Elven er aldrig saa kjæk og strid,
den kan dog sin Art forandre.
Hvor Dalen aabner sig lav og sid,
maa den lemfældigt vandre,
standse sin Larm og give sig Tid.
Den gaaer tilside, den skyder Bugt
med sagteglidende Vover;
den tornede Green med den fattige Frugt
strækker sig derudover.
Dalen er stille og indelukt.
Og sjelden kan det styrtende Væld
sin tindrende Glands bevare;
i Dalen luder det golde Fjeld,
derunder skal Elven fare,
hvor Dagen ligner en stadig Kveld.
Den kvægende Sol kan ei skinne ned,
hvor Fjeldet paa Vagt er stillet;
det kaster i Elven, fra Bred til Bred,
sit truende sorte Billed;
den glidende Strøm maa tage det med.
Jeg gik ved Elven en Sommerdag
og kom til de lave Enge.
Der banked dens Bryst med mattere Slag,
der stod jeg ved Bredden længe,
hvor Fjeldet strakte sit Skyggetag.
Jeg kan ei glemme den dæmpede Sang
af Bølger og Aspeblade.
Min Sjæl har fulgt med Vandenes Gang
og bævet som Elvens Flade,
og Hjertets Harpe har givet Klang.