De Franske har en sælsom Skik,
Paa hver Provinds, hver Bye at sætte Klik,
Saa Moralister meene ville,
De ikke har stort andet at bestille
End at uddele Øgenavn.
(Hæld dig, vort Kiøbenhavn!
Endskiønt du staaet har saalænge,
To Riger skielder vel — men det er Jalousie —
Dit unge Mandskab for de kiøbenhavnske Drenge,
Af Jalousie, fordi de selv ei veed
At vise en saa frie, saa ædel Munterhed.
De sige, det for stærkt med overdaadig Mund
Forraader ringe Pund.
Men bryd dig ikke om provinsialske Pak!
Bliv, smukke Folkes Barn! kun trøstig ved, og snak.
De tale og om Hovedsag og Pynt, — men nei!
Jeg skeier alt for vidt fra rette Vei.)
Gascogneren tillagt er dette Lyde:
At lyve og at skryde,
Og ei at være ganske frie
For lidt Bedragerie.
(En heel Provinds tit kom for orde
For det, som nogle faa i den kun giorde.)
Der var Gascognens Mand,
Som Selskab ikke fandt sig godt nok i sit Land.
Og resolverte desaarsage,
En Tour til Engelland at tage.
Han Vadsæk tog paa Ryg; deri var ikke stort.
(Han vilde Landsmænds Skikke hædre:
Og for ham destobedre!
Paa raske Fod Calais han rekker,
Paketbaad treffer strax, som der for Modvind laae.
Kaptainen kiendte ham (paa Sproget at forstaae).
Thi sagde han: „jeg beer, De Fragten mig forstrækker.”
Gascogneren forstrakte.
Hans Uhæld ham til en Viinkielder bragte.
Der mod sin Ærgrelse, for han ei havde Vind,
I Viin han søgte Medicin,
Han drak saalænge til han sov,
Sov sin Paketbaad bort.
At jeg skal være kort,
Den Skipper, som ei sov, og Vinden nu fandt god,
Gav Hyrerne Signal. De alle kom,
Kun ikke vores Mand. Det brød man sig ei om,
Men Anker lette lod.
Den Vind var svag, men desto stærkere var Taagen.
Naar man har sovet ud, saa blir man vaagen.
Saa blev Gascogneren,
Og skyndte sig derpaa til Stranden hen.
Men fløiten Skibet var med Peer og Poul.
Der blev en Hylen og en Skraal.
Den gyselige Lyd hen til ham førte
To Fiskere, som, da de Sagen hørte,
Tilbød sig ham til Skibet føre frem.
Men da hans Sprog var ogsaa kiendt af dem,
Saa, da de havde endt en kort men fyndig Tale:
Hvor snart med lette Baad var Skibet at indhale,
De Prisen sagde ham, og bad ham strax betale.
Han maatte saa, og strax de stak fra Land.
Er Taage meget tyk, man see ret langt ei kan.
De Skibsfolk sov og Skibet glide lod i Roe,
Saa vores Fetter kom om Bord incognito.
Han længe holdt sig taus. Tilsidst faldt Tiden lang.
Saa længe harked’ han, og stampede og sang,
Til den, som slumrede ved Roret, blev ham vaer,
Han sagde: „Hilleknø! siig, hvad herhid jer bringer,
Min kiere Faer!
I har jo ingen Vinger?
Har Pokker selv om Bord Jer bragt?” —
„Af Jer det er uhøfligt sagt;
Jeg langte hid ved Svømmen,
Og skulde kommet før, men hindret blev af Strømmen.”
Den Mand, ved Roret stod, en Raapert tog,
Hvis Brølen alle Mand paa Dækket drog.
„Den Mand, som vi forlod,” saa han tiltalte dem,
„Ved Svømmen nylig kom her til Skibsborde frem,
Og see ham der!”
Forundret stod enhver.
„Hvad!” raabte de, „i saadan Iil
At svømme fire Miil!
Ja men og sandelig! han vaade Klæder har.”
(Den vaade Taage Skyld i Fugtigheden var.)
Derpaa treen frem til Lystighed
En Høker, gammel, trind og feed.
Han Vennerne tiltalte saa:
„At frygte Gud og Kongen ære,
Det er, har været, og skal være
Min Vellyst, som det er min Pligt.
En god Samvittighed kan trodse Fanden.
Jeg før har seet paa Havet noget sligt.
En Helvedes Gesant, og ingen anden,
Er den. Forgangen Aar ham som en Fugl jeg saae —
Jeg aldrig glemme kan, hvad Veir der fulgte paa —
Som i Uskyldighed han trippede paa Dækket.
Gid han faae Skam, saa sandt han giorde os forskrækket,
Den helvedsendte Knøs!
Vi fik en Storm” — „Hør Mand! du har en Skrue løs!”
Saa tordned’ een. Af hele Fartøiets Matroser
Han maatte døie lige fine Skoser.
Imidlertid blir Luften klar og Vinden stærk.
„Seer,” raabte Høkeren, „nu Satans Værk,
Nu sander mine Ord, I, som mig før beloe!”
Men der, foruden hans, ombord var ingen Troe,
At sige Troe til Fanden.
En ivrig Fyr, som havde sig en anden,
Som vi: Troe til vor Herre,
Vel for ham selv, for Høkeren desværre,
Med disse Ord ham slog paa overtroisk Mund:
„Kun Gud kan skabe Veir, din Hund!”
En mere spøgefuld saa talte Fanden til:
„Min søde Siæleven!
Naar vi skal fare hiem igien,
Stik dig til os ombord igien!
Du skal, gid jeg faae Skam!
Faae Ost og Brød og en tredobbelt Dram.”
Af Sprikvort hver Mands Mund var fuld,
Hvert Seil af Vind.
Og inden stakket Tid (saa Vinden var dem huld)
I Dovers Havn de seiled’ ind.
Den franske Lucifer fornøiet steeg i Land,
Hans Svømme-Styrke strax udspredtes af hver Mand,
Undtagen dog af Høkeren, som man beloe;
Thi Engelskmænd kun har til Fanden liden Troe.
Men Veddemaal — deri de alting vover.
En stærkt bemidlet Mand opholdte sig i Dover,
Han eiede en Morian,
Som han udskreg for Verdens største Svømmer.
(At have noget, som kan vises Mage til,
Os Store ikke sømmer.)
Han nærmer sig fordiævlet Mand:
„Hør, Herre,” sagde han, „ifald De vil
Med Jack (saa hedte Svømmeren)
Om Kap et Stykke svømme,
Hvor langt, hvorhen,
De at bestemme selv befaler,
Jeg tusind Pund betaler,
Men om De taber, De heel let kan dømme,
At hvad vi vedder om, tilhører mig,”
Fransk Pokker bad om Tid til at betænke sig.
(Hiin „Herre” kaldte ham,
For i Gascognen er en Skam,
Ei Adelsmand at være;
Derfore der det alle ere.)
Min Mand gik strax til Reisekammerater,
Fortalte, hvad han havde veddet om,
Og bad dem laane sig fem hundrede Dukater,
At sige mod en vakker Provision.
Hver tænkte stort om hans Person.
Han fik dem, og til Stranden kom
Han saae sin Vederpart med Herren komme.
„Hvor,” sagde han, „har du din Mad?
Vil du da af Hunger døe?
Til Middag spise vi i aaben Søe.
Min Mad du ei skal smage;
Maaskee vi svømme faaer i fire Dage.
Jeg selv ei komme vil til kort.”
Forfærdet Morian, forfærdet Herren blev,
Betalte Veddemaal, og gik ei glade bort.
Lyksalig, Læser! lev.