(Følgende Tillæg ville Læserne uden Tvivl troe, at Forfatteren uden Skade enten for dem eller ham anger- løs kunde have udeladet, og saa troede Forfatteren, som af ingen anden Aarsag udgiver dette, end blot af Frygt for at see det trykt med flere Feil end hans egne).
Mercurius (kommer ned fra Olympen under Basuners Lyd, og siger:)
Jeg er Mercurius, og gid jeg var det ikke!
Man mig i Sinde faaer hvert Øieblik at skikke
Snart hid, snart did. Det Fad, som just paa Bordet stod,
Da jeg min Ordre fik, jeg nødigen forlod;
Det var min egen Ret, det var boeuf à la mode;
Nu skal du, tænkte jeg, ret giøre dig til gode,
Da Jupiter, (thi hvad kan han ei falde paa,
Naar han beskiænket er, og han er ofte saa)
Mig den Befaling gav: løb ned til dem paa Jorden.
Spørg, om de har forglemt al gammel Skik og Orden.
Spørg, hvad Formastelse dem kunde bringe til
At udelukke os af høie Synge-Spil,
Og spørg Forfattere, som binde faste Knuder,
Hvordan de løse dem foruden Hielp af Guder.
Den Jupiter har og Spioner overalt;
Jeg gad nok engang vidst, hvem der har ham fortalt,
At man nu skulde her et Syngestykke spille;
Det værste er endnu, jeg kommen er for silde;
Jeg seer den hele Troup har faaet Banesaar.
Om med den Tidende til Jupiter jeg gaaer,
Han som en rasende da vist afsted vil tage,
Og vidste jeg endda, der var lidt Mad tilbage,
Saa reiste jeg dog strax; men kiender jeg Vulcan,
Saa er alt Bordet reent; Mars ogsaa som en Mand
Fortære kan sit Foer, det faaer jeg nok fornemme.
(Meget ynkeligen til Orchestret.)
O! vidste I hvor jeg maa lide Sult der hiemme,
I ei fortænkte mig, ifald jeg Eder bad,
Jeg maatte nyde lidt i dette Erte-Fad.
(Han spiser Erter og snakker som følger:)
Tyvs Privilegium jeg har blant Guder ene;
Men derved er der nu ei meget at fortiene,
Man nu ei finder meer, hvorvidt man søge vil,
Et Skriin, en Kiste, Skab, som jo er lukket til;
Man lukte ei for Guld udi den gyldne Alder,
Nu alting giemmes skal. Hvor sielden forefalder,
At man kan treffe paa en Trøie, et par Skoe.
Naar sligt skal feies ud, saa blir en Mark, høit to
Den hele Stads.
(I det han seer paa Ligene.)
Men hvad? er jeg afsindig bleven?
Jeg, som saa lang en Tid min Profession har dreven,
Fordyber mig i Fias, naar Lykken byder mig
En skiønne Leilighed at plyndre disse Liig.
(Han setter Skaalen fra sig.)
Jeg her begynde vil.
(Han begynder paa Jesper.)
Jesper (som troer det er Johan, som vil plyndre ham:)
Johan, i Dødens Rige
Jeg seer du ei engang fra din Natur kan vige;
Hvad nytter, saadant nu?
Mercurius
Du tager feil min Ven.
Jeg er Mercurius.
Johan, (som endnu ligger og pines, igientager af sine sidste Ord:)
En Tyveknægt.
Mercurius (troer, det er Jesper.)
Igien?
Forvovne!
Jesper.
Straf ei mig; det Echo er, som græder;
Den falder, som du seer, lidt plump paa disse Steder.
Mercurius.
At tale uden Liv, det lader meget slet,
Og røber en Poltron, som ei har dræbt sig ret;
Dog dette var en Feil, som kun angik Parterre;
Men naar du snaksom vil paa min Bekostning være,
Jeg Publicum og mig paa eengang hævne bør;
Nu skal du døe tilgavns og ei paa skrømt som før.
(Han slaaer ham med sin Stok.)
Jesper.
Jeg lever op.
Mercurius.
Just, da en fræk Forræders Brøde
Jeg give vil sin Løn, jeg vækker ham af Døde,
Og glemmer, hvad et Slag af denne Stok formaaer.
Jesper.
Saa jeg behøver, ei at takke dig derfor;
Fortryd da ikke paa, at Jesper holder inde
Med den Taksigelse, han havde just, i Sinde
At giøre dig. Men hør, fortæl mig dog engang:
Gaaer Tyverie, som her, hos Guderne i Svang?
En Livløs alle Ting vel skiælner ei saa nøie,
Men, om jeg turde troe mit Øre og mit Øie,
Du i vort Erte-Fad først bød dig selv til Giest,
Og siden, syntes mig, min Kalemankes Vest
I Fare var.
Mercurius.
Saavidt jeg seer af denne Sludder,
Du tænker Tyverie saavel vanærer Guder
Som Mennesker, men viid, du tænker som en Nar.
Viid, Skiæbnen hver en Gud sit Væsen givet har;
At stiele blev nu mit, jeg Skiæbnens Love følger,
Og at du ei skal troe, at jeg mit Haandværk dølger,
Jeg strax vil øve det, og du maa see derpaa.
Jesper.
Antag mit ringe Raad; du siden skal tilstaae,
At det dig gavnlig var: i Steden for at stiele
De døde Heltes Tøi, saa giv dem nye Siæle;
Hvor høit du ogsaa vil vurdere hver en Pialt,
Galdt deres Klæder knap 5 Daler alt i alt;
Men naar du derimod dem Livet gav tilbage,
Saa glemte de vist ei at lønne din Umage.
De vist nok bragte da af skiulte Giemmer frem
En tung Taksigelse til den, som vækked’ dem.
Mercurius.
En tung Taksigelse? din Bøn skal opfyldt blive.
(Han rorer dem med sin Stok, og de lever op under Musiqve.)
Det er Mercurius, som bragte jer til Live.
Jeg veed, I tænke høit, og at I ei omsunst,
Som den gemene Hob, modtage nogen Gunst.
Jeg ved Anmodninger ei vil fornærme Eder,
Nei Eders ædle Mod mig vist en Løn bereder,
Som langt Mercurii Forventning overgaaer;
(De slaaer op en stor Latter.)
Jeg for Velgierninger Spot til Belønning faaer?
Grethe.
Den liden Villighed, som du Velgierning kalder;
Den vises os omsonst, saasnart Forhænget falder,
Vi bruge ei eengang at sige Tak derfor.
Mercurius.
Med bittre Klagemaal til Jupiter jeg gaaer;
Jeg skal fortælle ham, hvordan I Guder drille.
Mette.
Men først fortæl, hvad har en Hedning at bestille
Blant gode Christne Folk? og kan en Hedensk Gud
Her andet vente sig, end at han pibes ud?
Mercurius.
De Herrer Musici behage nu at spille.