Mørke Skyer dække Himmelbuen,
Havet skinner hvidt blandt sorte Klipper,
Himlens Konning skjuler sig med Gruen,
Dybt i Vest den sidste Straale slipper.
Taageskarer seile vildt i Stormen:
Helteskygger søge Norges Fjorde,
Hist gaar Jernbarden, hisset Ormen;
Ravnen flagrer om de høie Borde.
Tause Skygger stande høit i Stavnen,
Lynet blaaner fra de brede Sværde.
Hæv Dig, Ludurhorn, fra Klippehavnen!
Kampens Møer er i Nat paafærde.
Hist de blege Taagesnekker lande,
Dragens Vinger flagre under Øen.
Lydt i Stormen, fra de nøgne Strande
Skjoldebraget runger over Søen.
Stærk, alvorlig, over Jettesalen,
Der, hvor Heltelig paa Skjoldet hvile,
Staar en Bauta-Fylking høit paa Valen, —
Did de store Kæmpeskygger ile.
Vildt de tumle sig i Hildes-Legen,
Slagne Skygger synke brat i Jorden;
Se, den sidste Helt i Høi er stegen, —
Over Valen gaar en dæmpet Torden.
Stormen tier, Jettekraften sover,
Fiskerbaaden seiler under Stranden,
Sagte risle Nattens dunkle Vover,
Maanen hilser dem fra Himmelranden.