Christian Wilster (1797–1840)

        Saaledes hist udi Tjald den kraftige Søn af Menoitios

Pleied Eurypylos’ Saar, men Achaier og Troer i Hobe

Dystede svart med hinanden imens, dog ei skulde Graven

Eller den brede høitliggende Muur, som Danaerne bygged

Flaaden til Værn med en Grav omkring, dem længer beskjerme.

Ei havde Festhekatomber de bragt de salige Guder,

At deres hurtige Skibe med samt det herlige Krigsgods

Trygt kunde ligge bag Muren i Fred; mod Gudernes Villie

Bygget den var, thi kunde den ei blive staaende længe.

Medens Achilles var harmfuld, og Hektor endnu var ilive,

Medens Kong Priamos’ Stad end ei var styrtet i Gruset,

Stod ogsaa fast og urokket Achaiernes mægtige Muurværk,

Men da de kjækkeste Mænd i Troernes Folk vare faldne,

Mange Danaer var dræbte, men Mange dog levned’ ilive,

Priamos’ mægtige Stad i den tiende Aaring forstyrret,

Og det Argeiiske Folk paa Skibene draget til Hjemmet,

Da beslutted Poseidon i Raad med Phoibos Apollon,

Muren at smuldre til Støv, ved imod den at reise de stærke

Floder, som springe fra Ida, og ud i Havet sig styrte:

Granikos, Rhesos, Skamandros, den hellige Flod, og Karesos,

Rhodios samt Heptaporos, Aisepos, og Simoisstrømmen,

Hvor der var falden i Sandet mangfoldige Tyrehudsskjolde,

Kobberne Hjelme og kraftige Mænd, Halvguder af Herkomst.

Flux omskifted Apollon Flodgabenes Retning, og Strømmen

Ind mod Muren han drev ni samfulde Døgn, mens Kronion

Idelig regned, at Muren desfør kunde skylles i Havet.

Selv foran Jordrysteren gik med sin mægtige Trefork,

Ud i det bølgende Vand han styrted Befæstningens Grundlag,

Stammer og Steen, som Achaierne suurt havde reist til Forskandsning,

Jevned saa Pladsen igjen ved det brusende Hav Hellespontos,

Dækkede derpaa med Dynger af Sand Søkysten saa vide,

Efterat Muren var sløifet, og drev hver Flod i sin Rende

Ned, hvor de rulled tilforn deres klarthenrislende Vande.

        Sligt skulde Phoibos Apollon engang med stærken Poseidon

Sætte med Tiden iværk, nu rasede Bulder og Kampgnye

Rundt om den holdige Muur, huult bragede Taarnenes Bjelker

Under de hyppige Kast, og kuede hardt af Kronions

Svøbe Danaerne holdt sig ved Skibene spærrede inde,

Skjælvende svart for Hektor, den kraftige Fiendeforfærder;

Nu som tilforn i Kamp paa Veie han tog som en Stormvind.

Som naar en Løve hvad eller en Vildbas, krye af sin Styrke,

Dreier sig tit, naar af Hundes og Jægeres Flok den forfølges,

Tæt til hinanden de stille sig da i sluttede Skarer,

Løven at møde, og Spyd paa Spyd af Haanden de kaste,

Dog dens kraftige Hjerte ei gruer endda, ikke heller

Skræmmes den bort, men bøder tilsidst med sit Liv for sin Kjækhed,

Jevnlig den dreier sig om, for Mændenes Rækker at friste,

Hvor den da styrter sig ind, der spreder sig Mændenes Skare;

Saa bevæged sig Hektor i Krigernes Sværm, da han ivrig

Bød sine Mænd over Graven at gaae; de vælige Heste

Dristede ei slig vovelig Færd, men oppe paa Brynet

Stod de og hvrinskede høit, dem skræmmede Graven den brede,

Springet var just ikke kort, og med Karm at age derover,

Var ikke let, thi skak fremragede Brinken paa begge

Sider saa lang den var, og med spidstilhuggede høie

Pæle det inderste Bryn var besat, dem Achaiernes Sønner

Ned havde rammet i Mængde til Værn mod fiendtlige Krigsfolk;

Der kunde Hest med rullende Vogn umulig gaae over,

Svart Fodfolkene dog havde Lyst, den Daad at forsøge.

Frem nu Polydamas treen for den dristige Hektor og sagde:

        Hektor og øvrige Drotter for Troer og Ledtogskæmper!

Ei er det klogt over Graven at drive de vælige Heste,

Slem at gaae over tilvisse den er, spidshuggede Pæle

Stande jo trindt, og Achaiernes Muur bag disse sig hæver.

Der kan Kæmper tilvogns jo ei gaae ned og tillige

Slaaes med Fienden, i Snevringen vist mangt Saar vilde vanke.

Ja! hvis Tordneren Zeus af Harm mod Achaiernes Sønner

Agter at knuse dem ganske, og Troerne skjenker sin Bistand,

Ønske jeg vilde da ret, at sligt blev snarlig iværksat,

At uden Rye hensegne de maae langt borte fra Argos,

Dog hvis de vende sig om, og fra Flugt til Forfølgelse storme

Rask fra Skibene mod os, og ud i Graven vi kastes,

Aldrig forsand da kommer et Bud fra Kampen tilbage

Hjem til Priamos’ Stad, hvis Achaierne vende sig freidig.

Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!

Svendene blive med Ganger og Karm ved Graven tilbage,

Selv derimod tilfods i Rustningens straalende Plader

Følge vi Hektor tilhobe, thi ei vil Achaiernes Sønner

Kunne bestaae, hvis Død og Fordærv dem alt er berammet.

        Saa han talte, hans tjenlige Raad godt huede Hektor.

Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han fra Stridsvogn.

Heller ei blev i Flokke paa Karm de øvrige Troer,

Ned tilhobe de sprang, da de saae den herlige Hektor.

Derpaa befoel Enhver sin Kudsk at forblive ved Graven

Holdende stille med Gangernes Spand tilbørlig i Orden.

Krigerne treen fra hinanden, i fem Hærfylker fordeelte

Slutted de sammen sig fast, og fulgte saa Drotterne freidig.

        Frem med Hektor og Helten Polydamas rykked den Første,

Størst i Tal, og dygtigst til Strid, og begjærligst tillige

Muren at storme, for Kamp at bestaae ved de bugede Snekker.

Disse som tredie Høvding Kebriones fulgte, men Hektor

Lod en ringere Mand end Kebriones blive ved Vognen.

Paris, Agenor og Helten Alkathoos førte den Anden;

Helenos samt den fagre Deiphobos, Priamos’ Sønner,

Førte den Tredie, til dem som tredie Høvding sig slutted

Asios, Hyrtakos’ Søn, som var kommen med rødbrune store

Heste fra Byen Arisbe ved Floden Selleis’s Bredder.

Helten Aineias, Anchises’s Søn, anførte den Fjerde;

Ham Archelochos fulgte, samt Akamas, to af Antenors

Sønner, som begge tilgavns forstod sig paa alskens Kampfærd.

Men de fortrinlige Ledtogsfolk anførte Sarpedon;

Selv til Følge han Glaukos og Asteropeios sig kaared

Saasom de begge ham tyktes at være de gjæveste Kæmper

Næst ham selv, høit stod han i Tapperhed over dem Alle.

Da nu med dygtige Skjolde de fast havde sluttet sig sammen,

Ginge de rask mod Danaerne løs i den Troe, at de ikke

Kunde sig staae, men brat vilde tye til de tjærede Skibe.

        Alle de øvrige Troer og langveishentede Krigsfolk

Fulgte det Raad, som den bolde Polydamas havde dem givet;

Ikke dog Asios, Hyrtakos’ Søn, den behjertede Høvding,

Lysted at lade sin Svend med Hestene blive tilbage,

Men til de hurtige Skibe han vilde med Gangerne kjøre,

Ret som en Daare forsand, thi de rædsomme Dødens Gudinder

Ei undslippe han skulde, og stolt paa rullende Stridskarm

Vende fra Skibene hjem til den stormomsusede Kongstad,

Skjebnens den lede Gudinde i Mulm ham hylled forinden,

Ramt med Spyd af Deukalions Søn Idomeneus faldt han.

Hen til Venstre han styred ad Skibene, just hvor fra Sletten

Nys med Ganger og Vogn Achaierne hjem vare dragne;

Did paa sin Karm han rullede frem, men kommen til Porten

Fandt han ei Fløiene stængede til med den mægtige Tværbom,

Aabne paa Gab nogle Mænd dem holdt, for en eller anden

Landsmand at bjærge, som hjem til Skibene flygted fra Kampen.

Did med velberaad Hu han Gangerne drev, og med Skrigen

Fulgte hans Mænd i den Troe, at Achaierne nu ikke længer

Kunde sig staae, men brat maatte tye til de tjærede Skibe,

Daarer forsand, ved Porten de traf to dygtige Kæmper,

Modbesjelede Mænd af Lapithernes krigerske Stamme.

Een af dem var Peirithoos’ Søn, Polypoites den stærke,

Helten Leonteus den Anden, en Mand som den morderske Krigsgud.

Lige foran den kneisende Port havde Begge sig stillet;

Ret som paa Fjeldenes Tind et Par høitoppede Eger,

Som udi Rækker af Aar baade Regnen og Stormene trodse,

Fæstede dybt med svære og langthenrindede Rødder;

Saaledes stode de nu i Lid til Kraft og til Arme,

Ventende kjækt og uden at grue Kong Asios’ Angreb.

Ind mod den stærkopbyggede Muur med vildene Kampskrig

Foer nu Troernes Flok med høitopløftede Skjolde

Frem med Asios, Drotten saa rank, med Iamenos, Thoon,

Akamas, Asios’ Søn, Oinomaos og Helten Orestes.

Inde bag Muren Achaiernes Folk de tvende Lapither

Nys indstændig formaned, om Skibene tappert at værne;

Da de nu saae de Troiske Mænd fremstorme mod Muren,

Og i det samme Danaerne skreg og grebes af Rædsel,

Frem da styrted de begge, og kæmpede udenfor Porten

Som et Par glubende Basser, der kjækt i Bjergenes Skove

Holde mod Jægerne Stand, der med Hunde sig støiende nærme;

Styrtende frem paaskraa i Spring afknække de rundtom

Træerne nede ved Roden, og Tændernes Gnidsel man hører,

Indtil en Mand dem rammer med Spyd, og berøver dem Livet.

Saaledes klirred om Mændenes Bryst den straalende Rustning,

Ramt af Troernes Spyd, thi kjækt de sig værged i Kampen,

Stolende trygt paa Armenes Kraft og paa Mænd, som deroppe

Kasted paa Fienden med Steen fra de stærkopbyggede Taarne,

Værnende kjækt om sig selv, om de hurtige Snekker og Leirens

Tjalde, og ret som til Jord nedfalde de fygende Sneeduun,

Hvilke den kulende Blæst, som ryster de mørknende Skyer,

Strøer i tusinde Tal paa den sædfrembringende Jordbund,

Saaledes føg nu Steen og Spyd fra Danaers og Troers

Hænder i mylrende Hob, og Hjelme med buklede Skjolde

Dønnede hæst ved de hyppige Ram af mægtige Kampsteen.

Ud i Klage da brød, og slog sig af Harme paa Laaret

Asios, Hyrtakos’ Søn, og tog fortvivlet til Orde:

        Fader Kronion! en Gud est du vorden forsand, som din Glæde

Sætter i Svig; ei faldt det mig ind, at Achaiernes Helte

Dristede kjækt at bestaae mod vor Kraft, vore knusende Hænder.

Dog ret ligesom Bier og Vesper, de midievevre,

Som ved den knudrede Stie mellem Fjeldene bygge sig Reder,

Ei deres Vaaning i Klippernes Kløft forlade, men hjemme

Bie til Jægerne komme dem nær, om Ynglen at værne,

Saa vil Mændene her, hvorvel kun to udi Tallet,

Ei fortrække fra Porten, før enten de slaae eller falde.

        Talt; dog ei ved sit Ord han rokkede Zeus’s Beslutning;

Hektor han havde bestemt hiin glimrende Hæder at skjenke.

        Midlertid kæmped de øvrige Mænd ved de øvrige Porte;

Dog for svart det mig var som en Gud at melde det Hele.

Thi som en blussende Ild var Kamp ved den mægtige Steenmuur

Vakt overalt, og Argeiernes Folk, nødtvungne, forsagte,

Kæmped til Skibenes Værn; bekymrede vare tilhobe

Alle de Guder, som ellers i Kamp Danaerne bistod.

        Frem til Strid og drabelig Dyst Lapitherne stormed;

Først Peirithoos’ Søn, den kraftige Helt Polypoites,

Damasos traf med Spyd i hans Hjelms kinddækkende Plade;

Slet kun bøded den kobberne Hjelm, thi heelt gjennem denne

Løb Spydsodden, saa Skallen blev knuust, og al Hjernen derinde

Sprøitede frem, saalunde han vog ham midt i hans Fremfart.

Næst efter denne han Ormenos vog, saa dræbte han Pylon.

Men mod Antimachos’ Søn Hippomachos styrted Leonteus,

Ætling af Ares, og stødte sit Spyd ind gjennem hans Livgjord,

Og da han saa fik draget af Balg sit hvæssede Slagsværd,

Brød gjennem Stimlen han ind, og Antiphates først han ihjelslog,

Foer ham tillivs, og hug, saa til Jorden han styrtede baglænds;

Derpaa han hug Iamenos ned, og Orestes og Menon,

Disse tilhobe til Jorden han styrtede, En efter Anden.

        Mens nu disse den funklende Malm afdroge de Faldne,

Rykked med Hektor til Kamp og Polydamas Gutternes Skare,

Størst i Tal, og dygtigst til Strid, og begjærligst tillige

Muren at storme, for Ild paa Danaernes Snekker at stikke.

Men da til Graven de kom, en Stund raadvilde de stode;

Thi som de vilde gaae over, da svang sig en Fugl gjennem Luften,

Flyvende høit mod Vest kom en Ørn tværs hen over Hæren,

Fast i Kløerne holdt den en rød afskyelig Slange,

End ilive, den sprælled, ei glemt den havde sin Stridslyst,

Hovedet skjød den tilbage, og oppe ved Halsen i Brystet

Stak den Ørnen, som skrigende høit af forsmædelig Pine

Slap den, og smed den fra sig, og midt i Skaren den nedfaldt,

Selv for den pustende Vind med et Skrig stak Ørnen i Skyen.

Troerne skjalv, da ligge de saae den bugtede Slange

Midt i Kredsen, et Tegn fra den skjoldbedækte Kronion.

Frem nu Polydamas treen for den dristige Hektor og sagde:

        Hektor! din Vane det er paa Thing at fuse mig over,

Taler jeg end til vor Tarv! vel sandt, det skikker sig ikke,

Hverken i Felten ei heller paa Thing, at en Mand udaf Folket

Siger et Muk dig imod, langt meer, at han fremmer din Hæder;

Dog vil jeg sige dig nu, hvad der tykkes mig være det Bedste:

Lader os ei mod Fienden til Kamp ved Skibene drage,

Thi slig Ende det tager bestemt, saa sikkert som Fuglen

Just sig viste for Troernes Mænd, da de vilde gaae over,

Ørnen, som flyvende høit mod Vest tvers hen over Hæren,

Fast i Kløerne holdt en rød afskyelig Slange,

End ilive, dog Snogen den slap, før den naaede sin Rede,

Bringe sin Fangst til Ungerne hjem, det lyktes den ikke,

Saa skulde vi ei heller, om end vi sprænge med Vælde

Baade Danaernes Muur og Port, og paa Flugten dem jage,

Komme fra Skibene hjem i Behold ad de Veie vi ginge;

Mangen en Troer forsand vil hist vi lade tilbage,

Dræbt af Achaiernes Spyd i Kamp til Skibenes Forsvar.

Saa udtyded det vist hver Tegnsudlægger, som Varsler

Grandt at tolke forstaaer, og Folket hans Ord vilde lystre.

        Svared med rynkede Bryn den hjelmomstraalede Hektor:

Ordet, du her haver talt, Polydamas! huer mig ikke;

Vistnok et andet og snildere Raad udtænke du kunde;

Hvis du for Alvor har virkelig meent, hvad nylig du sagde,

Da maae jo Guderne selv dig al Forstand have røvet,

Du som formaner os nu til at glemme den vise Kronions

Raad, dem han selv mig saa sikkert og vist har bebudet og tilsagt.

Du forlanger mig her, at de fjærudspilende Fugle

Lystre vi skal; dem ændser jeg ei, dem agter jeg ikke,

Enten de flyve til Høire mod Dagningen hen og mod Solen,

Eller til Venstre de svinge sig hen mod det taagede Mørke.

Nei! adlyde vi vil den høie Kronions Befaling,

Han som er øverste Drot over Guder og Mennesker alle,

Eet er det gyldigste Varsel, sit Fædreneland at forsvare.

Dog, hvi skjælver vel du for Strid eller drabelig Kampfærd?

Om end alle vi Andre i Kamp ved Argeiernes Skibe

Lode vort Liv, at du skulde døe, var ei at befrygte;

Ei har du Mod til at slaaes eller kjækt at vente paa Fienden;

Dog hvis du selv fra Strid unddrager dig, eller forlokker

Andre ved taabelig Snak til bort fra Kampen at trække,

Da skal du ramt af mit Spyd paastand opgive din Aande.

        Saa han taled, og ilte foran, ham fulgte de Andre

Med et forfærdeligt Raab, men Zeus Lynstraalens Behersker

Reiste paastand en rygende Storm fra Toppen af Ida,

Som imod Skibene drev al Støven; Achaiernes Kampmod

Listed han bort, men Hektor og Troerne Hæder han skjenked.

Stolende trygt paa Guddommens Tegn og paa dygtige Kræfter

Stræbte nu Troernes Mænd at styrte Danaernes Muurværk;

Mønningen rev de fra Taarnene løs, Brystværnet de nedbrød,

Vælted med Stænger omkuld de langtfremspringende Stiver,

Hvilke man først til Taarnenes Værn havde drevet i Jorden.

Dem omkasted de brat, og haabede Muren at sprænge,

Dog endda ikke veeg Danaernes Helte fra Pladsen;

Flux med Skjoldene sloge de Hegn om det styrtede Brystværn,

Kasted saa Steen og Spyd paa de muurbestormende Fiender.

        Oppe ved Taarnene gik med Formaning Aianterne begge

Ivrig omkring overalt, at vække Danaernes Kamplyst.

Mildt tiltalte de Somme, men barsk udskammed de Andre,

Naar de fik Øie paa En, som feig fra Striden sig unddrog:

        Venner! hvad enten I er af de Vaageste, eller de Bedste,

Eller som Folk er fleest, eens dygtige Mænd til at kæmpe

Er ikke Alle, men nu er der Arbeide nok for os Alle,

Dette formærker I visselig selv; ei lade sig Nogen

Lokke ved truende Ord til hjem at vende til Flaaden!

Nei, fremad! mine Venner! opmuntrer hinanden til Kjækhed,

Om den Olympiske Lyner maaskee det Held os forunder,

Fienden at trænge tilbage, og hjem til Byen at drive.

        Saaledes raabte de høit, og livned Achaiernes Kampfærd.

Som naar i Vinterens Tid Sneefloggerne falde fra Himlen

Tykt, naar den raadsnilde Zeus er tilsinds, at Sneen skal styrte

Ned over Menneskens Børn, for at vise dem klart sine Pile;

Blæsten han dysser i Roe, og Sneen han strøer, til den skjuler

Bjergenes kneisende Top og høitfremstikkende Pynter,

Kløverbevoxede Sletter og Mændenes frugtbare Marker;

Over det graalige Hav, over Bugt, over Strand den tillige

Drysses, men sluges af rullende Søe, alt Andet forresten

Hylles foroven i Snee, naar fra Zeus den styrter saa vældig,

Saa fløi Stenene tykt fra begge de kæmpende Skarer,

Baade paa Troerne ned, og op mod Achaier fra Troer,

Og en forfærdelig Buldren og Larm langs Muren sig reiste.

        Ei dog endnu havde Troernes Mænd og den straalende Hektor

Brudt sig Vei gjennem Porten, og sprængt den mægtige Tværbom,

Havde den vældige Zeus sin Søn den bolde Sarpedon

Ei mod Argeierne hidset, som Løven, der styrter mod Hornqvæg.

Flux til Skjerm foran sig han holdt det blankede Rundskjold,

Prægtigt og smukt, af drevet Metal, en duelig Skjoldsmed

Havde det hamret, og mangt Lag Hud han havde forinden

Nettet med Kramper af Guld, som løb i en Rad langs Randen;

Holdende dette for Bryst, og i Haand to blinkende Landser,

Foer som en bjergfødt Løve han frem, der i længere Tid alt

Ei fik Kjød i sin Mund, og vakt af sit modige Hjerte

Ganger paa Rov mod Faar til den velomhegnede Qvægfold;

Dog om ved Folden den træffer endog paapassende Hyrder,

Rede til Faarenes Værn med Spyd og vagtsomme Hunde,

Prøver den først et Forsøg, før fra Stald den lader sig kyse,

Ind den springer og snapper et Faar, eller ogsaa paa Stedet

Vorder den ramt af et Spyd, som rask fløi Hyrden afhænde.

Saaledes egged det dristige Mod den bolde Sarpedon,

Frem at storme mod Muren, og ned at bryde dens Brystværn.

Flux til Glaukos, Hippolochos’ Søn, saalunde han talte:

        Glaukos! hvi hædred man os bestandigen høiest af Alle

Baade med bredfulde Bægre, med Brad og med Sæde til Høibords

Hist i Lykiens Land? hvi seer man paa os som paa Guder?

Hvi har vi faaet ved Xanthos’s Bred en stor og fortrinlig

Lod viinbærende Land og hvedebevoxede Marker?

Derfor det sømmer sig nu, at i Spidsen for Lykiens Kæmper

Rask vi færdes, og ind os styrte, hvor Kampen er hedest,

At man kan sige som saa blandt de pandsrede Lykiske Krigsfolk:

Visselig ei uden priseligt Rye er de Konger, som styre

Lykiens Land, vel sandt, de fortære det fedeste Smaaqvæg,

Og den fortrinligste sødeste Viin, men Kræfter og Kjækhed

Har de, thi forrest blandt Lykiens Mænd bestandig de kæmpe.

Kunde vi begge, min Ven! hvis nu fra Strid vi os unddrog,

Fries for Døden bestandig, og vorde evindelig unge,

Hverken da lysted mig selv blandt de forreste Kæmper at stride,

Heller ei raaded jeg dig at friste den hædrende Kampgang;

Dog da i tusinde Tal nu Dødsgudinder os true,

Dem ingen dødelig Mand formaaer at flye eller undgaae,

Frem da! hvad enten saa vi eller Troerne Hæder skal vinde!

        Saa han taled, og uden at vægre sig Glaukos ham adlød.

Rask de rykkede frem med Lykernes talrige Skare,

        Ræd blev Menestheus, Peteos’ Søn, da disse han skued

Styrte saa truende frem mod det Taarn, hvor han stod til Bevogtning.

Op mod Taarnet han kasted sit Blik, for mulig en Hærdrot

Der at øine, som kunde hans Mænd beskjerme mod Ufærd.

Strax han Aianterne øined, de to kampgraadige Helte,

Ei langt borte, og Teukros, som nys fra Tjalden var kommen,

Hos dem stod, dog kunde hans Raab didhen ikke høres,

Saadan en Larm var paafærde, og høit mod Himmelen gjalded

Dundrende Slag mod Skjolde, mod hesthaarsmykkede Hjelme,

Og mod den stærktilstængede Port, thi Skaren derude

Prøved at sprænge dens Fløie med Magt, og skaffe sig Indgang.

Flux til Aias han skikked med Bud Herolden Thootes:

        Skynd dig, bolde Thootes! løb hen og kald mig paa Aias!

Helst paa dem begge tilhobe, thi det vilde være det Bedste.

Sikkerlig kommer det her ret nu til skrækkeligt Mandslæt,

Alt fremtrænge med Kraft de Lykiske Drotter, som altid

Have sig viist som dygtige Mænd i de vældige Kampe.

Dog, hvis Kampens Besvær hist giver dem nok at bestille,

Blot da Telamons Søn, den kraftige Aias, til komme,

Fulgt af Teukros sin Broder, den høist udmærkede Skytte.

        Talt; Herolden hans Ord fornam, og villig han adlød.

Langs Achaiernes Muur han løb det bedste han kunde,

Treen til Aianterne hen, og tog saalunde til Orde:

        Hør mig Aianter! I Drotter for pandsrede Mænd af Achaia!

Mig har den ædelig Peteos’ Søn hidskikket at bede,

Om den besværlige Kamp I lidt med ham vilde dele,

Helst dog begge tilhobe, thi det vilde være det Bedste.

Sikkerlig kommer det hist ret nu til skrækkeligt Mandslæt;

Alt fremtrænge med Kraft de Lykiske Drotter, som altid

Have sig viist som dygtige Mænd i de vældige Kampe.

Dog, hvis Kampens Besvær her giver Jer nok at bestille,

Blot da Telamons Søn, den kraftige Aias, vil komme,

Fulgt af Teukros sin Broder, den høist udmærkede Skytte.

        Talt. Ei vægred sig Aias, den kraftige Telamonide.

Flux til Oileus’s Søn med bevingede Ord han sig vendte:

        Aias! du selv og den kraftige Helt Lykomedes forblive

Her, og vække Danaernes Mænd til tappert at stride,

Mens jeg selv begiver mig did, for Kampen at møde!

Snart tilbage jeg kommer, naar først jeg hine har hjulpet.

        Talt, og afsted sig Aias begav, den Telamonide,

Ham ledsagede Teukros, hans Broder paa fædrene Side,

Pandion fulgte med Teukros, og bar hans krummede Bue.

Frem langs Muren de gik, og da hen de kom hvor Menestheus

Stod paa Taarnet, da kom de tilpas, thi bitterlig kneb det;

Styrtende frem saa vildt som Stormen fra sortnende Regnskye

Havde de Lykiske Høvdinger alt Brystværnet besteget.

Flux de ginge hinanden tillivs under gjaldende Kampskrig.

        Aias den Telamonide slog først Epikles tildøde,

Drotten Sarpedons behjertede Ven; med en vægtig og kantet

Steen han traf ham, paa Muren den laae bag Forskandsningens Brystværn

Øverst paa Kampsteensdyssen, ei lettelig skulde med begge

Hænder en Mand den magte, som nuomstunder de fødes,

Selv i den feireste Ungdom, dog høit han løfted og svang den,

Knuste hans blanke fiirkeglede Hjelm, og slog med det samme

Hovedets Been i Qvag, brat styrted han, ret som en Dykker,

Ned fra det kneisende Taarn, og Livet fra Knoglerne flygted.

Just som nu Glaukos, Hippolochos’ Søn fremstormed til Angreb,

Oppe fra Muren da traf med en Piil ham Teukros i Armen,

Hvor han bemærked, at Huden var blot, og standsed hans Kampfærd.

Bort fra Muren han lønligen sprang, at Achaiernes Helte

Ei skulde see han var saaret, og spodsk hovere derover.

Mod ihu blev Sarpedon, saasnart han mærked, at Glaukos

Havde forføiet sig bort, dog ei han Kampen forglemte,

Men Thestoriden Alkmaon sit Spyd i Livet han bored,

Trak ham saa Spydet af Liv, saa han fulgte med Spydet og næsgruus

Styrted han ned; da bragede høit den prunkende Rustning.

Derpaa Sarpedon med Hænderne greb i det kneisende Brystværn

Fat med et Ryk, og revnende tvers gav det efter og styrted;

Blottet var Muren foroven, og Vei var aabnet for Mange.

        Flux dog Aias og Teukros tillivs ham ginge paa engang;

Teukros en Piil ham skjød i den flunkende Rem, der om Brystet

Løb fra det mandbedækkende Skjold, men Kronion mod Døden

Skjermed sin Søn, at han ei ved Skibenes Stavn skulde falde.

Frem foer Aias og slog mod hans Skjold, og heelt gjennem Skjoldet

Løb den kobberne Od, og rokked ham midt i hans Fremfart;

Bort fra Muren et Stykke han foer, men vige tilbage

Vilde han ei, han haabed endnu sig Hæder at vinde,

Vendte sig om, og raabte til Lykiens herlige Kæmper:

        Lykier! ha, hvi svigter I saa i det stormende Angreb?

Plat umulig alene jeg kan, hvorvel jeg er haandstærk,

Sprænge Danaernes Muur, og Vei til Flaaden os bane,

Følger mig derfor, bedst lykkes en Daad ved forenede Kræfter.

        Saa han taled, og slagne med Frygt ved Drottens Formaning,

Trængte de raskere frem, deres raadende Konning at følge;

Ogsaa Danaernes Rækker sig sluttede fastere sammen

Bag ved Muren, der fik de forsand fuldtop at bestille.

Hverken dog kunde de Lykiske Mænd med al deres Kjækhed

Sprænge Danaernes Muur, og Vei til Flaaden sig bane,

Heller ei mægted Achaias spydsvingende Kæmper at drive

Lykiens Helte tilbage, da Muren de først havde stormet.

Som naar om Markernes Skjel to Mænd er i Kiv med hinanden,

Begge med Maal i Haand paa den Mark, som tilforn var Fælled

Staae ved den tvistige Strimmel, og klamres om lige Fordeling,

Saa Brystværnet imellem dem stod, og ud over dette

Hug paa hinanden de løs, og kløved de Tyreskinds runde

Brystbeskjermende Skjolde og smaae fjærlette Buklarer.

Mange blev saarede haardt af det ubarmhjertige Kobber,

Snart bagfra, naar i Striden en Mand sig dreied og Ryggen

Blotted, langt oftere dog, naar et Spyd foer ind gjennem Skjoldet,

Og overalt ad Taarnene ned og det kneisende Brystværn

Randt Krigsfolkenes Blod, Achaiers og Troers tilhobe.

Ei dog Achaierne drev de paa Flugt, end holdt de sig lige.

Som naar en redelig Kone, der frister sit Liv med at spinde,

Holder en Vægt med Lodder og Uld, afveiende lige

Skaal mod Skaal, en kummerlig Løn sine Børn at fortjene,

Saa for begge de kæmpende Folk stod Kampen nu lige,

Indtil den mægtige Zeus Kamphæderen Hektor forlened.

Han var af Alle den Første, som Vei sig brød gjennem Muren,

Høit han hæved sin Røst, af Troerne hørtes den vide:

        Frem, hesttumlende Troer! og sprænger Danaernes Muurværk!

Kaster saa ind paa Skibene flux vildtblussende Brande!

        Saa han muntred sit Folk, og Samtliges Øren det hørte;

Frem tilhobe mod Muren de løb, og op paa dens Brystværn

Steg de behjertede Kæmper med hvæssede Landser ihænde.

Flux greb Hektor og løfted en Steen, som udenfor Porten

Laae, og bred forneden, men spids foroven var Stenen;

Knap to dygtige Karle, som nuomstunder de fødes,

Mægtede uden Besvær slig Steen fra Gulvet at vælte

Op paa en Karre med Stænger, dog ene han svang den med Lethed,

Thi den forslagene Kronos’s Søn ham lettede Stenen.

Som naar en Hyrde saa let et Vædderlams Uld i sin ene

Haand hjembærer fra Vang, kun lidt betynger ham Byrden,

Saa tog Hektor nu Stenen, og bar den hen mod de svære

Fjæler, som sikkred tilgavns den fastsammentømrede høie

Dobbeltfløiede Port; to Bomme, som løb mod hinanden,

Holdt den lukket forinden, en Bolt sad fast i dem begge.

Tæt til Porten han treen, og sit Kast at styrke desbedre

Stod han med skrævende Been, og fodende fast han den slynged

Midt mod Porten, saa Hængslerne sprang, og med hele sin Tyngde

Styrtede Stenen ad Aabningen ind, høit bragede Porten,

Bommene holdt ikke meer, og i Qvag ved det vældige Steenkast

Splittedes Fjælerne ad; ind sprang den herlige Hektor,

Mørk var som Natten hans Aasyn, men Rustningens rædsomme Kobber

Funklede blankt om hans Krop, og han svang to lynende Landser.

Ei skulde Nogen, undtagen en Gud, ham nu have standset,

Da gjennem Porten han sprang med Øine som gnistrende Flammer.

Flux mod Skaren han vendte sig om, og befoel sine Troer

Op over Muren at stige, hans Bud adløde de villig,

Op over Muren paastand de steg, men de Øvrige strømmed

Ind ad den tømrede Port, og hen til de bugede Skibe

Flygted Danaerne brat, ei standsed Forvirringens Bulder.