1.
Giraffen, den største Stutzer,
man hidtil har iagttaget,
saa ned paa Traner og Strudser
som Dilettanter i Faget.
Dens Holdning var strunk og vindig;
dens Tanker var hen i Taaget.
Man siger, den er letsindig,
og gider ei lære Noget.
Den smidige, glatte Pariser
har kortet den mangen Time,
og givet den mange Beviser
paa Kjerlighed og Estime.
Men Herrernes Lune skifter,
og deres Besøg blev rare;
til Bjørnenes raa Bedrifter
man vilde sin Hyldest spare.
Da kunde Giraffen ane,
at nu var den snart af Mode,
men bar dog af gammel Vane
mod Skyen sit lille Ho’de.
Den stred med de lange Dage;
den hørte Platanen suse;
den stirred paa lave Tage
af Stalde og Hønsehuse.
Da skulde det netop hende,
et Gjerde blev repareret;
der bag laa Giraffens Frende
Kamelen, og havde dineret.
Den eied en Ørk i Haven,
som hjemme i Palmelandet;
den laa saa bekvemt paa Maven
og tyggede Drøv i Sandet.
Giraffen kunde betragte
Kamelens Husholdning nøie;
da skjalv den, og sukkede sagte,
og lagde sig ned med Møie.
„Du elskede, varme Steppe,
der fødte vor stolte Race, —
jeg sprang paa dit bløde Teppe,
jeg hvilte paa din Oase!
I Palmernes høie Toppe
stod Spirer, friske og unge, —
jeg var med mit Blik deroppe,
og napped dem med min Tunge.”
Giraffen blev syg af Længsel;
dens Liv var jo tomt og øde. —
Da blev der igjen en Trængsel:
„Mon Dieu, — om Giraffen døde!”
2.
Blandt alle Træer i den rige Have
jeg har til Yndling Pomerantsen kaaret;
mens Livet vexler, ældes gjennem Aaret,
den bringer trøstende Dig Vaarens Gave.
Naar Høstens Aande suser i dens Grene,
og Frugtens Fylde dem mod Jorden tynger,
udspringe atter blandt de gyldne Klynger
de hvide Blomster, duftende og rene.
Jeg hørte grant den smilende Dryade
i Løvets Hvislen sagtelig forkynde:
„Mit Væsens Guddom er en vaarlig Ynde;
den maa florere mellem visne Blade.” —
Med dette Billed hilser jeg min Sommer;
jeg vil bevare Vaaren i mit Hjerte,
at den kan dufte gjennem Tidens Smerte,
og smykke Frugterne, naar Høsten kommer.