Johan Sebastian Welhaven (1807–73)

I Livets fagre Morgenrøde

Gaar Barnets Leg paa Edens Kyst;

Dens Roser paa dets Kinder gløde,

Thi Himlen hviler i dets Bryst. —

Ak, i vor Middags Flammepragt

Bor Glimtet fra Cherubens Vagt.

Fra Bønnevennen i det Høie

Nedsvæver Engle til de Smaa,

Og mangt et glandsfuldt Barneøie

Ser Englevingen i det Blaa;

Da glemmer Barnet Blomst og Frugt,

Og følger Englen paa hans Flugt.

Naar Nattens Kulde os omfatter

Og slukker Kraftens sidste Glød,

Da sender Børnevennen atter

Den tabte Lille til vort Skjød;

Da lærer den sin faldne Ven

At blive barnefrom igjen.

Mens Kjerlighed ved Kisten græder,

Har Haabet skjult den med sin Krands,

Og se, i æther-rene Klæder

Staar Barnet for din indre Sands,

Og hvisker: „glem det korte Savn,

Til Englen flyver i din Favn!”