Om Høsten gjærer der i Træets Kviste
En stille Spirekraft, en lønlig Glød;
Bag gulnet Løv er der en Kime fød,
Og da maa Træet sine Blade miste.
Dryadens Savn var lettet, da hun vidste,
At Livet atter steg fra hendes Skjød;
Hun følte det, da Høst-Orkanens Stød
Forkyndte vildt den Sorg, hun skulde friste.
O, søde Billed i det mørke Veir:
Der er en Vinding og en Trøst forborgen
I hvert et Tab, i hvert et Sorgens Bud.
Det sunkne Mod kan tænke paa en Seir,
Og vente Straalerne fra Vaarens Morgen,
Og holde Vinternattens Kvaler ud.