Hvi omtumles mine Tanker
Mellem længselsfulde Savn?
Siig, hvorfor mit Hjerte banker,
Nu jeg nævner blot dit Navn!
Nu jeg vil min Tak dig yde,
Vil du ikke mig forskyde.
Muligt, jeg dig ikke kjender,
Muligt, jeg dig aldrig saae,
Muligt, at den Ild, som brænder
Dybt i Hjertets indre Vraae,
Ikke viste mig dit Billed
Luttret for mit Øie stillet.
Hvad du gav, det veed jeg ikke,
O men det var dog min Lyst; —
Fik maaskee ei Skjaldeblikke,
Liflig Sang og Skjalderøst,
Men fik dog et følsomt Hjerte,
Som mig Livets Skjønhed lærte.
Denne Banken af mit Hjerte,
Denne Brænden i mit Blod,
Denne Fryd, som midt i Smerte
Bæver i hvert Ledemod,
Er det Glimt fra Kunstnerhimlen,
Eller hører jeg til Vrimlen?
Jag mig bort, og døv min Stemme,
Hvis jeg hæver den omsonst!
Gjøgleriet skal jeg glemme,
Er jeg ikke skabt til Kunst,
Glemme, hvad jeg stundom troede,
I mit Bryst en Musa boede.
O men fyld mit unge Hjerte
Med en Straale af din Ild!
Du, som tænder Livets Kjerte
Med dit rene Guddomssmiil,
Lad mig i dit Tempel træde!
Staaer jeg ude, maa jeg græde.
Lad mig som en taus Tilbeder
Høre dine Sønners Sang,
Livets Himmelsaligheder
I den dybe Orgelklang!
Hvor de fromme Brødre knæle,
Lad mig fuld af Andagt dvæle!
Skærp mit Øie, styrk mit Øre
I din høie Tempelsal,
At jeg værdigen kan høre
Sangens søde Tonefald!
O naar du mit Bryst opfylder,
Henrykt jeg min Skaber hylder!