Verden har for meget at bestille,
Til at gjemme paa en simpel Sang;
Bogen er for ringe, er for lille,
Til at trodse Tidens Bølgegang.
Men til Dig, som dette Hjerte kjender,
Ret med Længsel Bogen iler hen.
Pige! her er Hyttevisens Frender!
Skal de boe der, hvor Du hused den?
Skal min Ungdoms Sang, min simple Tanke
Finde i din Sjel et varigt Hjem?
Skal jeg føle glad mit Hjerte banke,
Ved at see, hvor ømt Du elsker dem?
Skal jeg ofte see, al Trækfugl kommer
Til sin Fødeegn med disse Ord:
Uforandret blomstrer en Skjersommer
I der Land, jeg elsker meest paa Jord!
Skal jeg høre, at Du trofast gjemmer
Hyttevisen og dens Søstre smaae,
At det Hjerte ei min Sang forglemmer,
Som den, bedste af alle kan forstaae!
Skal engang naar Livets Aften kommer,
Og Du nynner paa en gammel Sang,
Glad jeg spørge, som i hiin Skjersommer:
Har jeg ikke hørt den Sang engang?
Og naar da opfriskes kjærligt Minde,
Skjønne Drømme fra den Vaar, som svandt,
Skal jeg da de glemte Sange finde,
Hvor jeg fordum Hyttevisen fandt?