Mette (med en Skaal Erter), de forrige.
Grete (tager Skaalen).
Tak kiere Mette.
(Til Mads.)
Tal!
Mads.
Erindrer du en Tiid — — —
Johan.
Heltinde du er gal
Som hører paa en Orm.
Grete (som spiser bestandig).
Heltinder er’ ei gale;
Med meer Ærbødighed, Seigneur! du burde tale.
Mads.
Erindrer du en Tiid — — —
Johan.
Kom lad os gaae Madam.
Grete.
Jeg fremmer jo dit Vel, i det jeg hører ham.
Mads.
Erindrer du en Tiid — — —
Johan.
Erindrer eller glemmer,
Saa er det Tiid at gaae.
Mads (til Grete).
Da to Latinske Emmer
Du syede paa mit Tøi — — —
Johan.
Hvi blev din Mund ei syed?
Du hører, som jeg seer, Madam! med Hiertens Fryd,
Hvordan du elskede, hvordan du sydde Navne;
Vil du ei kysse ham? vil du ham ei omfavne?
Jeg skal ei hindre dig.
(Han vil gaae.)
Jesper (som holder ham tilbage).
Du bliver her Seigneur.
Johan.
Desverre! du har Ret. (Sagte). Jeg snart af Angest døer!
Grete.
Du ei dit Beste veed. Jeg veed det, jeg det fremmer,
Trods dig, trods al din Spot.
(Til Mads).
Igien til dine Emmer!
Der var det jo du slap.
Mads.
Om du dem saae igien,
Saa kiende du dem vel?
Grete.
Hvor sigter dette hen?
Nu isner alt mit Blod!
Johan.
Maaske er Tiden omme,
Og vi i Tempelet for silde skulde komme
Fordi du daarligen et Løfte holdet har,
Som uforsigtigen en Maddik given var.
Grete.
Endog mod Maddiker jeg Troe og Love holder.
At Tiden gaaer omsonst, du selv jo kun forvolder.
Din Banghed qvæler mig; men Løftet er alt giort.
Johan (afsides).
Jeg døer!
Mads.
Ved disse Knæ, at jeg skal være kort,
(Peger paa Johan.)
Du kan Mads Madsens Navn og dine Emmer finde.
Grete (til Johan).
Du blegner! Kraft og Mod og Haab og Liv forsvinde.
(Hun vil til at besvime.)
Mads.
Ham Fanden har forført — — —
Grete.
Om Folk af Helte-Rang
Du tale tør saa lavt? Viid til en anden gang,
Naar Helte Feil begaae, er Skiæbnen Gierningsmanden,
Kun Pøblen giør Ondt og Skylden giver Fanden.
Men, Mette, hvorfor gav ei du ham dette Svar?
Du saae jeg i Begrab med at besvime var.
(Til Mads.)
Og du, en anden gang, naar du seer Folk vil daane,
Saa viid, at du dem bør for Pølse-Snak forskaane,
Hvad skal jeg giøre nu? besvime eller ei?
Om det for silde er, veed Pokker ikke jeg.
Jeg i en Lignelse min Mening vil fremsette;
Og siden maae I mig om Eders underrette.
Jeg i saa slibrig Sag ei stoler blot paa mig.
Aria.
Til een, som nøs i Gaar, at sige:
»Hielp Gud! i Dag, bitt’ Faar,
For det nu nøs i Gaar.«
Sig passer ikke just saa lige.
Men naar man seer lidt dypt i Tingen
Saa troer jeg, det er reent,
At Prosit, som kom seent,
Er bedre end aldeles ingen.
Chorus.
Den Prosit, som kom sent,
Er bedre end aldeles ingen,
Og Grete hun seer dybt i Tingen,
Og hvad hun troer, er reent.
Mette.
Besvime, skiønt lidt seent, er vores Raad til dig.
Grete.
Tag Skaalen een. Jeg meer ei til mig selv kan finde.
(Mads tager Skaalen og spiser. Hun daaner.)
Johan (til Mette).
Jeg er saa bange for, at Helten skal forsvinde,
Og Skredderen staae rød og feig og flad igien,
Naar Grete vogner op udaf Besvimelsen.
Mette.
Selv Helte kunde tidt staae røde, feige, flade;
At være Helte dog de derfor ei aflade.
Ja vist skal du, Seigneur! staae flad og feig og rød!
Men rød og feig og flad du faaer en Helte-Død,
Naar du kun siger det, som andre Helte sige,
Naar de lastværdige forlade Jorderige.
Grete (som vogner op).
Hvad Skam! Hvad Qval! Hvad Striid! Du som min Elsker var,
Du skulde blive mig til en saa grum Barbar!
Johan (grædende).
Barbar! jo men! jeg dig mit rette Navn skal sige:
En Tyveknegt. Men tænk dog ei, jeg kunde vige
Fra Dyden uden Striid. (Til Mette). Siig du oprigtigen
Om Dyden og om jeg ei stode os som Mænd
Mod Skiæbne, Elskov, Last, og Fanden og hans Fetter —
Dog, Helten Sminke ei paa sine Laster setter;
Madam! jeg er en Tyv, en Liderlig, en Knøs,
Jeg har vanæret dig, du hævnes bør.
(Han tager sin Kniv op.)
Adiøs.
(Han stikker sig.)
Grete.
Aa! bitter knøe! Han døer! Han Hierte har i Brøstet!
Saa har hans Last omsonst med dette Haab mig trøstet,
At han kun Skredder var! min Elskers Hierte bor
Udi hans Brøst, han er en Helt; den Trøst er stor,
Men Jord! Hvor dyre kiøbt!
(Til Mads.)
Hør du Ulykkers Fyrste!
Er der ei meere Blod, hvorefter du kan tørste?
Umenneske! stød til! der er og Blod i mig.
Mads.
Jeg øm og kielen skal dit Tab oprette dig.
Øm for din Ære før, jeg frelste den fra Fare.
Grethe.
Du kunde dig, Barbar, saa grum en Omsorg spare.
Du lover dig min Haand, som en tilbørlig Frugt
Udaf din Nidkierhed. Snart haver jeg den brugt.
(Hun stikker sig.)
Nu kan du tage den.
Mads. (til Mette.)
Skil mig ved disse Erter;
Jeg maa med Armene og vise mine Smerter.
(Mette tager Skaalen, og hun og Jesper spiser, Mads setter sig i Lave og siger:)
En distileret Ild af tretten Helveder
Og — — jeg veed ikke selv, hvor mange Furier.
Siig mig, hvor mange er da Trende gange Tretten;
Thi Trende Furier der er per Helvede,
Om man har sagt mig sandt.
Mette.
Ni — — ni og tredive.
Mads.
En Helt, som regner slet, er meget at beklage.
Min Tale paa en frisk jeg nu maa igientage.
En distileret Ild af tretten Helveder
Og ni og tredive bandsatte Furier,
Som huses i mit Brøst, mig Hovedet giør’ kruset.
Men denne, troer jeg nok, skal feie dem af Huset.
(Han tager Kniven op. Han stikker sig.)
Mette.
Hvor er jeg lykkelig, min Tour dog kom engang!
(Hun giver Jesper Skaalen.)
Jeg seer to kiere Liig af høiest Helte-Rang —
Jeg seer — jeg ikke kan en Helte-Sprikvort _ finde.
Jeg uden Sprikvort døer — Herr Jesper! Tienerinde.
(Hun stikker sig.)
Jesper.
Hvi skulde Mette døe? Jeg ei Aarsagen veed;
Men naar de alle døe, saa maa jeg og afsted.
(Han setter Skaalen fra sig.)
I Efterlevende som dette Sted betræde!
Som skue disse Liig og ei vor Død begræde,
I haarde er’ som Flint. Saa grum er ingen fød.
Nei, Efterslægten vist bejamre skal vor Død.
Paa dens Medlidenhed jeg forud er saa sikker,
At jeg et Ønske giør, i det at jeg mig stikker,
I Efterlevende! troer! det fra Hiertet gaaer.
Gid det ei Eder gaae, som det gik denne Stømper l
Gid Eders Kierlighed maa aldrig mangle Strømper!
(Han stikker sig.)
(Ende paa femte Optog.)