13. Sang
Kampen ved Skibene.
Kampen ved Skibene.
Men da nu Zeus havde ført de Troiske Kæmper med Hektor
Hen til Skibene, lod han dem der uafladelig udstaae
Qval og Besvær, og vendende bort sine funklende Øine,
Kasted sit Blik han ned til de gangerbetvingende Thraker,
Til Hippomolgernes Land, det retfærdigste Folk, som i Armod
Lever af Hoppernes Melk, og de Mysiske Haandmængskæmper.
Ei mod Troia han vendte nu meer sine funklende Øine,
Thi han formodede ei, at did nogen Gud vilde drage,
Enten til Hjelp for Achaiernes Mænd eller Troernes Krigsfolk.
Dog den stærke Poseidon sad ei iblinde paa Udkig,
Thi med Forbauselse sad han og saae den hidsige Kampfærd
Høit fra den øverste Top af det skovrige Thrakiske Samos,
Hvorfra han skuede klart det kildebesprudlede Ida,
Skuede klart Kong Priamos’ Stad og Achaiernes Skibe.
Der opstegen fra Havet med Sorg han Achaierne skued
Segne for Troerne hen, og paa Zeus var han høilig forbittret.
Ned i en Fart fra det takkede Bjerg paa hurtige Fødder
Steg han, og vandred afsted, og Skov som kneisende Fjelde
Rystede under hans Fod, da paa Vei Poseidon begav sig.
Tregange skred han frem, men fjerdegang stod han ved Aigai
Vandringens Maal, hvor et herligt Palads paa Bunden af Fjorden
Bygget ham var af straalende Guld, uforgængeligt, prægtigt.
Der i Aaget han bandt sine to rapflyvende Heste,
Mankerne var af det pureste Guld, og af Malm deres Fødder.
Selv han hylled sit Legem i Guld, saa greb han sin gyldne
Skjøntforarbeidede Pidsk, og satte sig op paa sin Agstol,
Rulled saa hen over Bølgen, og froe Haifiskene hopped
Om deres Drot fra Kløfterne frem, da de mærked hans Komme;
Havet sig aabned af Fryd, og afsted fløi Gangerne fage,
Uden at Bølgerne væded den kobberne Axel forneden,
Og til Achaiernes Skibe ham førte de springende Heste.
Hist mellem Imbros, den fjeldrige Holm, og Tenedos’ Øland,
Ligger en rummelig Grotte i Havets den svælgende Afgrund;
Der Jordrysteren holdt, og satte paa Stald sine Heste,
Spændte dem flux af Aag, og guddommeligt Foder han for dem
Strøede; med Lænker af Guld, som ei kunde brydes og løses,
Bandt deres Fødder han fast, at trygt de paa Drottens Igjenkomst
Der kunde bie, saa ilte han hen til Achaiernes Krigshær.
Men som en Ild eller hvirvlende Storm med umættelig Gridskhed
Styrted i Klynger de Troiske Mænd med Hektor til Kampen,
Larmende høit, og skrigende vildt; Achaiernes Skibe
Haabed de sikkert at hærge, og samtlige Mænd at ihjelslaae.
Dog den stærke Poseidon, vor Jords Omslynger og Ryster,
Vakte Danaernes Mod, da han did var kommen fra Havet;
Kalchas paa Væxten han lignede grandt og det kraftige Mæle,
Og til Aianterne talte han først, kamplystne de var alt:
Frelse nu kan I forvist, Aianter! Danaernes Krigshær,
Kommer I Kraften ihu, og ei den iisnende Feighed;
Andensteds gruer jeg ikke for Troernes knusende Hænder,
Som over Muren den høie i talrige Skarer er stegne;
Kjækt vil Achaias beenpandsrede Mænd modstaae deres Angreb,
Hist derimod befrygter jeg svart, at der times os Vanheld,
Hist hvor Hektor, der kalder sig Søn af den stærke Kronion,
Fører til Kamp sine Mænd som en Rasende, vild som et Ildblus.
Vilde dog En af den evige Slægt paa Sind Eder lægge,
Selv at stande med Kraft, og rask opmande de Andre,
Bort fra de hurtige Snekker I vist da kunde ham drive
Trods hans Kraft, om Olymperen selv end vækker hans Manddom.
Saaledes talte Poseidon, vor Jords Omslynger og Ryster,
Slog dem saa Begge med Stav, og med Mod og Styrke dem fyldte.
Let han gjorde hvert Lem, baade Fødder og Arme foroven,
Og som en raphenflyvende Falk gjennem Luften sig svinger,
Naar den paa Vingerne løftet fra Toppen af Steengeedsfjeldet
Skyder afsted over Sletterne hen, og jager en Smaafugl,
Saaledes foer Poseidon, Jordrysteren, bort fra dem Begge.
Dette bemærkede først den hurtige Søn af Oileus,
Flux til Telamons Søn den kraftige Aias han talte:
Aias! da En af Guderne selv, som boe paa Olympen,
Spaamandens Skikkelse tog, og bød os for Skibene kæmpe, —
Kalchas forsand var det ei, hiin Tyder af Fuglenes Jertegn,
Strax paa Føddernes Fjed og Benenes Gang jeg ham bagfra
Kjendte, da bort han gik, heel let man Guderne kjender;
Nu er tillige mit Mod her dybt i mit inderste Hjerte
Meer begjærligt end før efter Strid og drabelig Kampfærd,
Rask bevæge sig nu mine Fødder og Arme foroven.
Ham gjensvarede Telamons Søn, den kraftige Aias:
Ogsaa paa lignende Viis mine vældige Hænder nu kryste
Landsen med Kraft, mit Mod er vakt, mine Fødder forneden
Hige begjærlig afsted, og Lyst jeg fornemmer at stride
Mand mod Mand med Hektor, den vildtfremstormende Kæmpe.
Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted
Froe ved den Lyst til Kamp, som en Gud i Hjertet dem indskjød.
Midlertid vakte Poseidon Achaiernes fjerneste Kæmper,
Som ved de hurtige Skibe forfriskede lidt deres Hjerter;
Slappede var af Kampens Besvær deres mødige Lemmer,
Sorg var desuden dem falden paa Sind, da de Troerne skued,
Som over Muren den høie i talrige Skarer var stegne;
Taarerne randt dem fra Øinenes Laag, da disse de skued,
Redning i Nøden ei meer de ventede; men i det samme
Kom Jordrysteren did; let vakte han Krigernes Fylker;
Først til Teukros han treen, og muntred ham, saa til Leitos,
Saa til Deipyros hen, til Helten Peneleos, Thoas,
Samt til Meriones hen og Antilochos, Krigernes Drotter;
Dem med bevingede Ord opflammede Guden og sagde:
Blues, Argeiske Gutter! paa hvem saa trygt jeg forlod mig,
At I til Kamp vilde gaae, og frelse de bugede Skibe;
Dog hvis I fra den rædsomme Kamp Eder trække tilbage,
Kommen er da den Dag, da Troerne skal os betvinge!
Ak! for mit Øie jeg seer et høist forbausende, rædsomt
Syn, som jeg sandelig ei tilforn havde anseet for muligt:
Troerne rykke mod Skibene frem, og i forrige Dage
Flygtige Hinder de ligned forsand, som i Skoven saa bange
Flakkende vildt omkring uden Kraft, uden Lyst til at stride,
Ædes af graadige Dyr, Leoparder, Schakaler og Ulve.
Saaledes lysted tilforn ei Troernes Kæmper at møde
Kjækt Achaiernes Hænder og Kraft, selv ikke det mindste;
Nu derimod de ved Skibene slaaes langt borte fra Staden,
Baade for Brøden, som Kongen bedrev, og hans Kæmpers Forsagthed,
Som af Forbittrelse mod deres Drot ei længer vil friste
Kampen til Skibenes Værn, men ved Skibene lade sig myrde.
Dog, om Atreiden endog, den mægtige Drot Agamemnon,
Ved sin beskæmmende Færd mod Achilles, den rappe Peleide,
Virkelig Skylden maa bære for al den Jammer vi udstaae,
Derfor bør vi dog ei os feigt unddrage fra Kampen;
Nei! lad os bøde vor Brøst, let reises den Mandiges Hjerte.
Ei er det smukt af Eder at svigte det stormende Angreb,
I som i Krigernes Hær er de Tappreste. Aldrig irette
Vilde jeg sætte den Mand, som dorsk fra Striden sig unddrog,
Var han en jammerlig Karl, men paa Eder jeg harmes af Hjertet.
Ha blødagtige Svende! ret snart ved denne Forsagthed
Gjør I Ulykken værre, lad Blusel og Skam Eder Alle
Dybt i Hjertet betage! en frygtelig Kamp er i Anbrud.
Alt er Hektor, den kraftige Helt, ved Skibenes Stade
Traadt til Kamp, vor Port har han sprængt og den dygtige Tværbom.
Saa ved sit Bud opflammed Poseidon Achaiernes Sønner;
Flux hos Aianterne begge sig stilled de sluttede Fylker.
Ei skulde Ares saalidt som den Folkophidser Athene
Lastet dem, vare de komne derhen, thi de dygtigste Helte
Vented i sluttede Rader paa Hektor og Troernes Krigsfolk.
Spyd de knuged mod Spyd, og Skjold mod Skjold som en Skandse,
Skjold sig støtted mod Skjold, mod Hjelm Hjelm, Kæmpe mod Kæmpe,
Rørte de Hovedet blot, da stødte de buskede Hjelme
Sammen med glimtende Kegler, saa tæt ved hinanden de stode;
Svungne med dristige Hænder Spydskafterne hveged i Luften,
Rask de higede frem, til Kamp stod al deres Attraae.
Frem i Klynger nu Troerne brød med Hektor i Spidsen.
Lige mod Fjenden han foer som fra Klippen en knusende Fjeldblok,
Reven fra Tinderne løs i Vinterens Tid af en Bjergelv,
Som med sin skyllende Strøm har sprængt Steenmassernes Lænker;
Høit den springer i flyvende Fart, saa det drøner i Skoven,
Dog ustandset den løber, til ned paa Sletten den kommer,
Da er dens Rullen forbi, skjøndt frem den styrted saa vældig.
Saaledes truede Hektor en Stund, at han lige til Havet
Let vilde bane sig Vei til Achaiernes Snekker og Telte,
Huggende ned; men saasnart han traf de sluttede Fylker,
Standsed han tæt ved Fienden; da bød ham Achaierne Spidsen;
Brugende flinkt tveoddede Spyd og mægtige Slagsværd
Dreve de Helten tilbage, og skrapt blev han tumlet paa Flugten;
Høit han hæved sin Røst, af Troerne hørtes den vide:
Troias og Lykiens Helte, Dardaniske Haandmængskæmper!
Holder nu Stand! ret længe vil ei Achaiernes Sønner
Staae sig mod mig, hvor fast end Rækkerne sammen sig slutte;
Vist vil de flye for mit Spyd, saasandt den øverste Guddom
Heres Gemal, Høittordneren Zeus, selv vakte min Kamplyst.
Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte.
Først Deiphobos, Priamos’ Søn, heel stoltelig traadte
Frem i Skaren, for Brystet han holdt sit blankede Rundskjold;
Foden bevæged han let, og skjult bag Skjoldet han fremskred.
Sigte paa ham Meriones tog med sin lynende Spydstang,
Kasted, og feiled ham ei, thi han traf det blankede Rundskjold,
Dog gjennem Hudernes Lag brød ei den mægtige Landse,
Længe forinden i Skaftet den knak, thi Skjoldet af Tyrskind
Ud fra Livet Deiphobos holdt, da svart han i Hjertet
Grued for Helten Meriones’ Spyd; brat flygted nu denne
Hen til Brødrenes Flok, af Harm i Sindet betagen
Over at Landsen i Haanden ham knak, og Seiren ham glipped;
Flux han iled afsted til Achaiernes Snekker og Telte
Efter det dygtige Spær, han i Tjald havde staaende hjemme.
Midlertid kæmped det øvrige Folk under gjaldende Kampskrig.
Teukros, den Telamonide, hug først den dygtige Spydhelt
Imbrios ned med sit Spær, en Søn af den hestrige Mentor;
Hist i Pedaion han boede, forinden Achaierne landed,
Gift med Medesikaste, Kong Priamos’ Slegfreddatter;
Men da Danaerne kom paa de aareforsynede Skibe,
Drog han til Ilios hen, og Berømmelse vandt han i Staden,
Der han hos Priamos boede, der elsked ham høit som sit Afkom.
Ham traf Telamons Søn med sit mægtige Spyd under Øret,
Drog saa Spydet af Saar, og brat han faldt, som naar Asken
Høit paa den øverste Tind af den fjerntfra synlige Klippe
Segner for Øxen omkuld, og til Jord Smaabladene kaster;
Saa han faldt, da bragede høit den prægtige Rustning.
Frem foer Teukros med ivrig Begjær at plyndre hans Vaaben,
Flux dog Hektor sit lynende Spyd udslynged imod ham,
Dog retud han blikked, og slap med Nød fra den hvasse
Stang, men Amphimachos, Kteatos’ Søn, hvis Fader var Aktor,
Just som tilbage til Kampen han kom, fløi Spæret i Brystet;
Brat han faldt, saa det drøned, og Pladerne klirred om Manden.
Frem foer Hektor paastand, af Helten Amphimachos’ Hoved
Hjelmen at rive, som sluttede fast om Høvdingens Tinding,
Flux dog Aias med lynende Spær fremstyrted mod Hektor,
Huden han saared dog ei, thi Rustningens rædsomme Kobber
Dækked ham trindt, men Skjoldet han traf paa Navlen, og trængte
Hektor tilbage med Kraft, og bort fra begge de Faldne
Maatte han flye, dem bjergede strax Achaiernes Helte;
Hen til Danaernes Hær blev Amphimachos’ livløse Legem
Flux af Stichios bragt og Menestheus, Athenernes Drotter,
Medens Aianterne rask afsted med Imbrios slæbte.
Som et Par Løver i Vang fra en Flok hvastandede Hunde
Snapper en Geed, og bærer den ind i den buskede Kratskov,
Løftende høit den i Flaben, saa ei den Jorden berører,
Saa opløftede høit de to Aianter den Faldne,
Medens de plyndred hans Vaaben, men Hovedet hug ham af bløden
Hals Oileus’s Søn, for Amphimachos yderst forbittret,
Og som en Bold med et Sving han kyled det hen gjennem Stimlen,
Lige for Hektors Fødder det faldt, og trilled i Støvet.
Slagen i Hjertet af Harm blev nu den stærke Poseidon,
Da i den rædsomme Kamp han saae sin Sønnesøn falde,
Flux han iled afsted til Achaiernes Snekker og Telte,
Folket at vække til Daad, og Troerne Qual at berede.
Først imøde ham treen Idomeneus, Kreternes Konning,
Henne han kom fra en Ven, hvem nys Stalbrødrene bragte
Hjem fra Kamp, af et stingende Spyd dybt saaret i Hasen;
Men da til Lægernes Pleie ham Konningen havde befalet,
Ilte han flux af Tjald, thi hen til Kampen at gange
Lysted ham end; da talte til ham den stærke Poseidon,
Lignende Thoas, Andraimons Søn, livagtig paa Mælet,
Han som i Kalydons kneisende Stad og i Egnen om Pleuron
Styred Aitolernes Folk, som en Gud høiagtet i Landet:
Drot for Kreternes Mænd! hvad bliver det til med de Trudsler,
Som det Achaiske Folk har saa tit mod Troerne udstødt?
Ham gjensvared paastand Idomeneus, Kreternes Konning:
Skjønner jeg ret, min Thoas! er ei nogen dødelig Skabning
Skyld i dette, thi alle tilgavns forstaae vi at kæmpe,
Ingen er greben af slappende Frygt, ei heller af Dorskhed
Nogen sig sneg fra den farlige Kamp, men den høie Kronion
Tykkes det ventelig saa for godt, at Achaiernes Sønner
Fjernt fra Argos tilgrunde skal gaae uden Navn, uden Hæder.
Frisk da, Thoas selv freidig du stod bestandig mod Fienden,
Vakte tillige, hvem feig du saae i Striden forsage,
Svigt da heller ei nu, men skynd hver Mand til at kæmpe!
Ham til Svar Jordrysteren gav, den stærke Poseidon:
Gid dog aldrig en Mand, Idomeneus! komme fra Troia
Levende hjem, gid her han en Leeg for Hundene vorde,
Som paa en Dag som denne fra Kamp forsætlig sig unddrog!
Vel da! hent dine Vaaben og kom os Begge det anstaaer,
Flinkt at færdes, til Baade maaskee, skjøndt kun vi er tvende;
Selv de Svages forenede Kraft udretter jo Noget,
Vi derimod turde Begge vel slaaes med de dygtigste Kæmper.
Ordene talt, gik Guden til Mændenes Tummel tilbage.
Men da Idomeneus kom til sit fastopstængede Leirtelt.
Drog han sin deilige Rustning om Krop, og greb et Par Landser,
Ilte saa bort som det flammende Lyn, hvilket Fader Kronion
Tager og slynger med Haand fra den straalende Top af Olympen,
Menneskens Børn til et Tegn, klart lyser den glimtende Flamme,
Saaledes funkled i Løbet om Bryst hans kobberne Plader.
Men hans behjertede Væbner Meriones treen ham imøde
Lidt fra Teltet; et blinkende Spyd han kom sig at hente.
Flux den kraftige Drot Idomeneus raabte til Helten:
Rappe Meriones, Molos’s Søn, høitelskede Krigsven!
Siig, hvi kommer du hid, hvi forlod du den mordiske Kampfærd?
Est du saaret maaskee, og martres af smertende Spydsod,
Hvad eller kom du til mig med Bud? slet ikke mig lyster
Rolig i Telt at sætte mig hen, til Kampen jeg iler.
Derpaa den kløgtige Helt Meriones gav ham til Gjensvar:
Nei! Idomeneus, raadende Drot for de pandsrede Kreter!
Hid jeg kom, for et Spyd at hente mig, hvis du i Teltet
Haver et Spær tilovers, thi knækket er det, som jeg havde,
Nys i Stykker det sprang mod den frække Deiphobos’ Rundskjold.
Ham gjensvared paastand Idomeneus, Kreternes Konning:
Lyster dig Spyd, kan tyve for eet i Tjalden du finde,
Lænede op mod den straalende Væg de stande tilhobe,
Troiske Spyd, dem jeg tog fra de Mænd, som jeg fældte, thi aldrig
Fjernt fra Fjenden i Kampen jeg staaer, det skulde jeg mene;
Derfor i Mængde jeg har baade Spyd og buklede Skjolde,
Kobberne Hjelme tillige, og funklende Brynieplader.
Derpaa den kløgtige Helt Meriones gav ham til Gjensvar:
Troiske Vaaben forsand i mit Telt og mit tjærede Fartøi
Har ogsaa jeg fuldtop, men det falder for langt dem at hente.
Jeg er ei heller en Mand, tør jeg troe, som svigter ved Angreb,
Forrest i Krigernes Hob bestandig til hædrende Kampgang
Træder jeg frem, naar den hidsige Strid er yppet i Marken;
Let kan det hændes, at andre bepandsrede Mænd af Achaia
Ei har bemærket min Færd, dog du maa sagtens mig kjende.
Ham gjensvared paastand Idomeneus, Kreternes Konning:
Grandt jeg kjender dit Mod, hvad behøver du derom at tale?
Blev vi dygtigste Mænd ved Skibene nu til et Baghold
Valgte, hvor Krigernes Mod skinbarligen kommer tilsyne;
Der kan man see, hvad Mand der er Helt, og hvem der er Kryster,
Er det en uselig Karl, da skifter han idelig Farve,
Ei er hans Mod i Bringen saa fast, at han rolig kan sidde,
Knæerne flytter han tidt, mens paa Hug han sidder og ryster,
Lydelig banker ham Hjertet i Bryst, thi stedse paa Døden
Tænker han, ræd for sit Liv, og i Mund ham Tænderne klappre,
Men den behjertede Helt, han skifter ei Farve, han ryster
Aldrig af Skræk naar med Kæmperne først han har lagt sig i Baghold,
Ind i den rædsomme Dyst han jo før jo heller sig ønsker; —
Laste da skulde man visselig ei dit Mod og din Armkraft;
Fik paa det samme du Saar eller Ram, naar du færdtes i Kampen,
Ikke da traf det fjendtlige Spyd dig i Ryg eller Nakke,
Nei, men i Bryst eller Bug det dig foer, naar hidsig du stormed
Frem, i Spidsen for Heltenes Flok med Fienden at snakke.
Dog lad os ei paa Peblingeviis staae her og med Sladder
Spilde vor Tid, at Ingen os skal ubilligen laste!
Nei, men skynd dig og hent af Tjald et Spyd, som kan holde.
Talt, og Meriones flux, heel lig den stormende Ares,
Skyndte sig bort, og hented af Tjald et blinkende Malmspær.
Løb saa hen efter Drotten, paa Kamp han tænkte for Alvor.
Ret som den mordiske Ares, naar ud i Krigen han drager,
Fulgt paa Tog af sin Søn, den stærke, den freidige Rædsel,
Han som forskrækker endog den meest uforfærdede Kæmpe,
Væbnede gaae de fra Thrakien ud til Ephyrernes Sønner,
Eller de modige Phlegyers Folk, ei høre de Begges
Bønner, kun eet af de feidende Folk forunde de Seiren.
Saa Meriones nu og Idomeneus, Krigernes Drotter,
Ginge til Kampen afsted, iførte det funklende Kobber.
Først til Orde Meriones tog, og talte saalunde:
Siig mig, Deukalions Søn! hvor agter du Kampen at møde?
Vil du til Høire begive dig hen, hvad eller til Midten,
Eller til Venstre maaskee? thi de haarfagre Mænd af Achaia
Skorter det neppe paa Kamp, kan jeg troe, hverken der eller hisset.
Ham gjensvared paastand Idomeneus, Kreternes Konning:
Henne ved Midten til Skibenes Værn staae dygtige Kæmper,
Der Aianterne staae, og Teukros, Achaiernes bedste
Armbrøstskytte, i standende Strid udmærket tillige;
Disse tilgavns omtumle ham vil, den straalende Hektor,
Skjøndt han er hidsig paa Strid, og hvor stærk han end monne være,
Svart det falde ham vil trods al hans stormende Kamplyst,
Inden han disses ubændige Kraft og Hænder betvinger,
Og vore Seilere stikker ibrand, med mindre Kronion
Selv udslynger en blussende Brand mod de hurtige Skibe;
Ei er den kraftige Aias en Helt, som skræmmes af nogen
Dødelig Mand, som æder Demeters velsignede Brødkorn,
Og som med Malm kan slaaes ihjel og med mægtige Kampsteen;
Selv for Achilles, den knusende Helt, han ei vilde vige,
Kom det til standende Strid, men i Løb er Peleiden hans Mester.
Dog, til Hæren afsted! og vor Gang vil vi styre til Venstre,
At vi kan see, om vi eller Fienderne Hæder skal vinde.
Talt, foran Meriones gik, lig den stormende Ares,
Indtil de kom didhen, hvor Drotten befoel ham at drage.
Men da nu Troerne saae Idomeneus, kraftig som Ilden,
Baade ham selv og hans Væbner i Rustningens straalende Plader,
Raabte de hen gjennem Stimlen, og styrtede mod ham tilhobe,
Og mellem Skarerne kom det til Strid bag Skibenes Stavne.
Ret som naar hvirvlende Blæst fremdrives af pibende Vinde
Alt paa en Dag, naar Veiene tykt med Støv er belagte,
Alle med eet da reise de flux en rygende Støvskye,
Saa mod hverandre de stormed til Kamp, og i Hjertet de higed
Ivrig i Tumlen med stingende Malm hinanden at myrde.
Over den mordiske Val fremragede stridt deres lange
Flængende Spyd, som ihænde de holdt, og Heltenes Øine
Blændedes stærkt af Kobberets Glands fra de straalende Hjelme,
Og fra de funklende Brynier og blankpolerede Skjolde,
Altsom de stormede frem; heel barsk den Mand maatte være,
Som ved at see slig Færd kunde fryde sig, uden at rystes.
Fiendske tilsinds mod hinanden forvoldte de to Kronioner,
Zeus og Poseidon, de kæmpende Mænd usigelig Jammer.
Zeus var tilsinds, at Hektor og Troernes Folk skulde seire,
Rappen Achilles at hædre, men dog var det ikke hans Villie,
At den Achaiske Hær skulde reent hensegne for Troia,
Thetis og hendes behjertede Søn han blot vilde hædre.
Men for at vække til Kamp Argeiernes Mod var Poseidon
Stegen i Løn fra det graalige Hav, da med Smerte han saae dem
Segne for Troerne hen, og paa Zeus var han høilig forbittret.
Eens af Byrd og fædrene Slægt var de rigtignok Begge,
Zeus derimod var ældst og begavet med høiere Viisdom,
Derfor Poseidon fordristed sig ei til aabenlys Bistand,
Lønlig i Menneskeskabning han Krigerne vakte til Kampdaad.
Rundt om de kæmpende Folk nu slyngede Begge den haarde
Kamps og altødelæggende Krigs uopløselig stærke
Reeb, og trak med skiftende Kraft, saa Krigerne segned.
Rask Idomeneus muntred sit Folk, og mod Troerne sprang han
Frem, saa de veeg, skjøndt Haarene alt ham graaned om Issen.
Først han Helten Othryoneus vog; i Staden han boede,
Did var han dragen fornys fra Kabesos ved Rygtet om Krigen,
Priamos fagreste Datter Kassandra til Viv han begjærte,
Beiled dog ikke med Gaver, men loved den vældige Idræt,
Bort fra Troia med Magt Achaiernes Sønner at drive;
Derfor den aldrende Drot havde lovet ham Pigen tilægte,
Og i Fortrøstning til Konningens Ord mod Fienden han kæmped,
Men med sit blinkende Spær Idomeneus sigted og traf ham,
Just som han strunk kom skridende frem, og den kobberne Brynie
Bøded kun slet mod Spydet, thi midt i hans Bug det sig fæsted;
Brat han faldt med et Drøn, og med Jubel Idomeneus raabte:
Dig, Othryoneus! priser jeg høit over Mennesker alle,
Hvis du saasnart tilfulde kan holde det Ord, du har givet
Priamos, Dardanos’ Ætling; til Viv han dig loved sin Datter,
Lignende Løn havde vi dig villigen lovet og skjenket,
Gjerne fra Argos vi hid havde hentet dig Kong Agamemnons
Fagreste Datter til Viv, ifald du med os i Forening
Ilions velbebyggede Stad i Gruus havde styrtet.
Følg nu med mig til Skibene hen, at der om dit Bryllup
Tale vi kan, og forsand vi skal ei være prutne paa Medgift.
Saa Idomeneus taled, og over den buldrende Kampplads
Trak han den Faldne, men frem til Hevn Kong Aisios traadte.
Nede ved Vognen han stod, og de vælige Heste, som Svenden
Holdt, ham pusted i Ryggen, selv higed han ivrig at ramme
Krigernes Drot, men denne paastand ham stødte sin Landse
Ind under Hagen i Struben, saa Kobberet løb gjennem Halsen.
Brat han faldt, som naar Egen og Sølverpoppelen falder,
Eller den kneisende Gran, som Huggerne oppe paa Bjerget
Fælde med skærpede Øxer til Planker og Mast til et Fartøi,
Saaledes laae han paa Jorden ved Vognen og Gangerne henstrakt,
Knuged med Haand det blodige Støv, og gnidsled med Tænder.
Gangernes Styrer blev slagen af Skræk og tabte sin Samling,
Selv at vende med Vognen, for Fiendernes Hænder at undflye,
Mægted han ei, og flux Antilochos, Helten saa freidig,
Bored ham ind i Livet sit Spær, og den kobberne Brynie
Bøded kun slet mod Spydet, thi midt i hans Bug det sig fæsted.
Ned af den prægtige Karm han styrted med rallende Dødssuk,
Og Nestoriden, den Helt Antilochos, kjørte paa Stedet
Gangerne bort fra Troernes Sværm til Achaiernes Krigshær.
Slagen af Sorg over Asios’ Fald mod Idomeneus stormed
Helten Deiphobos frem, og slynged sin lynende Spydstang,
Dog retud Idomeneus saae, og behændig han undveeg
Kobberets Od, thi skjult han stod bag det blankede Rundskjold,
Hvilket i Kampen han bar, med Huder og straalende Kobber
Rundt beklædt, og forinden med to Tværbøiler forsynet.
Ned bag dette han dukked, da fløi den kobberne Spydstang
Hen over Helten, men hæst Skjoldpladerne klirred, da Landsen
Streifed forbi, dog omsonst var den ei udslynget af Haanden,
Thi Hippasiden Hypsenor, den Folkdrot, nedenfor Brystet
Spydet i Leveren gik, saa Knæerne segned paa Stedet.
Jublende høit med lydelig Røst Deiphobos raabte:
Ei uhevnet Kong Asios faldt, forvist paa sin Vandring
Ned til Hades’s Borg med de fasttilstængede Porte
Frydes i Hjertet han vil, at en Svend jeg gav ham til Ledtog.
Talt; hans brammende Ord forbittred Achaierne saare.
Ingen dog meer end den Helt Antilochos rørtes i Hjertet,
Dog i sin Sorg forglemte han ei den myrdede Landsmand,
Rundt omkring ham han løb, og dækkede trindt ham med Skjoldet;
Ned sig bukked og løfted ham op to ærlige Svende,
Helten Alastor og Echios’ Søn den brave Mekisteus,
Og til de bugede Snekker de bar den sukkende Kæmpe.
Heller ei rasted den Drot Idomeneus, stedse han higed,
En af de Troiske Mænd at skikke til Mørkhedens Rige,
Eller at lade sit Liv til Værn mod Achaiernes Ufærd.
Derpaa han traf en Søn af den herlige Drot Aisyetes,
Helten Alkathoos, som var en Maag af den Ædling Anchises,
Gift med Hippodameia, blandt alle hans Døttre den ældste,
Elsket i Hjemmet af Faderen ømt og den værdige Moder,
Saasom hun stod i Skjønhed og Vid og i qvindelig Gjerning
Over enhver jevnaldrende Møe, thi havde til Hustrue
En af de ypperste Mænd i Troernes Land hende fæstet, —
Ham betvang nu Poseidon med Drotten Idomeneus’ Landse,
Blænded hans funklende Øine, og bandt hans herlige Lemmer;
Hverken tilbage han mægted at flye, ei heller til Siden,
Men ubevægelig stiv som et Træe med kneisende Krone,
Eller en Støtte han stod, da jog ham Idomeneus Landsen
Midt i Brystet, og sønder den brød hans kobberne Brynie,
Som havde skjermet hans Legem tilforn saa ofte mod Ufærd;
Huult nu klirrede Bryniens Malm, da den flaktes af Spydet,
Brat han faldt med et Drøn, dybt bored sig Landsen i Hjertet,
Og ved de gispende Slag den hvegende stod, saa dens Dopskoe
Dirred en Stund, dog hvilede snart den mægtige Spydstang.
Jublende høit med lydelig Røst Idomeneus raabte:
Siig mig, Deiphobos! regne vi sligt for lige Betaling?
Tre blev dræbte for Een; ja! ret som en Daare du brasker.
Vel, min Ven! kom frem, og stil dig imod mig til Tvekamp,
At du kan see, hvad Ætling af Zeus her træder imod dig.
Zeus først avlede Minos, den mægtige Hersker paa Kreta,
Minos sig avled en Søn saa bold, Deukalion hedd’ han,
Mig har Deukalion avlet til Drot paa Kreta saa vide
Over mangfoldige Mænd, og hid over Havet jeg stævned,
Dig og din Fader og Troernes Folk til Jammer og Ufærd.
Saa han talte, Deiphobos stod og betænkte sig raadvild,
Enten han bort skulde flye, og En af de modige Troer
Hente til Hjelp, eller ene til Kamp mod Idomeneus træde.
Medens paa dette han grunded i Sind, det tyktes ham tjenligst,
Hen til Aineias at gaae, og staaende bagest i Hæren
Denne han traf, thi fortørnet paa Priamos var han bestandig,
Saasom hans Tapperhed ei blev af Konningen lønnet med Hæder.
Trædende nær, med bevingede Ord saalunde han talte:
Kom, Aineias, du Troernes Drot! nu bør du i Sandhed
Ile din Svoger til Hevn, saafremt du agter paa Frendskab;
Følg mig, at Hevn kan snart for din Svoger Alkathoos times,
Som i sit Huus har tugtet dig op fra din tidlige Barndom.
Ham har den dygtige Helt Idomeneus dræbt med sin Landse.
Talt; i Aineias’s Barm ved sit Ord han Hjertet bevæged;
Frem mod Idomeneus foer han, paa Kamp han tænkte for Alvor.
Ei dog Idomeneus lod som en Pog sig kyse tilbage,
Kjæk han stod, som en Basse paa Fjeld, der i Lid til sin Styrke
Trøstigen staaer, skjøndt Jægernes Flok i den afsides Bjergegn
Farer imod den med Støi, langs Ryg sine Børster den reiser,
Øinene gnistre som Ild, imens sine Tænder den hvæsser,
Hidsig paa Kamp med Hundenes Flok og Jægernes Skare;
Saaledes stod Idomeneus fast, da rappen Aineias
Styrted imod ham til Strid, men til Brødrenes Skare han raabte,
Da han Askalaphos saae og Deipyros med Aphareus
Som hos Meriones stod og Antilochos, Krigernes Drotter,
Dem med bevingede Ord opflammede Helten og sagde:
Hid, mine Venner! til Hjelp! her staaer jeg forladt, og med Rædsel
Seer jeg, at rappen Aineias til Kamp fremstormer imod mig,
Han er en drabelig Helt, til Kæmper at fælde paa Stridsmark,
End i sin blomstrende Alder han staaer, og stor er hans Styrke;
Var vi saasandt jevnaldrende Mænd med det Mod vi besidde,
Længe da vared det ei, før han eller jeg vilde seire.
Saa han taled, og Alle som Een med freidige Hjerter
Nærmed sig flux, mod Skuldrene hardt de Skjoldene knuged.
Ogsaa den Helt Aineias til Hjelp Stalbrødrene kaldte,
Da han Deiphobos saae, den Ædling Agenor og Paris,
Drotter, som han, for Troernes Hær, og menige Krigsfolk
Fulgte desuden i Flok, som naar Faarenes Stimmel fra Græsgang
Vædderen følge til Vanding, i Hu da glæder sig Hyrden,
Saaledes fryded Aineias sig ret i sit inderste Hjerte,
Nu da han saae, hvor freidig til Strid ham Krigerne fulgte.
Frem til drabelig Dyst om Alkathoos foer de med lange
Landser i Haand mod Fienden, høit braged de kobberne Plader
Trindt om Krigernes Bryst, da de ramte hinanden i Tumlen.
Raskere dog end de øvrige Mænd to dygtige Kæmper,
Helten Aineias, og Konning Idomeneus, stærke som Ares,
Higed hinanden tilblods med det grusomme Kobber at stinge.
Først Aineias sit lynende Spyd mod Idomeneus kasted,
Dog retud han blikked, og treen tilside for Stangen,
Dirrende foer den forbi, og i Muld sig fæsted den blanke
Od, af Aineias’s senede Haand var den fløien forgjeves.
Derpaa Idomeneus jog sit Spyd Oinomaos i Bugen,
Kløved hans hvælvede Pandser, og Tarmene vælded af Livet
Ud, i Støvet han faldt, og i Muld han famled med Haanden.
Flux af Dødningens Liv Idomeneus atter sit lange
Spær uddrog, men af Skulder de prægtige Vaaben at rive,
Mægted forresten han ei, thi hardt blev han kuet af Spydkast;
Fødderne stod ei længer ham bi, naar han rask vilde færdes,
Hverken til hurtige Spring efter Spyd, ei heller til Undløb;
Derfor i standende Strid han sig værged mod Jammerens Time,
Men til at vige fra Kamp var hans Been ei rappe som fordum.
Som han nu langsomt fortrak, da slynged Deiphobos hidsig
Spydet mod Flygtningen hen, ei kunde sin Harm han forvinde;
Dog han feiled som før, men Askalaphos traf han med Spydet,
Krigsgudens Søn, i Skuldren ham gik den dygtige Landse,
Ned i Støvet han faldt, og i Muld han famled med Haanden.
Ei havde Ares den stærke, den kraftigmælede Krigsgud
Mærket endnu, at i Kampen hans Søn var kommen af Dage,
Thi under gyldene Skyer han sad afskaaren fra Krigsfærd
Oppe paa høien Olymp, hvor en Deel af de salige Guder
Ogsaa ved Zeus’s Beslutning blev holdt fra Striden tilbage.
Frem til drabelig Dyst om Askalaphos Krigerne styrted.
Først Deiphobos rev af Askalaphos Hoved den blanke
Hjelm, men Meriones flux, heel lig den stormende Ares,
Jog med et Spring ham Spæret i Arm, og ud af hans Hænder
Faldt den gittrede Hjelm til Jord og klirred i Faldet.
Frem paany som en Grib Meriones styrted imod ham,
Og af hans øvere Arm uddrog han sit mægtige Spydskaft;
Hen til Landsmandsskaren den Saarede veeg, men Polites
Midt om Livet ham greb, og bar sin kjødelig Broder
Bort fra den buldrende Val, indtil de naaede de raske
Gangeres Spand, som fjernt fra Strid og vildene Kampgnye
Stod for den prunkende Karm, og blev holdt af Kudsken tilbage;
Rapt til Byen afsted de løb med den sukkende Kæmpe
Svart forpiint, af den saarede Arm randt Blodet i Strømme.
Midlertid kæmped det øvrige Folk under gjaldende Kampskrig.
Frem mod Aphareus Kaletors Søn sprang Helten Aineias,
Jog ham i Struben det stingende Spyd, da han mødte ham brystgængs;
Hovedet segned til Siden, saa Hjelm og Skjold med det samme
Sank, og den livopslugende Død udbredte sig trindt ham.
Flux Antilochos styrtede frem, da han mærked, at Thoas
Vendte ham Ryggen, og sønder han rev med den flængende Spydsod
Aaren, som løber paa Menneskets Ryg heelt op under Nakken,
Denne han skar tversover, saa ned i Støvet han baglænds
Segned, og Hænderne strakte han ud mod Brødrenes Skare.
Rask sprang Helten Antilochos til, og plyndred hans Rustning,
Blikkende varlig omkring, thi Troerne flokkedes trindt ham;
Jevnlig de ramte hans glimtende Skjold, men Antilochos’ bløde
Hud at ridse tilblods med det ubarmhjertige Kobber,
Mægted de ei, thi Poseidon, den vældige Ryster af Jorden,
Skjermede Nestors behjertede Søn trods Spydenes Mængde.
Aldrig han havde for Fienderne Fred, men tumled sig stedse,
Ei kom Spydet til Roe i hans Haand, bestandig det hveged
Rask ved de kraftige Sving, og snildt forstod han at sigte
Snart til fjernere Kast, og snart for at bruge det brystgængs.
Adamas, Asios’ Søn, bemærkede strax, at i Stimlen
Sigte han tog, da stormed han frem, og lige mod Skjoldet
Drev han sit Spyd, men det vildene Havs sorthaarede Konning
Undte ham ei Antilochos’ Liv, og svækkede Spydets
Kraft, men fast i hans Skjold, som en Pæl, der er sveden i Luer,
Sad den knækkede Stump, paa Jord laae Resten af Stangen.
Hen til Landsmandsskaren han veeg, for Døden at undflye,
Dog Meriones fulgte ham flux, og traf ham paa Flugten
Midt mellem Blusel og Navle, et Sted, hvor de krigerske Vaaben
Slaae de usalige Menneskens Børn de piinligste Vunder,
Der han traf ham, og segnende hen med Landsen i Livet
Laae han og sprællede, ret som en Tyr, den Hyrder paa Bjerget
Binde med snoede Reeb, og med Magt hjemdrive fra Græsgang;
Saa han sprælled en Stund, dog ei ret længe der vared,
Flux Meriones traadte ham nær, og ud af hans Legem
Rev han den mægtige Stang, og Mulm omhylled hans Øine.
Helenos treen mod Deipyros frem, og hug ham sit store
Thrakiske Sværd i Tindingen ind, saa Hjelmen ved Hugget
Styrted af Hovedet ned, og rulled i Støv, en Achaier
Tog den op, da den trillede hen mellem Krigernes Fødder,
Og om Deipyros’ Øine sig hylled det rædsomme Natmulm.
Sorg Atreiden betog, den kraftige Helt Menelaos,
Flux mod Helenos, Drotten saa bold, han truende styrted,
Svingende heftig sit Spyd, da krummede denne sin Armbrøst.
Frem foer Begge med fælleds Begjær hinanden at ramme,
Hiin med det skærpede Spyd, med Piil fra Strengen den Anden.
Priamos’ Søn sin Piil ham skjød mod det hvælvede Pandser
Lige for Brystet, tilbage paastand fløi Pilen den bittre.
Som naar i rummelig Loe blaaspraglede Bønner og Vikker
Hoppe bestandig om Skovelens Blad og springe tilbage
Baade ved Skovlerens svingende Kast og de susende Vindpust,
Saaledes sprang med Kraft fra den Helt Menelaos’s Pandser
Helenos’ braadede Piil, langt fløi den fra Malmen tilbage.
Atreus’s Søn derimod, den kraftige Helt Menelaos,
Traf den Haand, hvormed Buen han holdt, og tvers gjennem Haanden
Ind i den glattede Bue sig hefted den kobberne Spydsod,
Hen til Landsmandsskaren han veeg, for Døden at undflye,
Dinglende hang hans Haand, og slæbte det tyngende Askspær.
Strax Agenor, den modige Helt, drog Spæret af Haanden,
Tog saa et Baand, fastsnoet af Uld, af en Slynge, som Svenden
Bar for Drotten, og rundt om den saarede Haand han det vikled.
Rask Peisandros til Kamp mod den herlige Helt Menelaos
Løb nu frem, i Døden ham drev den rædsomme Skjebne,
At han for dig, Menelaos! i frygtelig Kamp skulde segne.
Da de nu skridende frem hinanden var traadt under Øine,
Kasted Atreiden, men feiled, hans Spyd fløi hen til en Side.
Mod Menelaos’s Skjold nu svang Peisandros sin Landse,
Mægted dog ei at drive den kobberne Od gjennem breden
Skjold, som kraftigen bøded for Ram, saa Landsen i Skaftet
Knak; i Haab om Seier han alt sig fryded i Hjertet.
Dog Menelaos af Balg sit sølvbenaglede Slagsværd
Drog, og sprang mod Peisandros, men frem bag Skjoldet han løfted
Flux sin kobberne Øxe, som sad paa et glat og forsvarligt
Skaft af Olietræe, da foer de sammen paa eengang;
Oppe paa Spolen ved Busken sin Øxe han drev mod Atreidens
Haaromflagrede Hjelm, men for Panden et Hug over Næsen
Gav ham Atreiden med Sværd, saa det braged i Been, og hans Øine
Blodige faldt af Hovedet ud for hans Fødder i Støvet.
Vaandt den Faldne sig vred; hiin satte sin Hæl for hans Brystbeen,
Drog hans Vaaben af Krop, og skreg med hoverende Stemme:
Saa vil I dog vel nu fra Danaernes Skibe fortrække,
Trodsige Mænd af Troia, umættelig gridske paa Kampfærd!
Aldrig tilforn I mangle det lod paa Skjændsel og Udaad,
Dem I har dynget paa mig, I nedrige Hunde, som aldrig
Grued i Sind for Tordneren Zeus, hiin Gjæstebeskjermers
Straffende Harm, som engang Eders kneisende Stad skal forstyrre,
I som saa frækt min Ungdoms Viv og mangfoldige Skatte
Raned fra fredelig Mand, i hvis Huus I beværtedes gjæstmildt;
Nu er I ogsaa tilsinds mod de havbefarende Skibe
Hærgende Ild at kaste og myrde Danaernes Helte;
Dog I helme vel sagtens trods al Eders rasende Kamplyst.
Fader Kronion! man siger jo dog, at høit du i Viisdom
Staaer over Guder og Mænd, dog fra dig hidrører det Hele,
Du som jo nu fortrinlig din Gunst de Troiske Voldsmænd
Skjenker, hvis Mod er saa vildt og ubændigt, at aldrig
Mættes af Kampen de kan i den altødelæggende Krigsfærd;
Mæt man vorder af Alt, endog af Søvn og af Elskov,
Og af den yndige Dands og Sangens fortryllende Toner,
Hvilke dog meer end Krig man sig ønsker, til Lysten er ganske
Styret, men aldrig kan Troernes Folk blive mæt af at stride.
Saaledes taled Atreiden, imens han de blodige Vaaben
Drog af Dødningens Krop, dem gav han i Svendenes Værge,
Treen saa atter til Strid, blandt forreste Kæmper at færdes.
Drotten Pylaimenes’ Søn Harpalion styrted nu mod ham;
Dragen i Leding han var til Ilios hen med sin Fader,
Men til sit elskede Fædreneland kom han aldrig tilbage.
Frem mod Atreiden han gik, og svang mod Skjoldet sin Landse,
Mægted dog ei at drive den kobberne Od gjennem Skjoldet;
Hen til Landsmandsskaren han veeg, for Døden at undflye,
Blikkende ræd omkring, at Ingen hans Hud skulde saare.
Men efter Flygtningen skjød Meriones, og i den høire
Bagdeel han jog ham en Piil, beslagen tilgavns med en Malmod,
Tværs gjennem Blæren den foer, og bored sig lige til Benet.
Ned han segned paa Stedet, i Vaabenbrødrenes Arme
Aandede Livet han ud, og ynkelig strakt som en Regnorm
Laae han paa Jord, sort strømmed hans Blod og vædede Muldet.
Travlt omstimled i Kreds Paphlagoniens Kæmper den Faldne,
Lagde med Sorg udi Sind hans Liig paa en Vogn, og til Staden
Kjørte de hjem, med strømmende Graad hans Fader dem fulgte,
Men for den myrdede Søn skulde Hevn ei Faderen times.
Vred blev Paris i Hu, da han saae Harpalion falde;
I Paphlagoniens Land var denne hans Gjæsteforbundne;
Slagen af Harm udskjød han en Piil, velbraadet med Kobber.
Nu var der Een, Euchenos ved Navn, Polyides den Spaamands
Søn, bemidlet og brav, han eied en Gaard i Korinthos,
Fuldt belavet paa gruelig Død var han stegen paa Fartøi,
Thi Polyides, den aldrende Helt, havde ofte forkyndt ham,
At han af ynkelig Sot skulde døe i sin fædrene Vaaning,
Eller af Troiske Mænd blive dræbt ved Achaiernes Skibe;
Derfor Achaiernes haanlige Bod saavel han sig unddrog
Som den forknugende Sot, at i Sind han ei skulde pines.
Ham i Kjæven og Øret han traf, paa Stedet hans Livsaand
Ud af Lemmerne foer, og Mulm omhylled ham rædsomt.
Saa de fristed en Kamp, der med blussende Ild er at ligne.
End havde Hektor, hiin Yndling af Zeus, ei spurgt eller mærket,
Hvordan hans Folk ved Skibene hist til Venstre blev dræbte
Af de Danaiske Mænd, og at snart Achaiernes Sønner
Seier og Rye vilde vinde, saa stærkt opmuntred Poseidon
Alle Danaer til Kamp, og skjermed dem selv med sin Styrke.
End han holdt hvor han først gjennem Porten og Muren var stormet,
Dengang de sluttede Rækker han brød af Danaiske Skjoldmænd;
Der, hvor Aias’s Snekker og Protesilaos’s Skibe
Laae paa Strand ved det graalige Hav; der havde tillige
Lavest de bygget den værnende Muur, og Kæmper og Heste
Stormed nu der i Strid paa det hidsigste løs mod hverandre.
Der Boioter, Ioniske Mænd i slæbende Kofter,
Phthier og Lokriske Folk og Epeiernes herlige Sønner
Borte fra Skibene holdt med Nød den stormende Hektor,
Mægted dog ei at drive ham bort, thi han raste som Ilden;
Dernæst Athens udkaarede Mænd, over hvilke Menestheus,
Peteos’ Søn, befoel, og ham ledsaged desuden
Stichios, Pheidas og Bias, og tre var Epeiernes Drotter,
Amphion, Drakios, Meges, en Søn af Ædlingen Phyleus.
Phthiernes Drotter var Medon og Helten den kjække Podarkes;
Medon var Broder til Aias, en Søn af den Ædling Oileus,
Men han var slegfred af Byrd, og i Phylake tog han sin Bopæl,
Fjernt fra sit elskede Fædreneland, fra den Stund han i Kivsmaal
Slog en Broder ihjel til Oileus’s Viv Eriopis.
Men Phylakiden Iphiklos var Fader til Helten Podarkes.
Rustede begge til Kamp i Spidsen for Phthiernes Helte,
Stod de Boioterne næst, og slog for Achaiernes Skibe.
Aias, den hurtige Søn af Oileus, vilde dog ikke
Fjerne sig nok saa lidt fra den kraftige Telamonide,
Nej, men som et Par rødbrune Køer, eens ivrige Begge
Drage tilsammen den tømrede Plov hen over en Brakmark,
Nede fra Hornenes Rod staaer drivende Sved dem om Panden,
Ikkun det glattede Aag adskiller dem, medens i Furen
Trolig de drage den skærende Plov til det yderste Markskjel;
Saaledes stod nu Begge og kæmpede tæt ved hinanden.
Mange behjertede Mænd, som var fulgte med Telamoniden,
Stod omkring ham, hans vægtige Skjold de holdt undertiden,
Naar baade Arbeid og Sved hans Knæe hjemsøgte med Træthed;
Men hos Oileus’s Søn stod ei de Lokriske Kæmper;
Ikke de dristed i standende Strid mod Fienden at træde,
Thi hverken kobberne Hjelme de bar med vaiende Haarbusk,
Heller ei Spær af Ask, saalidt som hvælvede Skjolde,
Men i Fortrøstning til Buer og Slynger af snoede Uldbaand
Vare de dragne til Ilios hen, og med disse de hyppig
Skjød og kastede flinkt, saa Troernes Fylker de sprængte.
Medens nu hine foran i Rustningens straalende Plader
Kæmped med Troernes Mænd og den malmompandsrede Hektor,
Kastede disse bag Hæren fra Skjul, saa Lysten til Kampfærd
Troerne reent forgik, thi Pilene tumled dem svarlig.
Nu vare Troernes Mænd fra Danaernes Snekker og Telte
Vegne tilbage med Skam til den stormomsusede Kongstad,
Naar ei Polydamas flux havde talt til den dristige Hektor:
Hektor! du est urimelig stiv til at høre Formaning.
Dig har en Gud beskæret fortrinlige Kræfter til Krigsfærd,
Derfor tillige du fordrer, i Kløgt at staae over Alle.
Alt tilhobe formaaer du ei dig selv at forhverve.
Een har en Gud beskæret fortrinlige Kræfter til Krigsdaad,
Dands blev en Anden til Deel, og Sang til Cithrinken en Tredie,
Atter en Anden har Tordneren Zeus nedlagt udi Barmen
Synderlig Kløgt, mangfoldige Mænd til Tarv og til Fromme,
Byer han frelser endog, men selv han fornemmer det klarest.
Nu vil jeg sige forsand hvad der tykkes mig være det Bedste;
Trindt dig raser en Kamp som en Krands af blussende Flammer,
Og fra den Stund de Troiske Mænd steg ind over Muren,
Snige sig Nogle bevæbnede bort, og Faa imod Mange
Kæmpe de øvrige Mænd adspredte ved Fiendernes Skibe.
Træd da fra Kamp, og kald herhid de fortrinligste Helte,
For at vi ret tilgavns kan gange paa Raad med hinanden,
Om vi skal styrte paany til Kamp mod de toftede Skibe,
Mulig en Gud forlener os Kraft, eller og vi paa Stedet
Hjem i Behold skal drage fra Skibene. Svart jeg befrygter,
At det Achaiske Folk sin Gjeld fra igaar vil betale.
Hist ved Skibene sidder en Mand, umættelig kampgridsk,
Knap vil han nu, tør jeg troe, fra Strid afholde sig ganske.
Saa han taled, hans tjenlige Raad godt huede Hektor,
Flux han i Rustningens Plader til Jord nedsprang fra sin Stridsvogn,
Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
Sank, Polydamas! her de fortrinligste Kæmper i Hæren,
Mens jeg selv begiver mig did for Kampen at møde.
Snart tilbage jeg kommer, naar hist jeg har givet Befaling.
Talt, og afsted han foer, som Sneelavinen fra Bjergtop,
Raabende hen gjennem Skaren af Troer og Ledtogskæmper.
Men til Polydamas, Panthoos’ Søn, den mandige Kæmpe,
Strømmed tilhobe de hen, da Hektors Befaling de hørte.
Fremmest paa Valen han løb med speidende Blik for at søge
Helten Deiphobos der, og Helenos, Drotten hiin stærke,
Adamas, Asios’ Søn, og Asios, Hyrtakos’ Ætling,
Dog dem Alle han traf ikke meer i Behold og i Live,
Thi for Argeiernes Folk var en Deel hensegnet i Kampen,
Dræbte de laae bag Stavn ved Achaiernes tjærede Skibe,
Andre var indenfor Muren, af Stik og Vunder forpiinte,
Dog den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond
Snart til Venstre han traf paa den graadforvoldende Kampplads,
Flinkt sine Mænd han behjerted, og muntred dem op til at stride;
Trædende nær med haanlige Ord tiltalte ham Hektor:
Ulykkens Paris, du fagre, du Boler, du Qvindeforlokker!
Hvor er Deiphobos dog, og Helenos, Drotten hiin stærke,
Adamas Asios’ Søn, og Asios, Hyrtakos’ Ætling,
Hvor er Othryoneus dog? nu styrted den Iliske Kongstad
Ned fra sin Høide, nu times dig vist en bradelig Henfart.
Ham gjensvared paastand den deilige Helt Alexandros:
Hektor! du laster forvist en angerløs Mand i din Iver,
Snarere har jeg tilforn maaskee fra Kampen mig sneget,
Ei har min Moder forsand mig født til en uselig Kryster,
Thi fra den Stund du til Strid ved Skibene vakte vort Mandskab,
Stande vi her, og færdes i Kamp med Achaiernes Sønner
Uden al Rast; men de Mænd, du spørger mig om, ere faldne:
Kun Deiphobos frelstes, og Helenos, Drotten hiin stærke;
Men de forføied sig bort, af mægtige Spyd er de begge
Saarede svart i Haanden, dog Zeus mod Døden dem skjermed.
Før os nu frem hvorhelst dit Mod og dit Hjerte dig byder,
Freidige vil vi dig følge til Kamp, og det tør jeg love,
Ei skal det skorte paa Kjækhed, saavidt vore Kræfter vil række,
Selv den Raskeste dyster ei meer, end han evner og aarker.
Saa han mæled, og Broderens Sind han talte tilrette.
Flux de skyndte sig hen, hvor Kamp og Tummel var skrappest,
Hist hvor Kebriones stod, den bolde Polydamas, Phalkes,
Og Polyphetes, en Mand som en Gud, Orthaios og Palmys,
Og hvor Askanios stod med Morys, Hippotions Sønner,
Som fra Askaniens Land til Krigsafløsning var komne
Aarle den forrige Dag, til Kamp nu drev dem Kronion.
Samtlige styrted nu frem, som Orkanen fra voldsomme Vinde,
Naar under Tordenens Brag afsted over Marken den farer,
Og over Havet sig kaster med frygteligt Bulder; i Mængde
Rulle da hen ad det brusende Dyb hvidtoppede Bølger,
Bovnende, pladskende, nogle foran og de andre bagefter,
Saa fremstyrtede, nogle foran og de andre bagefter,
Troernes Fylker i straalende Malm med Høvdinger alle;
Forrest i Skaren var Hektor, heel lig den mordiske Ares,
Frem for sit Bryst holdt Priamos’ Søn sit blankede Rundskjold,
Fast sammenføiet af Huder, og svært med Kobber beslaget,
Og om hans Tindinger gynged den straalende Hjelm ved hans Fodtrin.
Rask han gik, og fristede trindt de fiendtlige Rækker,
Om de maaskee vilde flye, naar skjult bag Skjoldet han fremskred,
Dog i Danaernes Bryst slet ikke han rokkede Modet.
Først udæsked ham Aias, og gik ham imøde med Langskridt:
Nærmere hid, min Ven! hvi kyser du saa vore Kæmper?
Visselig ei usnilde til Strid er vi Mænd af Achaia,
Men med sin rædsomme Svøbe har Zeus Argeierne kuet.
Ventelig haabed i Sindet du alt, vore Snekker at hærge,
Dog ret snart skal du see, vi har dygtige Hænder til Modværn.
Nei langt før skal forsand Eders velbefolkede Kongstad
Hærges og styrtes i Gruus, af Achaiernes Hænder betvungen.
Dog jeg bebuder dig her, snart kommer den Stund, da paa Flugten
Bede du skal til Zeus og alle de salige Guder,
At dine Heste med skrappere Fart end Falke maae flyve,
Naar gjennem Støvet fra Sletten de hjem til Staden dig bringe.
Just som han talede saa, da kom der en Ørn fra Høire
Flyvende høit gjennem Luften, og freidigt ved Synet af Fuglen
Jubled Achaiernes Folk, da svared den straalende Hektor:
Aias! hvad snakker du der, dumtsladdrende, skrydende Pralhals!
Gid jeg saasandt var en Søn af den aigisbedækte Kronion,
Selv en udødelig Mand og født af Drotningen Here,
Hædret i Folket saa høit som Apollon og Pallas Athene,
Som der den Dag idag skal times Achaierne Ufærd
Alle tilhobe, selv falde du skal, saasandt du forresten
Drister at møde mit Spyd, din Liliehud skal det flænge,
Og paa den Troiske Mark, henstrakt ved Achaiernes Skibe,
Mætte du skal med dit Fedt og dit Kjød baade Hunde og Fugle.
Saa han taled, og iled foran, ham fulgte de Andre
Med et forfærdeligt Vraal, høit raabte de bageste Krigsfolk.
Ogsaa Danaerne raabte, ei glemte de Kraften at bruge,
Kjæk mod Troernes Helte de stod, som rykked imod dem.
Skarernes Raab steg op til Zeus til hans lysende Æther.