Haab! ak Fremtids bittre Savn!
Did du svæved, hvor den Aand har hjemme,
Som paa Jorden elsker Gud og Dyd.
Ida! raaber Sorgens Taarestemme,
Ak! det kjære Navn er Rædselslyd.
Er da Mindet om de svundne Dage,
Du forsøded i din korte Vaar,
Al den Trøst, du levnede tilbage,
For at dulme dine Elsktes Saar?
Nei! din fromme dybe Aand fortrolig
Lytted til den høie Frelsers Røst,
Svæved ofte ind i Himlens Bolig,
Søgte Fryd, hvor Mængden søger Trøst.
Kan du tænke paa din Datter, Moder!
Uden Lindring fra et bedre Hist?
Arme Fader! stakkels Søster! Broder!
Idas Minde nævner Jesum Christ;
Han, hvis Guddomskraft af Gravens Gjemme
Fordum kaldte Faders, Moders Lyst,
Han vil ikke de Forladte glemme,
Han vil skjenke dem sin milde Trøst.
O naar Sorgen vrider sine Hænder,
Støttet svagt paa Haabets krumme Stav,
Ene Herrens høie Ord nedsender
Trøstens Engel paa den Elsktes Grav,
Fromt den peger mod den Fredens Hytte,
Som nu venligt favner Idas Aand,
Og hvor kjærlig Troe skal evig knytte
Glædens her paa Jorden brustne Baand.