I Skabningen er Almagts Aand fremstillet,
I Støv den himmelsendte Aand er hildet,
Men viser dog vort Øie Herrens Billed.
Kun Menneskene frækt af Fortrin bramme,
Skjøndt Livets Aand er overalt den samme,
Hver Skabning Blad paa Livets store Stamme.
Dog Mennesket med Grusomhed betvinger
Selv Fuglen, som mod Himlen høit sig svinger,
Misundelig, thi selv han har ei Vinger.
Nød Mennesket, som Fuglen paa sin Rede,
Den kun af Kærligheden følte Glæde,
Da knytted hun Naturens deelte Kjæde.
Da skulde Englen som en Fugl nedsvæve,
Og Mennesket med sig til Himlen hæve,
Hvor de som kjære Frænder skulde leve.