Smaablomsten bøier
De spæde Kroner,
Og sig fornøier
Ved Fuglens Toner,
Meer glad dog bliver,
Naar Pigen kommer,
Hun Alt opliver
Som blid Skjersommer.
Ja hendes Sange
Vi gjerne høre,
Thi mange Gange
De dybt os røre!
Fra Træets Grene
Er Fuglens søde,
Som hendes rene,
Men ei saa bløde,
Thi ømt hun synger
Om Elskovs Lue,
Mens Taaren gynger
I Øiets Bue,
Og Taaren qvæger,
Naar blødt den flyder,
I Blomstens Bæger
Den Honning gyder.
Og naar hun sukker,
Vi hende trøster,
Hun glad da plukker,
Hvad Blomst hun lyster;
Og troe os gjemmer
Den hulde Pige,
Hun aldrig glemmer
Sit Blomsterrige.
Vel Zephyr qvæger
Mod Solens Harme
Det spæde Bæger
I Somrens Varme,
Og Lindring bringer
I fulde Skaaler
Paa lette Vinger
Mod Solens Straaler;
Den Kys os giver,
De er ret søde,
Men ei opliver,
Som Pigens røde
Koralne Læber,
Til dem saa ømme
Vi fast os klæber.
At vi kan tømme
Den friske Sødme
Af dette Bæger,
Hvis Purpurrødme
Os dobbelt qvæger.
Naar Bien kommer,
Og vil os stikke,
Af spæde Blommer
Sin Honning drikke,
Begjærlig suger
Den Safter søde,
Au, au, den knuger
Os vist tildøde.
Med dobbelt Bytte
Fra Blomstens Blade
Til huuslig Hytte
Paa Vinger glade
Den seent sig svinger
Med ranet Sødme,
Og hvad den bringer,
Er himmelsk Sødme,
Som stedse klæber
Paa Uskylds Læber.