Til Ole Bull
1837
1837
Hvor sødt at favnes af Aftnens Fred,
Naar Droslen fløiter i Skoven,
Og Birken suser ved Elvens Bred,
Og Nøkken spiller i Voven!
Der er en vemodblandet Fryd,
Som Nordens Alfer male,
Med dæmpet Kvad, med Harpelyd,
Med Suk i dunkle Dale.
Han stod og lytted en Sommerkveld,
Og havde stemt sine Strenge;
Da gik Akkorden fra Skov og Fjeld
Og over duggede Enge.
Og alle Strenge klang dertil
Med underbare Toner,
Som Droslens Kluk og Nøkkens Spil
Og Sus af Birkekroner.
Og al den Smerte, al den Lyst,
Der bor i Nordens Zone,
Har lagt sig drømmende til hans Bryst,
Og zitret gjennem hans Tone.
O, hør den stille Melodi,
Der dæmper Stormens Harme!
Din Barndom vugger deri
Paa ømme Liljearme.
Det er den deiligste Strengeklang,
Der letter Længselens Vinger;
Da nynner Hjertet sin egen Sang,
Mens Strengen bæver og klinger.
Der er ei Savn, der er ei Nag,
Som ei hans Streng kan lindre;
Han vækker med sit Trylleslag
En Vaardag i dit Indre.
O, hil Dig, salige Toneskald,
Med Guddomsmagt i din Bue!
Fra Dig gaar Jubelens Fossefald;
Du tænder Andagtens Lue.
Naar Verden lytter til dit Kvad,
Og bæver ved din Vælde,
Da skjelver Glem-mig-ei’ens Blad
Af Fryd paa dine Fjelde.