Smaadrengene staa paa en meiet Ager,
Og stirre mod Himlen med henrykt Sind;
Mens Træerne suse for Høstens Vind,
I Luften svæve de lette Drager.
I Tankerne sidder hver Dreng deroppe
Og rider i Skyen paa Dragens Ryg,
Og skuer og speider saa fri og tryg
Over Sø og Eng, over Fjeldets Toppe.
Se Dragen, hvor deiligt den daler og stiger;
Det gaar i Gallop fra Sky til Sky:
Som Potteskaar ligger den gamle By,
Og Taarnet kneiser saa stort som et Spiger.
Se, Skibene seile ved nøgne Strande;
Nu ere de trætte, nu vil de hjem.
Men Dragen gaar høit over alle dem;
De glide og gynge som Fjær paa Vande.
Hvor selsomt knitrer dens Vinge og Hale;
Der flyver en Fugl, — hvor den er angst!
Og flux er Drengen paa Fuglefangst,
Og jager paa Høg og paa Spurv og Svale.
Men ak, nu slappes og bugter sig Snoren;
Nu er det ude med Vindens Magt,
Og Drengen er, midt i sin høie Jagt,
Stødt ned med Sorrig og Harm til Jorden.
Og Dragen hænger paa Kirketaget,
Og hænger der endnu i Slud og Sne;
Men da har Drengen forglemt sin Ve:
Da er han inde i Snebold-Slaget.