I
En Pater var, som kunde, og som gad
Sig gierne lave lækkert Mad.
Der var en Munk, som gad, men ikke kunde.
(Af disse to hvem der var riig,
Hvem tvertimod, du uden stærk at grunde
Selv siger dig.)
Den fattige sig kalde lod Guichard.
Jeg veed ei hvad for Navn den rige bar.
Man saae i dem, hvad sielden hænder:
En riig og fattig, Venner.
Ei nogen skulde slutte sig
Til, hvem var fattig, hvem var riig.
Saa meget var de Kamerater,
Saa ædelt skiulede sit Fortrin vor Hr. Pater.
Hvergang fra Kiøkkenet
Han vented’ lækker Ret,
Han med Guichard, sin gode Ven,
Strax maatte dele den.
For Pateren holdt Huus en Qvinde,
Som snese Aar var gammel trende Sinde.
Hun lækker var, som han, men tæred’ ei saa smaat;
Hun efter meget Mad var Giæk, som efter godt.
To Agerhøns af Herren blier leverte,
Som, medens han spadserte,
Hun skulde lave til;
Men hvor har Pokker ei sit Spil?
Igien den slemme Aand her ude var at gaae;
Da Fuglene han stegte saae,
Han Maren (Qvindens Navn) indskyder
En af de fæleste Udyder.
De Lækkerbiskener hun med Passion ansaae,
Og, som er sagt, forført af Satan, faldt hun paa
At dele med vor Mand, og giorde een til Priis,
Jeg faaer vel, sagde hun, lidt Skieldsord for Umagen;
Men for saa lækker Steeg, den var en Stud,
En Nar, som sig lod ikke skielde ud.
Den ene var nu spiist; strax peger Fanden
For Maren paa den anden.
Ak, tænkte hun, indskudt af Lucifer,
En Agerhøne dog kun ringe Mundsmag er!
O! torde jeg! dog nei! — dog jo ! — dog nei! — dog jo!
Piis kan jo have ædt dem begge to.
Fra Spiddet fløi strax stegte Fugl
Derned, hvor hans Collega laae i Skiul.
Hun Vellyst følte kort ved denne Æden,
Thi Frygt og Ruelse kom snart i Steden.
Hun nu indsaae for seent: Beskylde Piis for sligt
Var taabeligt,
Og synes vilde heel utroligt for Hr. Pater.
(Saa gaaer det alle syndige Krabater.
I Førstningen hver Udflugt synes let,
Men Eftertanken snart kuldkaster det.)
Hun Hænder vreed, og som fortvivlet var,
Da ind i Kiøkkenet hun trine saae Guichard.
Den samme, som forledte hende hist,
Nu hende hialp ved snorrig List.
„For Himlens Skyld! hvad skader dig” —
„Hans Tilstand er forfærdelig.” —
„Hvis?” — „For Alleting tag De Dem vare!” —
„For hvem?” —
„Han grueligen truer Dem.” —
„Hvem? vil du ikke svare?
Hvem?” — „I Nat blev Pater gal.” —
„Hvordan? tael!”
Men dette var
Vor gamle Marens Svar:
„Jo men! da Klokken var saa henmod to,
Den gyseligste Lyd afbrød min Natteroe,
Jeg blev som ud af mine Sandser;
Da min Forbauselse lidt standser,
Jeg hører grant, det Pater er,
Som skraaler: Maren! Lys paa Timen her!
Jeg skiælvende stod op, et Lys fik tændt,
Og tænkte Under, hvad var Manden hændt.
Da jeg kom til ham ind, han i fortvivlet Tone
Skreeg: Maren see, see der min salig Kone.
Hr. Pater! svarte jeg, De gift jo aldrig var.
Jeg fik til Svar:
Hold Mund! du Pulverhex, du taler som en Nar —
(Af slette Mennesker
Ham noget giftigt Tøi vist nok indgivet er.)”
Hun heftig græd iblandt;
Og midlertid nye Løgn udfandt.
Paa Paters Galskaber hun ramsed op en Liste,
Heel lang, og denne var den sidste:
„Saa sandt, min Hr. Guichard, De har to Hæle kiær,
Smør dem, naar De ham seer, han ellers dem afskiær.
Det svor han dyrt (jeg før ham aldrig hørte sværge.)
Flye for den stærkere er altid bedste Værge.
Min store Kokkekniv bekiendt Dem noksom er,
Den han til grusomt Brug i Lommen bær.”
Hun tøiede saa længe Talen ud,
Til Hammerslaget gav om Paters Hiemkomst Bud.
„Flye,” sagde hun, „men hvad er her at giøre?
Dog jo, jeg vil Dem ud af Havedøren føre,
Igiennem Haven tag saa Deres Vei,
Did kommer han vel ei.
Den var ei klog, som have vilde
Med en Afsindig at bestille.”
Saa hastig, som en Vind
Guichard kom ud, Hr. Pater lukkes ind.
Ophidset strax begyndte Maren:
(Ophidset, seer man vel, paa Skrømt)
„Guichard, det slemme Skam,
Bortsnapped’ Deres Høns i dette Øieblik,
Og med dem giennem Haven gik.
Endnu er ingen Tid forsømt,
Om De gik strax.” „Det var vel grovt at spøge,
Jeg vil forsøge.”
Han valtred’ som en Gaas afsted;
Thi han var riig og ubeqvem og feed,
(Saa er de fleste rige;
En fattig slumper til at være det iblandt.)
Han saae Guichard: „men hvad skal dette sige?”
Begyndte han at skrige.
Guichard sig vendte om,
Og da han saae, Hr. Pater kom,
Han gik lidt fastere, (jeg siger lidt,
Thi han, som fattig Mand, var ikke svær af Fit,
Men maver, smækker, smidig i sin Krop,
Saa han nok saae, ham Pater ei løb op.)
Hr. Pater skreeg igien: „lad mig faae een!
Behold saa frit den anden!” —
„Det maatte Fanden!
Nei Gud skee Tak for mine Been!” —
„Ja, jeg nok veed, du kan, jeg ei kan rende,
Men naar skal dette Spøg faae Ende?
Guichard, du mig den ene giv!” —
„Nei tusind Tak, Patron! den under Jeres Kniv
Ei falde skal; thi jeg min Troe
Dem høiligen har nødig begge to.”
„Din Slughals!” svarte han, og saa tilbagevendte.
„Hør Maren! jeg vist troer, Guichard er gal.” —
„Det kunde De ei see?” — „Han Doctor have skal,
Den stakkels Mand!”
Han Doctor til ham sendte;
Men Doctoren blev taus,
Som bød sig føle Puls. Thi Patienten svarte:
Om længe Gud, som nu, fra Sygdom ham bevarte,
Saa blev han vist en gammel Mand.
„Men hvem har sendt Dem?” — „Pater N.” —
„Saa Deres Videnskab er Snaus,
Min Ven!
Naar De ei seer, at han er rent fra sin Forstand.”
Den Doctor gik.
Jeg mere ei at vide fik.
Moral
Mands List er nok behænde,
Men Qvindelist er uden Ende.
II
Jeg mere ei at vide fik: saa endte jeg sidstleden.
Jeg siden meer at vide fik.
Hr. Pater talte om to Agerhøns at stiæle,
Den anden om at snitte af to Hæle;
Hver af dem Slutning drog af dette, at den anden
Var galoperet fra Forstanden.
(Mærk! Havde han ei løbet fast,
Var Tingen ikke skeet i saadan Huj og Hast.)
Den Parenthes har Autor lagt
Enhver af sine to i Munden.
Jeg meget vel indseer, den er sublim i Grunden;
Men hvo, som vover den, maae være uforsagt.
Jeg synes selv, faae Skam!
Jeg tapper er, som den anfører efter ham.
Du er nok kied af Fias, Hr. Læser! jeg vil skride
Til det solide.
Saa længe talte hver om Galskab paa sin Kant,
At alle Folk i Byen fandt,
(En baade grundet og ugrundet Tro)
At de var gale begge to.
Og Maren snildelig saa vidt forøged’ Rygtet,
At Munken ynket blev, og Pater frygtet;
Lidt frygtet Munken og, naar han kom did,
Hvor der var Agerhøns paa Spid;
Men Pater overalt, thi overalt var Hæle,
Og Fødder uden dem er fæle.
Kort sagt: af Byens Folk den ufornemme Sort,
Paa Gaden gav dem tit en ei forlangt Eskort.
Sligt strax berettedes Hr. Generalen,
(Hver Orden har, jeg troer, en General)
Og taltes ivrigt til ham om Skandalen.
Man bad ham hitte Raad, at hemme den Skandal.
„Hør Brødre!” svarte han, „det er ei min Affaire;
Hvorfor skal Magistrat i Byen være?”
Den Pater General var magelig, og elskte Roe og Fred.
Han flere Ord gad ei spendere;
(Thi hvad kan skee med faae, bør ikke skee med flere.)
Med kort men fyndigt Svar de Brødre gik afsted,
Og flux til de Velvise.
„Velviseste og beste Øvrighed!”
(En Superlativus af Høflighed,
Som stedse er at prise)
„Velviseste! De vist nok veed,
Hvad Pater N. og hvad Guichard
I Byen giøre for Spilopper;
Vi bede, at De snart vil føie slig Anstalt,
Som den Forargelse ophæver, og som stopper
Mund paa hver Spotter,
Som leer, og inderlig sig gotter
Derved, at Ordenen meleres med lidt Galt.”
(Det er fatalt,
At ikke troes gal, som andre Folk er gale.
Hver dødelig er gal, naar man skal Sandhed tale,
Og, taalelig udtrykt: er Nar.)
Ved denne Leilighed jeg en Anmærkning giør:
Man alle Mennesker tilsammen skiælde tør,
Men skiælder du kun een, den ene,
Som sig fornærmelig undtaget troer,
Dig stævner for Velvisheds Bord,
Hvorfra dig Himmelen og mig bevare!
De Magistrats Personer svare
Langt kortere end General: „ja det er got.”
Der blev raadslaget strax, hvad herved var at giøre,
Og den retfærdige Komplot
Per piurima dem dømte til at kiøre
Kortest Vei,
Did, hvor man sender dem, som, Stakler! ere gale
Paa anden Viis end du og jeg.
De kom derind.
Man mærket strax af deres Tale,
At de paa Skoven havde Sviin.
„Hvor længe,” sagde Stedets Inspecteur,
„Ærværdige! vil De mig qvæle
Med Deres Agerhøns og Hæle?”
Saa kan man uforskyldt sig liste
I Daarekiste,
Endskiønt man er,
Kun efter Vedtægt, gal.
Fra saadan qui pro quo bevare Himmelen enhver!
Man siger, at de sidder der endnu.
Jeg kan ei faae dem ud, kan du?
Moral
Til Trøst for dem, som ynke disse tvende,
Jeg beder, de erindre maae,
At falske Rygter kan fra Huus til andet gaae,
End sige
Til os fra fremmed Rige.